Brint i almindelige benzinmotorer – kan det være redningen, der drager omsorg for Moder Jord og samtidig lader bilnørder beholde deres larmende biler med forbrændingsmotorer? Vi dykker ned i teknologien.
Tænk hvis løsningen på vores problemer var at ombygge alle de millioner af benzinmotorer, der allerede kører rundt, så de i stedet kunne drives af brint. Udover den bagatel at vi så ville slippe for at skrotte alle vores biler, så er fordelene mange – næsten samme tid på at genoptanke bilen, og måske den vigtigste; motoren bliver stort set C02-neutral, og fra udstødningen kommer kun rent vand. Det lyder næsten for godt til at være sandt, og vi er der heller ikke helt endnu. Men det afholder ikke Toyota fra at prøve.
Brint, diesel eller strøm – vi kører fremtidens Toyota Hilux
Verdens største bilproducent har været storsponsor til dette års olympiske lege i Paris, og i den forbindelse har man inviteret en masse journalister ned for at vise virksomhedens mange forskellige teknologier, som alle skal hjælpe mod en fossilfri fremtid.
Bilnørdernes valg
En af Toyotas mest tillokkende teknologier er forklædt som en lille sort og ondskabsfuld GR Yaris med tilnavnet H2 Concept. Racingarven understreges af, at den står parkeret i et telt ved siden af Toyotas Le Mans-ræser GR010 Hybrid. Da ingeniøren tilbyder at starte den, er det tydeligt, at den 3-cylindrede 1,6-liters store turbomotor er potent. Motorlyden er hæs som en rigtig racerbil, fordi netop denne bil har fået en sportsudstødning monteret, men vigtigste pointe her er altså, at du får præcis samme lyd, om bilen kører på benzin eller brint – godt nyt for alle bilnørder med tilbageskuende tendenser.
Nerd Alert: Vi kører den nye Toyota GR Yaris på gammel F1-bane
Yaris H2 Concept skal ses som et projekt, hvor Toyota øver sig på at omdanne benzinmotorer til brint. Og bortset fra lidt ekstra køling til en ekstra ECU, ligner motorrummet overraskende meget sig selv. Desværre er der sket det, at racerkørere og ingeniører har passet deres arbejde lidt for godt, og bilen er simpelthen kørt i stykker efter 800 aldeles hårde kilometer på den lille racerbane udenfor Paris, Toyota har inviteret os til.
Test til det brækker
Det er en del af filosofien hos Toyota, at man tester, til tingene går i stykker, så fikser man fejlen, og gør det hele igen, til næste komponent fejler. Og kombinationen af hård kørsel og høje temperaturer i slut-august, har fået en indsprøjtningsdyse til at give op. Netop dyserne er en af de unikke dele ved brintmotoren, fordi de skal sprøjte gas ind i stedet for væske, og sådan en dyse kan man altså ikke lige hente på hylden hos det lokale Toyota-værksted. Effekten i motoren er den samme, men desværre kan ingeniøren ikke andet end at starte den op, så vi kan høre den potente brummen i tomgang.
Rallymaskinen – derfor elsker vi Toyota GR Yaris
Det er også derfor, jeg må tage ingeniøren på hans ord, når han fortæller, at teamet allerede har fået enormt meget data, inden de ødelagde indsprøjtningsdysen. Man har allerede sænket forbruget, fordi motoren nu kører med en mindre fed blanding. Det er nemlig brintmotorens største problem. Brintmotoren er ’tørstig’, og det er meget svært at opbevare store mængder af brint. Hele bagsædet og bagagerummet er faktisk fyldt med to tanke på hver 700 bars tryk. De er lånt fra brændselscellebilen Mirai. De to tanke svarer kun til fire kilo brint, som giver en rækkevidde på omkring 100 kilometer eller cirka en fjerdedel rækkevidde sammenlignet med en almindelig GR Yaris kørt under samme omstændigheder.
Ikke alle problemer er løst
Så selv uden at have kørt en meter i brintbilen, er det tydeligt at se, at teknologien har lovende tendenser, men som ingeniøren selv forklarer, så forventer han ikke, at det bliver en teknologi i alle biler. Som det er nu, er der lang vej til at matche rækkevidden på selv elbiler, og selvom forbrændingen af brint kun udleder vand, så kører motoren på almindelig motorolie, og det kan ikke undgås, at motoren brænder en smule af det af, så der vil altid udledes et par gram CO2.
Kampen om fremtiden – er el bedre end brint?
Dernæst har teknologien et problem med NOx, fordi nitrogen er en stor bestanddel af den luft, der blandes med brinten i forbrændingen, og det kan altså efterlade NOx. En måde at modvirke NOx kan være at bruge et EGR-system, forkortelse for Exhaust Gas Recirculation. Men den største kritik af teknologien er, at man går over åen for at hente vand. Brint kan produceres CO2-neutralt, eksempelvis via vindmøller, der har overkapacitet, og elektrolyse. Men der går megen energi tabt i processen, og det samme gør der, når brinten skal forvandles til fremdrift i motoren. Man kunne med rette sige, at det er langt mere effektivt at bruge vindmøllens strøm direkte i en elbil.
På langtur i brintbil – er Hyundai Nexo klar til Danmark?
Der er altså stadig udfordringer ved teknologien, og derfor giver den mest mening til tunge køretøjer, hvor man bedre kan have mange og store tanke med. Toyota ser der også en mulighed i entusiastbiler, hvis du bare vil have en vildt engagerende bil, som GR Yaris H2, men er ligeglad med rækkevidden. Men største udfordring lige nu, er nok infrastruktur, hvor eksempelvis Danmark ikke længere har en eneste brinttankstation. Så redningen alle vi bilnørder drømmer om, er her ikke helt endnu.