Det var lige før man opgav at høre mere til Henrik Fiskers nyeste projekt, Fisker Ocean, en SUV, der kører på el og altså ikke varm luft, skulle det vise sig. For nu er den her og vi har kørt den – hårdt.
Murren i krogene over, hvor mon Fiskers Ocean blev af, ikke mindst fra de, som har betalt et depositum på over 30.000 kroner, kan ånde lettet op – verdenspressen har været i Østrig for at se, røre og ikke mindst prøvekøre den elektriske SUV.
Det sker, mens leveringerne også er sat i sving. Når du læser disse linjer, er de første Fiskere leveret til Danevang. I alt får ca. 30.000 deres Fisker Ocean i år, ud af de ca. 65.000, der globalt har betalt depositum. Så halvdelen må altså vente til næste år. Det gælder ikke for de 2000 danskere, som har slagtet sparegrisen, da de sammen med tyskere og nordmænd er først i køen i Europa, lover Fisker.
De første 5000 Oceans kaldes One, og den bliver senere til højeste udstyrsniveau Extreme. Begge koster 606.912 kroner.
Og hvad får man for pengene? Designmæssigt ligner Ocean en blanding af Range Rover Evoque og Toyota RAV4 med sine meget høje hofter og firkantede skærmkanter, men designet er mere aggressivt end billeder kan vise. Ocean har masser af karaktér, lav og bred som en muskelhund, og de massivt store fælge på 22 tommer, som testbilen har, taler det ikke ligefrem ned.
Der er én ting, hvor Ocean brillierer: Rækkevidden på topmodellen er hele 707 kilometer, hvilket er det længste på markedet, hvert fald i Europa.
Her er 2023's bedste elbiler til vintervejr
Det kan lade sig gøre, fordi batteriet er det sidste skrig fra verdens største batterifabrik, CATL i Shanghai, Kina, med nye legeringer, større energitæthed og bedre køling i batteripakken. Det er på 106 kW og kan lades fra 10-80 procent på ca. 35 minutter – det svarer til, at der kan hældes på med 127 kWt. Vi fik ikke testet opladningstiden, men rækkevidden – mere om det lige om lidt.
Topmodellen har firehjulstræk og 468 hestekræfter, men kan du nøjes med mindre, er der indstigningsmodellen Ocean Sport til 329.280 kroner med små 20 tommer-fælge og Ultra til 449.281 kroner. Noget af prisforskellen ligger i, at Ultra har et billigere batteri med 610 kilometers rækkevidde, mens Sport kun har forhjulstræk og 440 kilometers rækkevidde.
Sådan kører den
Ocean er som en fisk i vandet på vejen, for den kører nemlig lige som enhver anden elbil, ganske ubesværet og accelerer hurtigt. Men med 468 hestekræfter skal man vælge sit køreprogram med omhu. Du har tre, Earth, Fun og Hyper, der er andre ord for vild, vildere, vildest. Vi starter i Hyper, men speederen er ret blød, så når bilen vugger over en ujævnhed i vejen, vugger din fod med ned på speederen, og det får Fiskeren til at accelerere i ryk, så du næsten bliver køresyg. Her er det bedre at bruge Fun eller Earth-programmet, der ikke på samme måde giver dig fuld rulle på maskineriet.
Vil du være helt tossehurtigt, kan du vælge boost og få 564 hestekræfter – men det kan kun aktiveres, når bilen holder stille. Når du så launcher sker det med pivende dæk og et godt ryk i nakken. Så ikke noget man behøver gøre, andet end når familie eller venner skal imponeres over 0-100-tiden på 3,9 sekunder. I parantes bemærket kan du kun gøre dette 500 gange - der er en tæller. Derefter lukker bilen ned for denne feature, for at beskytte drivlinjen.
Anmeldelse: Tesla Model S- Verdens hurtigste bil med verdens mærkeligste rat
Når det går den anden vej, opleves også bremsepedalen lettere svampet – det er som om, de første centimetre ikke rigtigt gør nogen forskel, hvorefter den tager ved og det kræver også lidt tilvænning. Vi savnede også muligheden for at bilen holder bremsen automatisk, når du fx holder ved et lyskryds. Den har hill hold, men det er kun i tre sekunder, hvorefter der er friløb. Det kan dog komme med en senere opdatering, lover Fisker os.
Undervognen har rigtigt godt tag i underlaget og selv om den ruller på 22-tommerspande, er den på ingen måde ubehagelig hård, tværtimod. Det skyldes måske, at de specialudviklede Michelindæk, faktisk har en højere profil, end man normalt har på et lavprofildæk – 45 i stedet for 35.
Kører du elbil – så er vinterdækkene ekstra vigtige
Med specialudviklede dæk kunne man måske frygte, at de er rasende dyre – det har vi ikke undersøgt, men blot til orientering forlanger Fisker 30.980 kroner for et sæt vinterhjul.
Halvfærdig software
I kabinen mødes du af enkelthed, hvor en stor lodret skærm på 17,1 tommer er dominerende, men der er også knapper til de vigtigste funktioner, som klima og volumen. En lille skærm over rattet gør det ud for instrumenthus, hvor du får vist de vigtigste informationer, inklusive pile fra navigationssystemet, der er leveret af TomTom.
Et såkaldt Hollywood-mode vender den store skærm til vandret, men kun, når du holder stille, for ellers kan skærmen simpelthen komme i vejen for stilkene ved rattet. Når skærmen drejer, tager det lidt tid for menusystemet at justere til bredformatet, faktisk er der sort skærm i flere sekunder og det giver indtryk af halvfærdigt produkt.
Ellers er betjeningen dejlig enkel og det er utroligt let at finde rundt i menuerne. Skærmen er så stor, at der er plads til at navigationen altid er til stede, også selv om man lige skal rode efter et nummer på musiktjenesten Spotify – som i øvrigt ikke behøver foregå fra mobilen, men sker via en indbygget app.
Ligesom Tesla nægter Fisker at installere Apple Car Play eller Android Auto, både fordi systemerne ikke dur på så store skærme, men også fordi de så ikke kan få data fra brugerne – data om brugen af systemerne er vigtige for Fisker til fremtidige forbedringer, fortæller de.
Hvor godt holder et Tesla-batteri? Og alt muligt andet, du skal vide, når du køber en elbil
Dem kommer der nemlig rigtigt mange af. Altså forbedringer. Præcis som en mobil skal opdateres, så bliver Fisker opdateret automatisk, her i starten op til hver 14. dag, hvor rettelser og nye funktioner kommer til. Således virker den adaptive fartpilot endnu ikke på testbilen, hvilket man bliver lidt overrasket over, for der er allerede en knap i rattet til at justere afstand til den forankørende – men det snyder.
En anden ting vi ikke vidste vi ville savne er en app, som vi både kan bruge som nøgle, men endnu vigtigere, som justerer bilen til mine indstillinger automatisk. Det er nemlig brandirriterende, at nye EU-regler gør, at nye biler skal bimle og bamle om dit og dat – om man kører ud over de hvide striber eller lige hopper på den anden side af fartgrænsen, så bimler det som et amerikansk kasino. Og man skal indstille det forfra, hver gang bilen startes. Fisker lover, at de har en app på vej, der kan det efterlyste.
Luftig gimmick
En knap i loftet aktiverer California-mode, som ruller alle vinduer ned, inklusive de to små sideruder bag c-stolpen og bagruden, mens panoramasoltaget også åbnes. Det giver frisk luft i kabinen, skulle vi hilse at sige. Vi tester det på den mest perfekte dag – der er lige over 30 grader i Østrig, og testruten driver os bl.a. langs Donau-floden og høje bjergsider. Et meget smukt scenario, som passer den nu halvåbne sommervogn perfekt.
Kampen om fremtiden – er el bedre end brint?
Der kommer også et hundeprogram, som kun åbner bagrude, og de to små sideruder. Og bare rolig, der er dedikerede hængsler i bagagerummet til hundesnoren, så de ikke hopper ud efter den første tæve i løbetid. Vi havde desværre ikke hund med på testen, men trods en høj bagagerumsbund, vurderer vi et par velvoksne hunde fint finder plads. Der er ca. 90 centimeter til loftet og de får 476 liter i hundehuset.
Soltaget har indbyggede solceller, der kan levere op til 300 watt og give op til 2400 kilometer om året, påstår Fisker – modsat Fiskers første bil, den hedengangne Karma, lader soltaget direkte på det store batteri.
En anden lækker lille gimmick, er, at man kan justere ryglænets hældning på bagsædet elektrisk - et bagsæde uden kardantunnel og oceaner af plads.
Stuen fuld af genbrug
Fisker kyler snøren ud i markedet med det mest populært agn, nemlig en SUV, og nu om dage, skal biler jo køre på el. Er der mon nogen konkurrenter i det hav? Ja, sådan cirka samtlige af andre bilmærker, inklusive kineserne sætter for tiden stimevis af elektriske SUV-modeller ud, så hvordan skal den sælge til andre end danskere, som syntes det er cool at køre en ”dansk” SUV?
Hvor dansk den er, kan i øvrigt diskuteres, for hovedkvarteret ligger i Californien, og den bygges på Magna Steyers fabrik i Østrig, men direktør og chefdesigner, samt manden, der ligger navn til bilen, er jo danskeren Henrik Fisker, der har en karriere bag sig hos bl.a. Aston Martin og BMW, og han lavede jo engang den der elbil Fisker Karma, længe inden elbiler var the shit.
Men han har tænkt sine tanker, og prøver at køre den ind med fuld plade på bæredygtighed, og ikke kun bilen, men også produktionen af den – klimaaftrykket skal være så lille som muligt, fx søger de, at underleverandører ikke bor længere væk end 1000 kilometer og Fisker tøver ikke med at kalde den, for den mest bæredygtige på markedet og det er han meget stolt over er lykkes, fortæller han os.
Kabinen er derfor lavet så vidt muligt af genbrugsplast, faktisk er 50 kilo genanvendt plast, og det gør det lettere at tilgive, at man blandt de lækre luksusmaterialer som alcantara (kunstigt) kan finde flader, der ligner billig, hård plast. Det sagt, så er helhedsindtrykket, at kabinen generelt er lavet af lækre materialer.
Elbil uden bagsiden - brugttest af Tesla Model 3
Der er også indsat humoristiske indslag, som en flybakke gemt i midterkonsollen samt små påskeæg, som fx en tegning af en bjergbestiger under låget i midterkonsollen – der er syv af den slags finurligheder og vi fandt fire. Til gengæld savner vi et handskerum, men det har Fisker vurderet kan erstattes af små rum under forsæderne – lågene til de rum er dog håbløst tarveligt lavet og noget skrammel at betjene, så det er en ommer.
Rekordlang rækkevidde
Vores testtur startede med et batteri, der viste 693 kilometer og det er altså ikke tit, man ser det i en elbil. Vi kører 254 kilometer bjergrige landeveje og dertil masser af motorvej med 130 km/t, og en stor del af ruten med samtlige vinduer nede, hvilket giver vidunderlig meget vindmodstand. Til gengæld er vi ikke tit i spareprogrammet Earth, men mere i Hyper, og skal da også teste boostfunktionen, så vi ender derfor med at sluge 422 kilometer af rækkevidden - 40 procent mere end bilen angav.
Her er elbilerne med over 600 kilometer rækkevidde
Batteriet er nede på 28 procent, da vi afleverede nøglen. Normalt ligger batteriet på 50 procent, når motorjournalisterne afleverer bilen, fortæller Fiskers team os. Det er vel at mærke på præcis samme rute – ulig andre presseture, foregik denne nemlig med en følgebil fra Fisker.
Det vil sige snittet ligger på 21,1 kW/100 km og vi kørte 30 kW/100 km.
Sandheden ligger nok et sted derimellem. Den måde vi kørte på, efterlader indtrykket, at Ocean er hverken værre eller bedre end andre elbiler, når det handler strømtørst. Fisker har ikke udstyret vognen med en wattmåler, men der skulle komme et helt menupunkt i infotaintmentsystemet, hvor man kan se alt muligt sjovt omkring sin bils forbrug, lover Fisker os. Så vi må vente og lave flere målinger til vi får en bil til test herhjemme.
Her til sidst må vi også nævne, at den firehjulstrukne Ocean må trække 1820 kilo på krogen, mens den forhjulstrukne må nøjes med et ton.
Fuld af børnesygdomme – brugttest af Audi e-tron
Den samlede konklusion er, at vi kan ånde lettet op. Fisker Ocean er på ingen måde er en pinlig bil, den er faktisk ret kompetent, har både karakter, humor og ser godt ud – softwaren skal lige have en tur med speederen og de sidste funktioner som fx en app, en wattmåler og adaptiv fartpilot, så er vi i mål. Det er klart største anke ved vognen, at softwaren ikke er på et mere fremskredent niveau - det vil nok kræve et vis mål af tålmodighed fra de første ejere.