Komfortabel, rummelig og veludstyret – Kia EV3 opfylder alle de vigtige parametre for en vinder af Årets Bil. Men Biltorvets jurymedlem er stadig ikke helt solgt, for EV3 er en smule for kedelig.
Når de danske motorjournalister mødes for at kåre Årets Bil, er der ikke en fælles facitliste, eller definerede mål for, hvad vinderen skal opfylde. I stedet er det op til hver enkelt journalist og vedkomnes egen mavefornemmelse. Så for undertegnede skal Årets Bil være til at betale, men skal også have det ekstra, der kan løfte niveauet over andre gode biler. Det kunne eksempelvis være tekniske nyskabelser eller en særlig skarp pris. Og jeg kan lige så godt være ærlig, Kia EV3 var ikke min favorit.
Årets Bil 2025 - Kia EV3 vinder knebent
EV3 er lige som Skoda Elroq, der også var med i finalen, en oplagt ’danskerdarling’. Priserne er der, hvor de fleste danskere kan være med, begge biler er veludstyrede og har en størrelse, hvor både guldbryllupsparret og børnehavefamilien får alt det, de har brug for. Sat op side om side er de to faktisk uhyggeligt tæt på hinanden. Elroq er en smule billigere med en frapris på 249.995 kroner, som blandt andet skyldes et mindre 52 kWh batteri, mens EV3 stiller med 58,3 kWh og en frapris, der er 20.000 kroner højere. Til gengæld skal du så også betale for LED-lygter og varmepumpe i Elroq, mens det er standard i EV3.
Svensk sommer i fransk favorit – Renault Scenic E-Tech
Sådan kan boksekampen fortsætte, og faktisk er det hovedsageligt dit personlige temperament, der bør afgøre, om du foretrækker den lettere stramme tjekkiske Skoda eller det lidt mere futuristiske og asiatiske design fra Kia. Selv garantien på de to biler er nu tættere på hinanden end nogensinde. Skoda og resten af Semler-koncernen er nemlig gået op til fem år eller 150.000 kilometer, så de nu nærmest matcher Kias syv år eller 150.000 kilometer.
Få kritikpunkter
Men nu er det EV3, og dens evner i hverdagen, det skal handle om. Vi testede en Long Range Upgrade, men desværre sluttede en gammel skrue i et dæk testturen, og vi nåede derfor kun at køre 150 kilometer. Det svarede til, at vi brugte 47 procent af bilens batteri i fem graders varme og blandet by- og motorvejskørsel. Det samlede forbrug var 23,3 kWh/100 km, som vil give en teoretisk rækkevidde på 349 kilometer, som ikke er dumt, vejret og kørselsmønsteret taget i betragtning. Batteriet kan hurtiglades med op til 128 kW, som ikke helt matcher Skoda Elroq, som selv med mindste batteri klarer 145 kW, mens største batteri på 77 kWh klarer op til 175 kW.
Explorer er Fords nye folkevogn
Kabinen er meget lig Kias øvrige program med fin samlekvalitet og masser af udstyr. Vi kører topmodellen Upgrade, som udover de futuristiske bi-LED-forlygter og 19-tommer fælge, byder på et velspillende Harmon Kardon-anlæg og el-justerbare sæder, men helt ærligt kan du sagtens nøjes med midterste variant Prestige. Her får du udstyr som digital nøgle og trådløs oplader. Du får også en lang række sikkerhedsudstyr, som blindvinkelassistent og nødbremse med fodgænger og cykelgenkendelse og en udvidet vognbaneassistent til den adaptive fartpilot. Og så føler vi os nødsaget til at tilføje, at sikkerhedsudstyr bør være standard fra billigste variant Acces.
Alternativ til Tesla? Brugttest af VW ID.4
Blandt Acces standardudstyr er fjernlysassistent, p-sensorer, klimaanlæg og mulighed for at fjernstyre varmen fra app’en. Du mangler egentlig ikke noget, og der er tilmed fornuftig plads til en voksen mand på bagsædet. Det eneste man savner lidt, og sådan er det for mange elbiler, er mere støtte til låret, da sædets vinkel bliver lidt for stejlt. Bagagerummet tager fuldt respektable 460 liter, som dog er 10 liter mindre end Elroq. Til gengæld byder EV3 på et frunk ude foran på 25 liter, som lige kan sluge det snavsede ladekabel.
Komfortabel praktiker
På den praktiske side er EV3 absolut bestået. Det gælder også på køreegenskaberne. Affjedringen er sat op til den komfortable side, og det er en fordel til hverdag, hvor EV3 sluger de fleste bump uden ballade, og da forruden er støjdæmpet, er bilen tilmed ganske støjsvag.
Det giver et godt indtryk, men i et hurtigt retningsskifte, viser bilen også, at styretøjet er langsomt, og den bløde affjedring giver en krængende bil, når den presses, så lad vær med det, og nyd komforten i stedet. Elmotoren trækker på forhjulene og yder 204 hestekræfter. Det gør den relativt kvik, men ikke hurtig, og det passer fint til køreegenskaberne.
Vovse, Volvo og tiny house – Volvo EX30
Faktisk er der meget få svagheder ved Kia EV3, og på den måde skulle den jo være oplagt som Årets Bil. Desværre byder den ikke på meget nyt, udover at du kan få kvalitet, komfort og masser af rækkevidde for lige omkring 300.000 kroner. Personligt synes jeg bare ikke helt, det er nok til at vinde Årets Bil, for bilen har på ingen måde efterladt sig et indtryk. I testugen oplevede jeg den som et transportmiddel, der fragtede mig fra a til b, og så snart døren bag mig lukkede, havde jeg glemt alt om den igen. Det er der sikkert mange, som faktisk ser, som en positiv ting, men personligt mener jeg, at Årets Bil gerne må aspirere mod lidt mere.