Mercedes har skabt den hidtil mest vellykkede elektriske SUV. De tyske ingeniører har ikke været bange for at prioritere benhårdt – de har valgt luksus, og det har de gjort ret i.
Jeg har et grundlæggende problem med biler, der forsøger at være flere ting på en gang. Kompromiser er sjældent elegante, og det gælder også i bilernes verden. Crossovers og SUV’er er det bedste eksempel på at de mange kompromisser ender i en bil, som dynamisk ofte sætter sig mellem to stole, for enten skal man trækkes med en stenhård affjedring, fordi ingeniørerne vil have bilerne til at køre sportsligt, til trods for det høje tyngdepunkt, eller også kører bilen, som var den en fuld mand på stylter, fordi undervognen er blød og føjelig. Men engang i mellem er der et lysglimt, der giver mig et fortrøstningsfuldt håb på, at det hele nok skal gå. Mercedes EQC er et lys i mørket.
Elektrisk originalitet - Honda e
EQC er en elektrisk SUV, der først og fremmest skal kæmpe mod Audi e-tron og Jaguar I-Pace. De er alle tre hurtige, dyre og med en, i hvert fald teoretisk, lang rækkevidde. Men hvor de to konkurrenter forsøger at være sporty, har Mercedes holdt sig til det, de kender bedst – luksus. Mercedes’ ingeniører har nemlig prioriteret benhårdt, så EQC fremstår som en særlig komfortabel og lækker pakke. En elmotor passer nemlig overordentlig godt i en luksusbil, fordi den har et kraftigt og øjeblikkeligt moment. I EQC giver det dig fornemmelsen af, at speederen er forbundet direkte til en tsunami, du kan surfe ubesværet afsted på; hvor stor bølgen skal være, styrer du med din højre fod.
Tusindeårsfalken - Tesla Model 3 er landet
EQC har to elmotorer, som til sammen yder 408 hestekræfter og 760 Nm. Kræfterne sender den tunge bil til 100 km/t på 5,1 sekunder. Det er ikke helt så hurtigt som Jaguar I-Pace, der bruger 4,8 sekunder, men hurtigere end Audi e-tron, der bruger 5,7 sekunder. Det er selvfølgelig bare tal, men EQC føles riiigeligt hurtigt, når du hamrer speederen i bund.
Afslappet overskud
Selvom EQC måske på ydersiden signalerer nyrig fodboldspiller med de 21 tommer store AMG-fælge, som er ekstraudstyr til 18.110 kroner, så er oplevelsen bag rattet noget mere tilbagelænet og afslappet. Elmotorernes anden fordel er, at de er nærmest lydløse, og det bidrager til den ophøjede ro, der hersker i kabinen. EQC er tilmed udstyret med lydisolerede ruder, så du kan gå direkte fra diskotekerne på Gothersgade i Københavns Indre By, åbne døren, lukke den bag dig, og det er som om, du har tændt et sæt høretelefoner med active noise control, mens du triller væk. Det er ægte luksus.
Køreegenskaberne er en del af det samlede billede. Affjedringen er eminent til at opsuge bump og ujævnheder, uden at vognen blævrer videre ned ad vejen, som nogle blødt affjedrede biler har tendens til. EQC har heller ikke en tendens til at have den stavrende og vaklende kørsel, som nogle høje SUV’er kan have. Det skyldes blandt andet, at EQC optisk er højere, end den egentlig er. Åben førerdøren, og så vil du se, at bilen har en dørkarm. Visuelt får det bilen til at se højere ud, mens bilens tunge batteri kan placeres tættere på jorden. Og det gør altså, at undervognsingeniørerne kan sætte EQC blødt op, uden at den føles svag i knæene eller ukontrollabel i sving.
Kabinen bidrager med en meget høj samlekvalitet, hvor materialerne føles utroligt lækre. Her er Audi traditionelt mestrene, men kvalitetsmæssigt er der ikke nogen forskel på de to, og hvilken du foretrækker er nok mest af alt en smagssag. Bagagerummet tager 500 liter, som er fint. Det samme er pladsen på bagsædet, så EQC kan sagtens klare transporten af fire voksne med oppakning.
Vil du spare penge – så snup en elbil
Og skal du på langtur, vil du glæde dig over navigationssystemet, som i sin ruteplanlægning tager højde for vejens forløb og tilpasser hastigheden til gavn for komfort, sikkerhed og ikke mindst strømforbrug. Systemet er dog ikke helt så imponerende som eksempelvis Teslas Autopilot, som ligefrem selv kan flette ind, når du kommer fra en tilkørselsrampe og ind til en kø på en motorvej.
Den forbandede rækkevidde
Apropos langtur, så kommer man ikke uden om rækkevidden i en elbil. EQC er officielt opgivet til at køre 417 kilometer, men vi kom ikke i nærheden af den rækkevidde, når vi kørte bilen som en helt normal bil. Plus 300 kilometer virker realistisk i dansk november-vejr med blanding af motorvej og bykørsel. Det er ikke dumt, og så virkede bilens eget estimat af rækkevidde til at være ret præcis, og i hvert fald mere præcis end både e-tron og I-Pace. Til gengæld er batteriet på bare 80 kWh, mens I-Pace har 90 kWh og Audi e-tron har 95 kWh. Men med mulighed for at lade ved arbejdet og på gaden derhjemme, var rækkevidden aldrig et problem for os i løbet af testugen.
Den elektriske maskerade – Audi e-tron
Som en typisk SUV, må EQC trække en trailer på op til 1.800 kilo, og det samme gælder for øvrigt for Audi e-tron. Men EQC har et par fordele over e-tron. For det første er den en mere helstøbt og luksuriøs oplevelse. For det andet er den noget billigere. Audi e-tron 55 med det store batteri koster fra 799.990 kroner, mens Jaguar I-Pace S koster fra 679.980 kroner. EQC starter ved 690.158 kroner, som gør den til det oplagte valg, hvis du vil have en lækker og komfortabel elektrisk SUV.