”Sikke en fin bil,” siger hun, slår med håret og går videre. Og pludselig er sommeren meget bedre. Bilen, som kvinden med det lange hår taler om, er en lettere brugt Mazda MX-5, som vi har fundet på biltorvet.dk. Vi har kun lige fået nøglerne i hånden, før den positive opmærksomhed suger sig til.
MX-5’eren er en oplagt sommervogn, der er svær at komme uden om, når temperaturen stiger til t-shirt og fuglene synger over gule og bølgende varme rapsmarker. Den blev i sin tid skabt som en to-sæders sportsvogn, som åndelig efterfølger til der, hvor englænderne slap rattet på Lotus Elan og Triumph Spitfire tilbage i 70’erne. Vist nok udviklet udenfor normal arbejdstid af entusiaster på Mazdafabrikken, der syntes, verden manglede en to-sæders no-bullshit sportsvogn med baghjulstræk, der kan trække et smil fra øre til øre over hele femøren.
Det lykkedes. MX-5’eren er kendt for sin direkte styring, sin simple og holdbare teknik, det enkle manuelle tag og et meget direkte gearskifte – alt sammen til en overkommelig pris. De tre sidstnævnte falder vores testbil så ikke lige under. Mere om det senere.
En bragende succes
MX-5 blev med det samme en bragende succes, også herhjemme, hvor der dags dato er hele 2000 af dem registrerede, hvis man tæller alle fire generationer med. Det er verdens bedst sælgende sportsvogn, med over en million producerede.
På biltorvet.dk er der over 70 brugte af slagsen til salg lige nu, hvor de billigste koster under 70.000 kroner. Den dyreste er så oppe i knap 470.000 kroner – og det er netop den, vi tester her.
Det er der to grunde til, nemlig, at der er tale om den specielle RF-model, der har automatisk targatag og at den har automatgear. Først lidt om det specielle tag.
De første generationer af MX-5 var runde og bløde i designet. Onde tunger vil hævde, den er nuttet, men her i fjerde generation følger den Mazdas skarpe såkaldte Kodo-designlinje. Kodo betyder sjæl i bevægelse, og det giver unægtelig sportsvognen et mere råt udtryk, hvor den ser ud som om, den er skåret med et samuraisværd.
Sindssyg præcis
Det rå look understreges i RF. RF står for Retractable Fastback. Den har et tag i tre dele, der på 12-13 sekunder kan sendes bag sæderne med tryk på en knap – i øvrigt uden at det optager plads i bagagerummet.
Når taget er nede, er targa-rammen og de brede sider tilbage, og det ser umanerligt lækkert ud. Det er en vogn, man gider have som plakat på drengeværelset.
Vi prøvede for sjov at teste om targakonstruktionen så også giver bedre køreegenskaber i forhold til roadsteren, forstået på den måde, om der er mindre fartvind. Bulder og turbulens kan irritere på farten, og hvordan den test faldt ud, kan du se i videoen herover.
Rent køremæssigt er der ikke forskel på RF og roadster. Den kører sindssygt præcist ind i svingene. Uden sammenligning i øvrigt, er det lidt som at sidde i sæbekassebil og have en snor i hver hånd, hvor hele fronten flyttes den vej, du hiver i. Det er som om, der ingen vægt er foran overhovedet. Du sidder også helt nede ved asfalten og glor lige ind i dæknavnene på SUV’erne i trafikken, når du da ikke kigger ligeud på den lange motorhjelm. Kabinen er lille, og det føles mere som om, du tager bilen på som et stramtsiddende japansk jakkesæt, end at du sætter dig ned i den.
Blød automatik
Men så er der elefanten i kabinen, automatgearet.
Med manuelt gear har du den lækre fornemmelse af direkte mekanisk kontakt med gearhjulene. Din underarm hviler på midterkonsollen, og små vrid med håndleddet er alt, du behøver for at skifte gear på den tommelfingerhøje gearstang. Det er dejligt sportsvognsagtigt og gør, at du vokser sammen med bilen.
Automatgearet er ikke ukendt i fx USA, hvor det har været tilvalg siden første generation, (og faktisk også i sidste generation herhjemme, men det er en sjælden fugl - faktisk så sjælden, at vi glemte det, da vi lavede videoen). Spørgsmålet er, hvad det gør ved de ellers så direkte køreegenskaber?
Automatgearet overrasker ved at være lige så mildt og blødt i sine skift som udseendet på den første generation af MX-5. Det er et meget adstadigt gearskifte, med lange, umærkelige skift, som fjerner dig fra den direkte kontakt med maskinen, og umiddelbart hører det bedre hjemme i en SUV som Mazda CX-5 end en MX-5.
Sportsknap redder dagen
Heldigvis kan man aktivere sportsknappen ved gearstangen. Her får man igen sportsvognsfornemmelser, da den holder sig i gearene længere, og man kan nyde lyden af de høje omdrejninger. Vognen kan også finde på at skyde lidt igen i udstødningen, når man slipper gassen. Det er skidegodt. Den giver også mellemgas ved nedgearinger, også når man skifter ned manuelt via palerne bag rattet. Alt sammen er herligt, og får igen det helt store tandpastasmil frem.
Vi testede det automatiske gear på en 2,0 liter, men du kan også få Mazdaen men en mindre 1,5 liter-motor. I en direkte sammenligning får den store motor med autogear klø af den lille på 1,5 liter med manuelt gear.
Den lille motor giver dig 131 hk og 150 Nm, mens den store giver 160 hk og 200 Nm. Roadsteren vejer lige under et ton og RF lige over. Den lave vægt gør vognen kvik, også med den lille motor, hvor 0-100 km/t tager 8,3 sekunder i roadsteren med manuelt gear. Det tager normalt 7,4 sekunder med RF’erens 2,0 liter, men automatgearet napper over et sekund. 8,5 sekunder tager 0-100-øvelsen. Altså 0,3 sekunder langsommere end en roadster med 1,5 liter.
Den lille forskel mærkes også i virkeligheden, hvor roadsteren med manuelt gear og den lille motor føles lige så kvik og hurtigt ude af starthullerne som RF’eren med den store motor og autogear.
Vaffelis er afgørende
Purister vil sikkert foretrække den direkte kontakt, man har med bilen med det manuelle gearskifte og den hurtigere acceleration.
Men som forhandleren af vognen, Daugaard Biler i Søborg gør opmærksom på, i form af salgschef Dennis Nielsen, så skal man huske på, hvem det er, som har råd til at købe en ny MX-5.
”Det er jo det ældre publikum, og mange af dem sætter også pris på mageligheden,” siger han.
Forståeligt. Man kan få vinden i håret, de lette og præcise køreegenskaber, høste smilene og opmærksomheden på strandvejen, og samtidigt slippe for at skifte gear hele tiden, når der er køkørsel til Rungsted havn. Sagt helt uden ironi, kan det også være sin sag at skifte gear med en nedslidt ryg.
Og så har automatgearet en måske overset fordel, som især er vigtig her om sommeren.
Det er, at man kan spise mere is. Det er vanvittigt svært og en smule trafikusikkert at holde en softice og skifte gear samtidigt, skulle vi hilse og sige. Men det kan fint lade sig gøre i versionen med automatgear. Konklusionen er derfor, at MX-5 med automatgear er en bedre sommerbil. Altså lige i den situation.
Tjek markedet for andre MX-5 her.
Og husk i øvrigt at køre bil, når du kører bil. Politiet fraråder at du spiser, mens du kører. Det gælder også is.