BMW er efterhånden repræsenteret i samtlige bilklasser, og man kan derfor spørge sig selv, om ikke det kan være en smule svært at finde på nyt hele tiden - men det er det åbenbart ikke for BMW. For hvad gør man, når det faktisk går rigtig godt for samtlige modeller man har på markedet - man skaber da bare en helt ny model; en biltype der ikke er set før. Navnet på denne biltype er X6, og den kombinerer detaljer fra flere forskellige typer på en gang. Skulle man sætte det hele sammen, må X6 betegnes som en sportslig 4-dørs coupé SUV. Kan man overhovedet sælge sådan en?

Design og kvalitet
Der er absolut ingen tvivl om at BMW har ramt rigtigt, når det drejer sig om designet på X6. Bilen er hamrende smuk, men også enormt stor. Med sine knap fem meter i længden og to meter i bredden, fylder X6 ganske godt på Brugsens parkeringsplads - og når modellen samtidig er udstyret med sidesteps og fælge på 20", ja så virker den absolut ikke mindre.

BMW har valgt at tage det nye koncept om en 4-dørs coupé, og føre det videre på en 4x4 platform. Det betyder at bilen kun har plads til fire personer, hvilket virker helt tosset, når man kigger på bilens størrelse. Men, hvor tit bruger man egentlig den femte plads?

Bagsædet er et af de første steder man kigger, når man får mulighed for at komme rigtig tæt på den store bil. Pladsen er ikke overdådig, men ganske tilpas til to personer, der ønsker at sidde tilbagelænet i de store lædersæder, alt imens den store farveskærm viser en film fra den indbyggede dvd-afspiller. Dette er naturligvis ekstraudstyr. Men det passer glimrende til X6 og hele ideen bag bilen, hvor man ligesom har valgt at sige at "vi vil kombinerer det bedste fra alle klasser - få det til at virke". Og virke, det gør det - for X6 er et yderst behagelig sted at opholde sig, dog med et lille minus. På trods af dens store størrelse, så gør coupé formen at personer over 185 cm nok vil føle sig ganske tæt på taget, når de er placeret på bagsædet.

Kvaliteten af interiøret er imponerende god. Mange af de "ikke så kønne" BMW gengangere fra andre modeller er forsvundet og X6 byder på et pænt og ergonomisk korrekt interiør, hvor det man skal bruge, sidder korrekt i forhold til chaufførens position. Sæderne er virkelig gode, og er udstyret med både varme og køling (ekstraudstyr).

Alt i alt føler man sig rigtig godt til rette i X6, og den komplette følelse af luksus er intakt.

X6 er naturligvis også udstyret med BMW "alt-i-et" system I-Drive. Systemet havde store problemer ved sin introduktion for flere år siden, men er løbende blevet opgraderet og fungerer nu ganske glimrende - omend ikke helt så ligetil, som man har set at det kan gøres andre steder. Der er stadig lidt for mange handlinger, før man opnår det man gerne vil.

Motoren
X6 fås med fire forskellige motorer - to diesel og to benzin. Vi har testet topmodellen med dieselmotor, den lækre X6 xDrive35d. Motoren er sekscylindret og på 3,0 liter. Den yder 286 hk og har et maksimalt drejningsmoment på 580 Nm ved blot 1.750 o/min. Det er imponerende motorstatistik, men også nødvendigt, når en så sporty udseende bil, men en vægt på 2.185 kg skal flyttes rundt.

Flyttes rundt er da heller ikke noget problem for den smidige motor, hvis samarbejde med den lækre 6-trins Steptronic automatgearkasse må siges at være helt i top. 0-100 km/t er overstået på 6,9 sekunder og topfarten er 236 km/t. På trods af den enorme vægt og den voldsomt store motor, så lover BMW et gennemsnitlig brændstofforbrug på 12,0 km/l - et tal som vi godt kunne holde... næsten. Køreegenskaberne er rigtig gode og X6 føles meget tæt på en almindelig personbil - ganske som vi kender det fra den virkelig velkørende X5.

Sikkerheden
X6 er udstyret med alt tænkeligt sikkerhedsudstyr, der på overbevisende vis hjælper dig i hverdagen, hvis du skulle komme lidt for tæt på et uheld. Udover alt det elektroniske, så er chauffør og passagerer pakket godt ind, da X6 er udstyret med 8 airbags, som standard.

Garanti
BMW yder kun 2 års nybilsgaranti på X6 - det er dog uden kilometerbegrænsning. Det kan godt betale sig at købe en BMW Service pakke der gælder i fem år og 80.000 km. Denne pakke dækker service, vedligeholdelse og reparationer, og koster godt 36.000 samlet. En forholdsvis lille udgift, til en ikke helt billig bil.

Prisen
Basisprisen for en X6 xDrive35d er 1.192.400,-. Her får du en ganske veludrustet bil, som du med garanti vil være glad for. Men nu var vores testbil ikke ligefrem genert, når det drejede sig om mængden af ekstraudstyr - udstyr som jeg fandt ganske naturligt at have i hverdagen. Læderstue, aktiv styring, ratvarme, niveauregulering, bakkamera, komfortsæder, sædevarme bagi, fartpilot m. bremsefunktion, dvd, etc. Ja selv head-up-display blev brugt konstant. Alt i alt havde testbilen ekstraudstyr for 700.000,-, hvilket du uden problemer kan få en BMW 330i med 272 hk for. Den samlede pris for den testede X6 løb derfor op i 1.883.367,-, hvilket er rigtig mange penge - men er det dyrt?

Samlet set
X6 er et imponerende bekendtskab, der samler en masse positive elementer fra flere forskellige biltyper. Det smukke design fra coupéen, det voldsomme look fra SUV'en, og den ekstremt lækre dieselmotor med bi-turbo og Steptronic fra den sportslige afdeling. Der følger dog også minusser med alle disse ting, for coupé designet gør at man ikke skal være alt for høj, hvis man vil sidde på bagsædet, og man kan kun være fire personer i bilen. Det voldsomme look gør at bilen ikke er den nemmeste at finde en parkeringsplads til. Og den enorme motor med dobbelt turbolader er med sin CO2-emission på 220 g/km måske ikke den mest politisk korrekte. Men er det ikke også derfor at man ikke kan undgå at elske X6! Lad være med at tænke på, hvad der er politisk korrekt for en stund, og se hellere på, at du får en bil, der skiller sig positivt ud rent designmæssigt. Den ligner absolut ikke alle de andre main stream biler, der suser rundt på vores veje. Ja vist er der kun plads til fire, og hvad så! X6 er så ukorrekt, at den er fuldstændig korrekt. Den viser at vi stadig kan skabe noget, som ikke rigtig giver mening - men som alligevel giver fuldstændig mening, når man tænker sig om. Godt gået BMW!


Af