Fords nye Mustang er en rullende f*ckfinger til alt der minder om politisk korrekthed. Det og de 453 heste fra en skøn og omdrejningsvillig V8’er gør Mustang til festens midtpunkt, når det skal gå stærkt – men resten af tiden føles den mere som klassens klovn.
Der findes hundredvis, måske tusindvis af videoer på nettet med Ford Mustang-ejere, der kører galt i forsøget på at spille smart med rygende bagdæk. Af en eller anden grund er det en bil, der tiltrækker idioter – for at sige det lige ud. Og det er svært ikke at føle sig lidt som en klovn, når man prøver at flyve under radaren foran datterens vuggestue med en buldrende V8’er og hel sort amerikansk sportsvogn, som var man ekstremt usikker på sin maskulinitet. Heldigvis kan udstødningen justeres fra shhh til råb, og mit problem er ikke med motoren. Det er en V8’er med en slagvolumen på fem liter og et forbrugstal på 8,1 km/l, kan sende det meste af Københavns Borgerrepræsentation op i det røde felt. Men det er jeg helt ærligt ret ligeglad med, for mit bud er, at de fleste ville sidde med et smil fra øre til øre, hvis de faktisk fik en tur i bilen.
Lige over grænsen – Ford Mustang Bullitt
Coyote-V8’eren er berusende, og omdrejningsvillig som noget, der kunne stamme fra Italien og ikke Flat Rock, Michigan. De 453 heste leveres først ved 7.250 omdrejninger, og motoren har i seneste udgave blandt andet fået to separate spjældhuse, til at sluge ekstra luft. Der er altså rigeligt med festfyrværkeri til at glemme alt om sultende isbjørne og oversvømmede sydhavsøer.
Vi kører Dark Horse-versionen af den nye, syvende generation Mustang. Effekten sammenlignet med den almindelige, nye Mustang, er syv hestekræfter, som i sig selv ikke betyder noget. Topmodellen byder også på bedre aerodynamik, flere oliekølere, så bilen bedre kan tåle banekørsel, et Torsen spærredifferentiale, kraftigere krængningsstabilisator på bagakslen, og tårnstivere. Alt sammen skulle det gøre bilen mere køreglad, og det er faktisk lykkes.
Positive takter
I byen virker bilen tung og brovten. Der skal ikke ret meget speeder til at hjulene spinder, og bagenden træder ud. Men på de forladte landeveje ser vi en anden og mere voksen side af Mustang Dark Horse. Når der først er varme i Pirelli P Zero PZ4-dækkene, griber de hårdt, og selvom overstyringen kun er én enkelt provokation væk, så er det ikke det, der kendetegner Mustang Dark Horse, når du gerne vil køre stærkt. Den kan sagtens køres hurtigt og præcist. Med en egenvægt på 1.837 kilo, kan den dog ikke skjule sin masse, og er derfor ikke helt så let til bens, som mindre sportsvogne, men kombinationen af det direkte styretøj og den omdrejningsvillige motor giver alligevel meget stor fornøjelse.
Toyota Supra i den version vi alle har sukket efter
Desværre savner jeg den fede manuelle gearkasse. Det er helt sikkert hurtigere med den 10-trins gearkasse, som runder 100 km/t på 4,4 i stedet for 5,2 sekunder. Men de mange gear kan være lidt forvirrende, og der er bare noget særligt fedt ved at skifte gear i en sportsvogn med så kraftig en motor, hvor hvert gearskifte er tungt og præcist, som at lade en jagtriffel. Og så er den manuelle udgave for øvrigt 57.000 kroner billigere.
Sticker-tuning
Desværre får man også en masse lir med, der passer bedre på en legetøjsbil i BR end på en sportsvogn til over én million kroner. På motorhjelmen finder man grå klistermærker, og i kabinen er der både wannabe-kulfiber i træls plastik og et rat med ruskind, som alligevel ikke er ruskind. Kabinen er faktisk ikke særlig lækker, og i hvert fald slet ikke god nok til en sportsvogn i denne prisklasse.
Ford Mustang Mach 1 - den perfekte Mustang?
Og det er lidt det indtryk, jeg efterlades med. Motoren og køreegenskaberne er unikke og underholdende, men det overordnede udtryk er for bøvet. Så jeg ville hellere kigge mig om efter en brugt sportsvogn i stedet for den nye Mustang Dark Horse.