Et tryk på startknappen vækker amerikaneren med et afsindigt brøl, der ryster pudsen af de nærmeste mure. Vi sidder i en Ford Mustang Mach 1 og det er ingen længere i tvivl om.
I den skrigende farve Twisted Orange (der koster 22.823 kroner ekstra) med sorte striber, hækvinge og diffuser er Ford Mustang Mach 1 lige så afdæmpet som et afterparty ved Reality Awards eller Donald Trump i en bus fuld af Miss World-deltagere.
Og nok lige så brysk. Men det er ikke bare tom galde – Mustang i version Mach 1 har rent faktisk evnerne til at bakke den larmende attitude op - det er ikke kun en stor langfinger til allle krænkelsesparate nyslåede hipsterbillister i de lydløse og åh, så politisk korrekte elbiler, det er simpel, rendyrket, gammeldags amerikanerbil og det er megafedt.
Ford Mustang Convertible pisser på janteloven
Men faktisk har den brovtende amerikaner flere evner, end vi får lov at teste.
Testbilen er nemlig så vild, at den udleveres med alskens løftede pegefingre om, hvordan man IKKE må køre den. Fx må vi ikke smutte på en racerbane uden specifik tilladelse fra Fords pressechef, og ikke røre bilens line-lock, der er en feature, som gør det let at lave brændere, og så skal den skal afleveres i samme stand, som den blev udlånt, ”især med henblik på dæk” – som der står på udleveringssedlen.
Advarsel ikke for sjov
Således opmuntret, men formaningerne er faktisk ikke for sjov. For den har samme antal heste som Mustang Bullit, der ikke fås længere, nemlig 460, hvilket er ti mere end den normale Mustang, men også samme sløsede tilgang til ESP’en, altså antispinsystemet, der lader til slet ikke at være slået til i første gear. På våde veje, spinner baghjulene lystigt rundt, ved det mindste dap på speederen, og selv i tredje gear, oplevede vi en ret løs bagende.
Amerikansk blærerøv - brugttest af Ford Mustang
Dvæler vi lige ved drivværket, så er Mach 1 en specialversion, som skulle være optimeret til banekørsel – ikke så vild som de amerikanske Shelby GT350, eller GT500, men dog mere vild end Bullit’en, vi har testet tidligere. Mach 1 skal da også afløse både den lille Shelby og Bullit’en.
Motoren har fået en oliekøler fra de store varianter, og sammen med andre optimeringer er kølekapaciteten øget med 75 procent, men rør ikke motorhjelmen efter en frisk tur – den er brandvarm, erfarer vi. Derudover har den også arvet indsugningssystemet og lidt udendørs detaljer, som diffuser, hækvinge, frontlæbe samt bag- og forramme med stivere bøsninger, foruden kølingen til bagakslen – alt sammen er det nedarvet fra den vildere Shelby.
Arver det bedste fra Bullit
Fra Bullit’en har den arvet det bedste af det bedste: Nemlig den hvide billardkugle af en gearknop på den manuelle sekstrins gearkasse (du kan også få den med ti-trins autogear, men lad være med det – det skal være manuel pind i en sportsvogn!). Den hvide kugle ser tæskelækker ud, men hvor Bullit’en kørte med en Getrag-kasse, der føltes mekanisk som en riffel, du tager ladegreb på, er Mach 1’eren udstyret med en Tremec TR-3160, der også sidder i Shelby GT350’eren, og den er knapt så mekanisk tung at lade. Nogle vil måske hævde, at den føles mindre mekanisk lækker, men så er vi også helt ude i de følsomme fingerspidser.
Lige over grænsen – Ford Mustang Bullitt
Det første gear ligger lidt højt, og de næste fire følger ret tæt mens sjettegearet er et overgear til motorvejscruising, hvor du kører i forhøjet tomgang ved 110 km/t.
Det gør faktisk Mustangen til en glimrende rejsevogn – vi tog et par ture tværs over landet, bare lige for at være helt sikre, men jo, den dur på de lange stræk. Larmen fra udstødningen bliver kvalt af fartvind, eller også er det blot spjældende i rørene, som lukker, mens den lækre undervogn, der i sving er stiv som en terrasseplanke, viser sig også fra sin bløde side, der let sluger ujævnhederne. Det skyldes den aktive undervogn med Magneride-teknikken, hvor magnetisk væske, bliver stivere, når den udsættes for magnetisme. Magnaride er standard på Mach 1.
Ford Mustang GT – ti trin til himlen
Alligevel ender vi kun på omkring 8,5 km/l hvilket ikke er imponerende. Men det er der så meget andet der er.
Vi kan nemlig ikke lade være at give den noget kaffe, fordi brølet bagfra bare er så sitrende vanedannende. Motoren kræver dog en del omdrejninger, faktisk sker der ikke rigtigt noget før den kommer på den anden side af 4500 o/m. og du kan holde den i første gear til du rammer 85 km/t og omdrejningsbegrænseren tvinger dig til at skifte gear ved de ca. 7500 o/m. I de høje omdrejninger tager fanden ved den, samtidigt med at du er i et inferno af larm, der er en Nascar-racer værdig.
Brølet bagfra får trafikken til at glide
Den brølende larm er i øvrigt en kæmpefordel i asfaltjunglen, fordi man kan få de evindeligt langsomtkørende bilister, der er faldet i søvn i yderste bane, vækket med et par dap på speederen – Wrauum, wraauum, siger det, og så trækker de pænt ind, så man kan komme forbi. Det er en feature, alle biler bør have, for det der med at snøvle i yderbanen, er danskere desværre alt for dygtige til, men det behøver man altså ikke finde sig i, i en alfahan af en sportsvogn.
Bæstet fra Michigan – Ford Mustang GT
Hvis du kommer sent hjem på villavejen og ikke vil vække dine sovende rollinger, så er det i menusystemet muligt at slå larmen fra, og i samme boldgade kan man også lave en stille start – så man ikke ryster trommehinderne i stykker på de nærmeste, fx når man starter op i bugen på en bilfærge, hvor larmen kan være ganske voldsom.
Det er dog ikke helt indlysende, hvor man slår tingene fra eller til, da menusystemet kræver en smule tilvænning og der er rigtigt mange muligheder, også af de underholdende slags. Der er fx fire indstillinger af, hvor larmende udstødningslyden skal være, og man kan få målinger, man ikke finder i andre biler, fx hvor varmt topstykket og indsugningsluften er, samt forholdet på benzin-luftblandingen, foruden de mere gængse som g-målinger, batterispænding, olietryk og den slags.
Skal man lige nævne tre nedslagspunkter, som er dårlige, så er det, at koblingen er ret tung, så de første mange gange, når man sætter i gang, er man bange for at slippe den for hurtigt, men den viser sig faktisk ganske let at dosere.
Du får mindre og betaler mere
Recaro-sæderne, der er ekstraudstyr til 31.678 kroner, føles enormt hårde og stramme, og man undres over, hvordan en kornfed Texaner nogensinde vil finde sig til rette, når selv en splejset dansker skal skrue sig ned i sædet, men det gør så modsat, at man hænger ret godt fast i sving.
Sidste anke er, at Ford har valgt at kommercialisere lidt på entusiasterne, hvilket man jo ikke som sådan kan fortænke dem i. Men det er dog pudsigt, at man skal give 29.975 kroner for en Mach 1-pakke, med stafferinger og striber, samt farvede bremsekalibre – hvorfor er det ikke standard?
Sammenlignes prisen på en normal Mustang er det også som om, man får mindre for flere penge.
Se hvad en brugt Mustang koster lige her
Den almindelige fås nemlig ikke med manuelt gear, men kun med ti-trins automatgear for 807.238 kr., mens Mach 1’eren med manuel pind koster knap 170.000 kroner mere. For de ekstra penge får man ovenikøbet ingen tågelygter, ingen p-sensor bagi og kun en almindelig fartpilot, ikke adaptiv (og det er faktisk ret dejligt at køre med – det føles old school og passer godt til vognen).
Berusende dejlig
I det store billede er de små anker fuldkommen ligegyldige. For Mach 1 er berusende dejlig, og mere end én gang kom vi til at ramme omdrejningsbegrænseren, bare fordi lyden er så lækker, at vi svømmede helt væk og glemte at skifte gear, men det bliver man altså brutalt revet ud af, når motoren stopper med at trække.
Kald mig bare kylling – Jaguar F-Type SVR
Skal vi lige runde af, så var der slet ikke grund til de mange løftede pegefingre og formaninger om at opføre sig ordentligt i Mach 1, for den er intimiderende nok i sig selv. Den tunge kobling, buldrende V8’er og den åndsfraværende babysitter i form af ESP på baghjulene, gør, at du går forsigtigt til værks og simpelthen ikke tør give den fuld rulle, før du er dus med dyret og har fået det tæmmet bare en smule.
Det er samtidigt også det gode ved Mach 1’eren – der er så megen vildskab at hente, at det er vanedannende, for når du har samlet mod og er tryg, kvitterer den med flotte og forudsigelige baghjulsudskridninger, og rammer du gearskiftet helt rigtigt – her kan du i øvrigt få kunstigt hjælp, hvor den selv giver omdrejninger, så det passer – jamen, så er der langt til noget, der matcher Mach 1’eren i køreglæde. Det er et vildt dyr, du skal tæmme, det er en bil, du skal føle dig frem med, og kan vokse med og den kræver noget af dig som chauffør. Du skal tilegne dig evnerne til at køre den, og det gør den ekstra voldsomt interessant.
Her kan du læse testen af Bullit’en, vi tog til lovløse udkants-Sverige
Og her er så vores tidligere test af Line Lock ;) - se video af en ordentlig brænder!
Er du mere til åbne biler? Tjek vores test af Mustang GT Convertible