Når jeg står og kigger på den nye A7 fra Audi, fristes jeg helt til at kalde den for mærkets topmodel – velvidende, at der findes en A8’er i modelrækken også. Men, den nye A7 fremstår bare så perfekt i sit design, hvor den kombinerer de bedste elementer fra coupé-, limousine- og Avant-modellerne. Med sin flotte taghældning, sine bedre hofter og sit aggressive ansigt, er der virkelig dømt designmæssig perle og mandebil (ikke at kvinder ikke kan køre den, red.) i stor stil.
A7 fås i seks forskellige motorvarianter, hvis vi ser bort fra S7 og RS7 modellerne. Mindste benzinmotor er en 2,0 liters TFSI med 252 hk, som efterfølges af en 333 hk model på 3,0 liter. Sidstnævnte model er som standard udstyret med quattro firehjulstræk – begge modeller har 7-trins S-tronic automatgear som standard.
Vores testbil var dog ikke en benzinmodel. Der var derimod tale om topmodellen indenfor dieselmaskiner. Og hold nu godt fast, for her er virkelig tale om et brag af en motor, der med garanti vil få de fleste til at falde bagover af benovelse. Motoren er en 3,0 liters V6 bi-turbo med hele 320 hk og et monster drejningsmoment på 650 Nm ved blot 1.400 o/min. Takket være quattro firehjulstrækket og en imponerende god 8-trins Tiptronic automatisk gearkasse, så overføres de mange kræfter direkte ned i asfalten, så 0-100 km/t er overstået på blot 5,2 sekunder. Mellemaccelerationerne i denne model er rent ud sagt imponerende og 80-130 km/t er nærmest overstået før du træder speederen ned.
Det bedste af det hele er dog, at Audi har formået, at fjerne alt diesellyd og i stedet lade dig nyde, hvad der mest af alt lyder som en kultiveret benzin V8’er. Takket være lidt elektronik, har du selv mulighed for at justere, hvor voldsom lyden skal være – faktisk har du mulighed for at tilpasse styring, gearskifte, undervogn etc. i det individuelle køreprogram. En super god detalje, der virker i det daglige og ikke kræver noget særligt at sætte op.
På trods af det uendelige kraftoverskud, så imponerer Audi endnu engang med deres brændstoføkonomi og lover hele 16,4 km/l ved blandet kørsel. Et tal jeg godt vil bakke op, da vi nåede 15,0 km/l i vores testperiode. Ret godt gået for en 320 hk bil med en kampvægt på cirka 2 ton.
Den 3,0 liters V6 bi-turbo er dog ikke den kraftigste diesel i Audis motorprogram. Det er stadig muligt at vælge den 4,2 liters TDI til Audi A8, hvor ydelsen er hele 385 hk og det maksimale drejningsmoment 850 Nm. Men, denne maskine er forbeholdt A8.
Bag rattet vil du straks føle dig hjemme. Alt er centreret om dig uden at virke omklamrende og alle knapper nås uden at du skal strække dig efter dem. Pladsen er rigtig god og alle sidder yderst komfortabelt. Vores testbil var udstyret med almindeligt bagsæde – altså til tre personer. Personligt ville jeg nok vælge konfigurationen med to bagsæder, da det passer bedre til bilens design.
A7 er en stor bil – en tung bil. Det gør den naturligvis ikke til nogen racer på de små snoede landeveje, selvom firehjulstrækket nok skal hjælpe dig godt på vej. Men, styringen er ikke til den slags kørsel. Men, det er så heller ikke det bilen er skabt til. A7 er skabt til lange komfortable stræk, hvor den enorme motor kan komme til sin ret og hvor du som chauffør kan komme fra A-B og stige ud af bilen frisk og afslappet og med et smil på læben.
Faktisk må A7 i denne konfiguration være et ualmindeligt godt bekendtskab på en tur ned gennem Europa. Den rummer fint fire personer og har de bagage med, så stilles der 535 liter bagageplads til rådighed.
Men, er der så ikke andre mærker/konkurrenter, der kan det samme, kan man så fristes til at spørge. Jo, det er der. Vi kan jo f.eks. kigge på de to nærmeste fra Tyskland, nemlig BMW 6-serie Gran Coupé og Mercedes-Benz CLS. Begge biler, der rent optisk er ualmindelige smukke og som fuldt ud matcher Audi A7. Der er bare lidt problemer i en direkte sammenligning. Det første er, at den kraftigste Mercedes CLS med dieselmotor og firehjulstræk er en CLS 350 4Matic med 252 hk – altså betydeligt færre muskler end A7. BMW har derimod deres 640d xDrive med 313 hk og firehjulstræk. Problemet er bare, at den har en basispris på 1,92 millioner, hvor Audi A7 med 320 hk og firehjulstræk koster 1,23 millioner – altså en forskel i basisprisen på cirka 700.000,-. Så det Audi har gjort helt rigtigt her, det er, at de har skabt en bil, der sammenlignet med konkurrenterne har den kraftigste ydelse og den laveste pris, og det er noget forbrugerne sætter meget højt.
Samlet set, så er Audi A7 et velskåret motorvejslokomotiv, der æder asfalt i lange baner og på ingen måde ser tilbage. Den er ekstremt komfortabel og har samtidig så meget attitude, at man virkelig skal tage sig sammen for ikke konstant at lade sig rive med i den rus det er at køre i den. Og da man prismæssigt også har noget at glæde sig over, så kan det være svært at få armene ned igen.
Audi har i anledning af 25 året for deres TDI-teknologi lavet en competition model af A7. Her er tale om nøjagtig samme motor, men med en forøgelse af motorkraften med 6 hk. Der er altså tale om en 326 hk V6’er, hvor 0-100 km/t er reduceret med 0,1 sekunder. Faktisk, så yder motoren kortvarigt hele 346 hk når boost funktionen er aktiv. Men, det er nok ikke derfor man vælger en competition model. Det er nok nærmere mængden af udstyr, den specielle S-line optik, den sænkede undervogn eller de lækre Valcona lædersæder. Merprisen er kun 150.000,-.
Specifikationer
Motortype | V6/24v |
Slagvolumen | - |
Antal HK | 320 |
Drejningsmoment (Nm) | 650 |
Drivende hjul | Firehjulstræk |
Antal gear | 8A |
Acc 0 til 100 km/t (sek.) | 5,2 |
Acc 0 til 100 km/t (sek.), målt | 5,8 |
CO2-emission (g/km) | 162 |
Bagagerumskapacitet (l) | 535 |
Drejningsmoment målt ved omdrejninger | 1.400 |
Forbrug (km/l), målt | 15,0 |
Forbrug EU-mix (km/l) | 16,4 |
HK målt ved Omdr. | - |
Tankkapacitet (l) | - |
Tophastighed (km/t) | 250 |