Vi prøver Supras lillebror med bare fire cylindre – det strider med firmaets historie, men de 258 hestekræfter overrasker positivt, og bilen kører, så du hurtigt glemmer Toyota-puristerne.
Asfalten er bagende varm. Det samme er bagdækkene, for Sturups ialt 2.133 meter rummer hele 12 sving, og flere af dem kræver mådehold fra højrefoden, hvis ikke bagenden skal gå på tværs. Den meget gule Supra står nu og tikker i pitten efter endnu en tur, mens jeg har brug for en puster, for min t-shirt er fuldstændig våd på ryggen. Supra har et ekstra trin i antispin-systemet, som giver dig ret lang line, før elektronikken lukker for festen. Det virker effektivt, for ud af det lange, bløde venstresving for enden af langsiden kører du hurtigere, end du må på danske motorveje, og så er det rart at have en hjælpende hånd, hvis der skulle ske en fejl.
Den hjemvendte superhelt – Toyota Supra er en fest fra fortiden
Vi er inviteret til Sturup Raceway i Sydsverige af Toyota i forbindelse med introduktionen af den 2,0-liters firecylindrede motor i Supra. Ligesom storebroren med en treliters rækkesekser, er motoren fra BMW, og det er resten af bilen for så vidt også, men når det skal være, er BMW nok en af de bedste virksomheder at købe dele fra. Den 2,0-liters motor har en twin-scroll-turbolader, som minimerer turbotøven, og puster alligevel 258 hestekræfter ud fra 5.000 til 6.000 omdrejninger, og 400 Nm fra 1.550 til 4.000 o/min. Det giver en utrolig harmonisk og fleksibel motor, og det er kun allerøverst i omdrejningsskalaen, at den taber pusten. Det mærker du på vej ud af det første af en række 2.gears sving, hvor motoren gerne vil have 3. gear, selvom du et splitsekund senere skal ned i 2. gear igen inden næste sving. Det er nu ikke noget problem, for automatgearkassen fra ZF er fantastisk og har otte trin. Til hverdag er den usynlig, men i sportsprogrammet sparker den nye gear ind, så du næsten får piskesmæld.
Supra på tilbud – med fire cylindre sparer du 240.000 kroner
I den gule Supra oplever du ikke den samme flod af moment og overskud, som storebroren udviser. Den 340 hestes rækkesekser har også alle dage optrådt i særdeles god form. Det er som om den har flere kræfter end opgivet. Det til trods savner vi ikke for alvor flere kræfter i Supra 2,0. 100 km/t overstås på 5,2 sekunder, mens topfarten er begrænset til 250 km/t.
Rullende lykke
Ja ja, den firecylindrede motor kommer ikke i nærheden af soundtracket fra storebroren, og specielt i kabinen er lyden en smule flad i den firecylindrede variant. Men den mindre motor har faktisk et par fordele – først og fremmest er den 100 kilo lettere, men motoren er samtidig placeret længere ind mod midten af bilen, altså mere som en centermotorbil. Det er med til at give præcise og legesyge køreegenskaber. Fordi der er mindre masse, kan 2,0-liter-varianten skifte retning hurtigere, og det giver et indtryk af en bil, som er endnu mere oplagt end storebroren. Forenden følger kursen, som udstikkes på rattet, og understyring opstår kun som en kørerfejl. På en lille bane som Sturup Raceway, hvor der ikke er nogen reel langside, er du tæt på at nå lykken i den lille Supra, og jeg tror ikke nødvendigvis vi ville have det sjovere i den 340 hestes variant.
En rigtig Supra?
Der skal ikke herske tvivl om, at Supra med den 2,0-liters motor er en ægte drivers car, som kan tilfredsstille de fleste. Men det er jo egentlig ikke nogen overraskelse, at Supra kører godt. Spørgsmålet er, om den fortjener Supra-skiltet?
Firecylindret Jaguar F-type er et røverkøb der skal prygles
Her skal vi lige en tur i Toyotas annaler. Den første Supra var nemlig egentlig en Celica, men med en ændret front og en sekscylindret motor fik den navnet Celica Supra, da den blev introduceret i 1978. Den første rigtige Supra kom så i 1981, og frem til 2002, hvor man stoppede produktionen af den legendariske Supra A80, har alle modeller haft en sekscylindret motor. Så nej, en Supra skal have seks cylindre, men man kan jo være fræk og sige, at denne Supra reelt har lige så meget Toyota i sig, som der er sand i en sandkage. Den er udviklet af BMW og samlet af Magna Steyr i Østrig. Så måske er det bare på tide at parkere den slags fordomme, og så se Supra 2,0 for hvad den er; en fed sportsvogn.
Første glimt af BMW’s nye lækre sportsvogn – BMW Z4
Og så kan du glæde dig over, at du sparer mange penge i forhold til den sekscylindrede variant. 240.000 kroner mindre skal du betale for Live-varianten, som er indstigningsmodellen. Den koster 789.990 kroner og er veludstyret, men det er ikke den model, du skal tage. I stedet skal du vælge Sport, der koster 50.000 kroner ekstra, for så får du justerbare støddæmpere, et aktivt differentiale og Brembo-bremser, og så kan du sidde der i din japanske blasfemi og grine for dig selv, mens du nyder de fantastiske køreegenskaber.