Storsælgeren Qashqai har nu fået den 1,3-liters benzinmotor fra Renault, som erstatter både den tidligere 1,2 og 1,6-liters benzinmotorer – og det er en god ting.
Fremtiden er elektrisk – det tror Nissan mere på end de fleste, men indtil da, skal den stadig drives frem af fossile brændstoffer, og her tror japanerne mest på benzin. Specielt til deres storsælger Qashqai, hvor man nu har introduceret en ny motor, som skal erstatte de to hidtidige benzinmotorer på 1,2 og 1,6 liter. Den nye motor er ikke udviklet af japanerne selv, i stedet er motoren lånt af kammeraterne hos Renault, og det er ikke så slemt, som det måske kan lyde – motoren findes nemlig allerede i Mercedes A-Klasse, og hvis motoren er god nok til en tysk bil, så burde den også være god nok til en japansk.
Komfortens pris – Mercedes A-Klasse
Motoren kommer i to varianter; 140 hestekræfter med 240 Nm eller 160 hestekræfter og 260 Nm. Den kraftigste fås nu også med en 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse, men mere om den senere. Vi starter nemlig i den 160 hestes variant med manuelt gear. Her er masser af kraftoverskud fra en motor med bundtræk, som også gerne bevæger sig over 6.000 omdrejninger. Motormotionen følges af en fin mekanisk lyd, selv om motoren generelt er fornemt støj- og vibrationsdæmpet. Grundlæggende passer den nye motor godt til Qashqai, selvom den faktisk har tre hestekræfter færre end den gamle 1,6-liters motor. Men det er i virkeligheden ikke det vigtigste ved den nye motor – det er i stedet miljøet og motorens udslip.
Filter på miljøet
Den nye motor har faktisk 11 nye patenterede teknologier, som blandt andet tæller cylindervægge, der har fået en særlig belægning. Det giver mindre friktion og vejer mindre. Topstykket er formet som en pyramide, som gør motoren lettere og mere kompakt. Trykket i den direkte indsprøjtning er hævet fra 200 til 250 bar, hvilket gør det muligt at skyde brændstof endnu mere præcist ind i forbrændingskammeret. Sidst, men ikke mindst har benzinmotoren fået et partikelfilter. Alt det betyder, at udslippet af ultrafine partikler er sænket med 50 procent – det er dem, der er så små, at de kan optages gennem blodbanerne, når du indånder bilosen. NOx er samtidig sænket med 25 procent, og brændstofforbruget er sænket med 10 procent.
Det lader altså til, at franskmændene ikke er helt tossede. Den nye motor bruger kædetræk, og serviceintervallet er hævet fra 20.000 til 30.000 kilometer, men er dog stadig på et år.
Lillebror kan også
Vi har også mulighed for at køre versionen af samme motor med 140 hestekræfter. Den koster rundt regnet 20.000 kroner mindre, og for at være helt ærligt, så kan man sagtens nøjes med den uden at føle sig tabt bag en vogn. Når du accelerer fra 80 km/t, eksempelvis ved en frisk landevejs-overhaling, så savner du storebrorens større bøffer, men ellers er der ikke de store afkald. Så skulle det da lige være, hvis du har planer om at køre meget med anhænger. 160-hestesversionen må nemlig trække 1.500 kilo, som er 200 kilo mere end den mindre version.
Syv trin til himlen
Som noget nyt kan Qashqai også fås med en 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse i kombination med den store 160-hestes variant. Nogle dobbeltkoblingsgearkasser har tendens til at have en ketchupeffekt, når du sætter i gang, fordi der er en forsinkelse, når du træder speederen ned – og pludselig kommer alle hestene styrtende ud af stalden. Sådan er Renault… undskyld Nissan gearkassen heldigvis ikke, selv om den har alle de sædvanlige fordele ved en dobbeltkoblingsgearkasse, som hurtige umærkelige skift og et fornuftigt brændstofforbrug. Det er en kombination, som kort fortalt fungerer rigtig godt, og på trods af en merpris, som formentlig vil lande på 25-30.000 kroner, så er det faktisk her Qashqai viser sig fra sin allerbedste side.
Niv som børnene gør det
Selvom der ikke er tale om et egentligt facelift af Qashqai, så har ingeniørerne dog taget sig sammen og opdateret infotainmentsystemet med navigation, som er standard fra udstyrsniveauet N-Connecta. Man har døbt systemet NissanConnect, og med TomTom-navigation virker det rigtig godt. Den trykfølsomme skærm er blevet meget levende og responsiv takket være en stærkere computerprocessor, så du kan hive og nive, når du vil zoome, som dine børn gør det på deres Ipads.
Favorittens forsigtige fremskridt
Den nye motor betyder en prisstigning over hele linjen, men det er desværre nok den slags, man må finde sig i, når motoren er blevet markant mere avanceret til gavn for miljøet. Heldigvis klæder de franske toner den japanske crossover vældig godt.