Det er ingen hemmelighed, at mange af medlemmerne her på redaktionen er fan af det italienske bilmærke Alfa Romeo. Selvom der tidligere har været problemer med det elektriske og måske også interiøret – ja, så er disse mangler skubbet en smule til side pga. det lækre design og de generelt lækre køreegenskaber. Man tilgiver meget, hvis køreglæden er intakt.
Men, der er sket meget i de seneste år, og Alfa Romeo har fået rettet stort set alle de småfejl og mangler, der tidligere har plaget firmaet. Et punkt der dog ikke er sket noget med – heldigvis – er italienernes designfilosofi. For ikke nok med at det skal kører godt, det skal også se godt ud. Og lige netop disse to elementer, er nøgleord når man snakker om Alfa Romeos nyeste skud på stammen – Alfa Romeo GT.
En ny coupé har længe været ventet fra det italienske mærke – og jeg skal love for at det hele har været ventetiden værd. Alfa Romeo har skabt en af de smukkeste biler du kan købe i dag.
Designet
Selvom Alfa GT er en rendyrket coupé, overrasker den med forbavsende meget plads. Både på bagsædet, der består af to separate og dybe stole – men også i bagagerummet, der faktisk har plads til hele 320 liter. Er man kun to i familien og skal på en længere ferietur, ja så lægger man bare sæderne ned og pladsen udvides til 905 liter. Samtidig byder GT’ens bagagerum på små aflæggerum. Det ene bliver dog brugt til cd-changer, hvis man har sådan en i bilen.
Hvis man står og kigger på GT’en i ”profil”, er der faktisk designmæssige linjer, der leder tankerne hen på Bentley GT. Forfra er GT’en meget aggressiv at se på og virker direkte frygtindgydende når man ser den i sit bakspejl. Ja, faktisk virker bilen meget ”ond” og ”potent” fra alle vinkler. Og da vores testbil var udstyret med tonede ruder bagi, var den ekstra grum at se på.
Alfa GT er smuk fra alle vinkler, hvilket er ganske usædvanligt for en bil i dag.
Interiøret
Interiøret er magen til det du finder i 147 modellen. Men men men, der er lige en lille detalje, som vores testbil var så heldig at være udstyret med. Håndsyet læderinstrumentbord. Det er en bestillingsvare, der løber op over de 120.000,- kroner. Men, hold da lige kæ.., hvor er det bare lækkert! Lækkert er også det rette ord, når det drejer sig om sæderne i GT’en. Jeg lyver ikke, når jeg siger at lige præcis disse sæder ryger ind på min top 5 over de bedste sæder i hverdagsbiler – overhovedet. Perfekt støtte i lænd og i siderne. Suverænt! Sæderne var, ganske som resten af kabinen, syet i sort læder. Sammen med de tonede bagruder, bliver kabinen meget mørk og intim – og det er bestemt ikke en god ide at lide af klaustrofobi, hvis man sidder på bagsædet.
Motor og gear
Vores testbil var udstyret med den velkendte 2,0 liters JTS motor, som vi tidligere har testet i 156 og GTV modellerne. Motoren yder 165 Hk ved 6.400 o/min og har et moment på 206 Nm ved 3.250 o/min. Motoren virker meget kvik, specielt i den første del af accelerationen. 0-100 Km/t er overstået på 8,7 sekunder og tophastigheden er 216 Km/t. Samlet set virker den 2,0 liters JTS motor, som et virkeligt godt valg til GT’en. Den er kvik, lyder godt og matcher bilens størrelse.
Vores testbil var udstyret med Alfa’s sekventielle gearskifte, Selespeed, som vi ikke tidligere har været ovenud begejstret for. Men, skiftet er blevet bedre og man har nu tre indstillingsmuligheder; city, normal og sport. City funktionen fungerer som alm. automatgear og sport funktionen er mere kontant i de forskellige skift. En lækker detalje er nedgearingerne, hvor gearskiftet selv sørger for at give mellemgas. En detalje, der godt kan få folk til at vende sig om, hvis man altså gør det rigtigt.
Generelt fungerer Selespeed skiftet godt nok – men, når først man har leget med det, bliver man faktisk lidt træt af at muligheden for at koble ud ikke eksisterer. Selespeed er nemlig ikke særlig sjovt i den Københavnske rush hour, hvor køer og lav hastighed er dagligdag. Jeg vil personligt vælge GT’en med manuelt gear, da jeg føler at det giver større frihed. Så drop Selespeed – det tager noget af køreglæden, samtidig med at det elektronisk og mekanisk ikke er ligeså stabilt, som et alm. manuelt skifte.
Sikkerhed
Alfa GT meget veludstyret på sikkerhedssiden. FPS (Fire Prevention System), der lukker for benzintilførslen i tilfælde af kollision. ABS, EBD (Electronic Brake Distribution), VDC Vehicle Dynamic Control) og ASR Kollisionssikker ratstamme og kollisionssikring i dørene, samt 6 airbags og elektroniske seleforstrammere med kraftbegrænser.
Konklusion
Om ganske kort tid, vil vi teste den 3,2 liters version af Alfa Romeo GT. Her taler vi om 240 Hk og 0-100 Km/t på blot 6,7 sekunder. Men, selvom vi her taler Ferrari i lommeformat og den fedeste Alfa lyd man kan tænke sig – ja, så står den 2,0 liters motor lige nu, som det smarte valg til den smukke Alfa GT. Priserne starter ved 485.000,- kroner. Vores testbil har en basispris på 546.000,- og var samtidig udstyret med lidt ekstra udstyr - og med specielt den håndsyede læderkabine, så hopper prisen lige over de 700.000,- kroner. Men, det kan overhovedet ikke ændre på, at Alfa GT, for mig, er noget af det smukkeste der findes på markedet. Og samtidig kører den formidabelt. En klar vinder fra Alfa Romeo.