Volkswagen skiller Multivan fra den legendariske Transporter, og laver en hel selvstændig model. Så væk er varebilsegenskaberne, og i stedet får du hybridpower og ekstra assistentsystemer

En mindre revolution er i gang hos Volkswagen. Den helt nye Multivan er ikke længere baseret på den velkendte varebil Transporter. For første gang er den i baseret på den modulopbyggede, tværgående MQB-platform, lige som stort set alle andre af Volkswagens personbiler, så væk er varebilscharmen, og i stedet får du velopdragne køreegenskaber og plads til en hel børnehave.  

Sig Ford til din Folkevogn

Sandheden er, at Volkswagen sidste år indgik et partnerskab med Ford, så de deler teknik, og den fremtidige Transporter skal bygges på Ford- teknik, mens Multivan bliver en selvstændig model. Og i teknisk henseende er der tale om et kvantespring ifølge Volkswagen. For første gang kan du nu få Multivan som plug-in-hybrid, og platformen gør avancerede assistent-, betjenings- og infotainmentsystemer tilgængelige. Den nye udgave er syvende generation, og man kan med rette diskutere, om den nye Multivan er blevet pænere, men ifølge Volkswagen har designerne videreført, optimeret og finpudset det originale Rugbrøds design-DNA fra generation til generation. Derfor er den nye Multivan også straks genkendelig som en efterfølger til den legendariske ‘T1’.

Fars fede ferie – VW Multivan med 580 hk

Den nye Multivan rummer op til syv sæder og fås i udgaverne Multivan, Life og Style, og byder på op til 4.053 liter bagagerumsplads. Sammenlignet med dens forgænger er den nye basisversion af Multivan nu længere og bredere. Nærmere bestemt er den nye Multivan 1.941 mm bred, eksklusive de elektrisk foldbare sidespejle (ekstraudstyr) (+37 mm sammenlignet med Multivan 6.1), 4.973 mm lang (+ 69 mm) og 1.903 mm høj (-47 mm). Modellens akselafstand er 3.124 mm (+124 mm). Højeste trailervægt er 2.000 kilo og senere kommer en version med længere karrosseri og endnu mere opbevaringsplads.

Batteri-assistance
En af de vigtigste parametre i udviklingen af den nye Multivan var, at den i modsætning til forgængerne ville kunne tilbydes med en plug-in-hybrid-drivlinje. ‘eHybrid’ hedder den, og det er den velkendte 1,4-liters benzinmotor, som har en samlet systemydelse på 218 hestekræfter.

Råbende tyskere: Romantik i VW California

Batteriet er 13 kWh stort, men Volkswagen oplyser ikke, hvor lang rækkevidden er. Til sammenligning kører en Passat med samme batteri op til 55 kilometer, og ligesom Passat vil Multivan være i stand til at køre op 130 km/t.

Parallelt med plug-in-hybriddrivlinjen tilbydes Multivan-modellen med forhjulstræk og to 4-cylindrede, turboladede TSI-benzinmotorer, der yder henholdsvis 136 hestekræfter og 204 hestekræfter. Næste år præsenteres desuden en 4-cylindret TDI-turbodieselmotor med en ydelse på 150 hestekræfter.

Volkswagen Transporter får pligtopdatering

Hvis du kan lide at bruge vestre fod og en kobling, så er Multivan ikke noget for dig. Alle drivlinjer er som standard koblet sammen med en DSG-dobbeltkoblingsgearkasse. eHybrid-udgavens 6-trins DSG er en gearkasse (DQ400E), som er særligt udviklet til plug-in-hybriddrivlinjen og udgør en samlet enhed med elmotoren. Gearkassen, der anvendes til TSI-versionerne, og senere TDI’en, er en 7-trins DSG. For første gang nogensinde i Multivan udføres gearskift ”by wire” (kabelfrit) og derfor ekstremt enkelt via en lille DSG-gearvælgerknap på instrumentpanelet.

Smartere med nye assistentsystemer
Antallet af assistentsystemer er øget markant i Multivan. Afhængigt at specifikationerne er der nu mere end 20 systemer. Standardudstyret omfatter altid Car2X (lokalt advarselssystem, hvor VW-modeller ’taler sammen’), områdeovervågningssystemet Front Assist inklusive citynødbremsefunktion, undvigeunderstøttelse med ny drejeassistent, dynamisk vejskiltegenkendelse, vognbaneassistenten Lane Assist og fartpilot. De innovative nye systemer omfatter IQ.DRIVE Travel Assist, som muliggør semiautomatiseret kørsel fra 0 til 210 km/t.

Smart plads
Volkswagen har udviklet et multifunktionsbord, så det kombineres med en midterkonsol. Og så er det integreret i sædernes skinnesystem, som også er nydesignet. Takket være et innovativt låsesystem kan dette multifunktionelle udstyr anvendes som en midterkonsol mellem førersædet og det forreste passagersæde eller som udfoldeligt bord med kopholdere og opbevaringsrum på anden eller tredje sæderække.

Digital familiecontainer – her er den nye Volkswagen Caddy

Multivan vil fremover kun kunne fås med separate sæder bagi – et bænkbagsæde i fuld bredde på tredje sæderække fås ikke længere. Til gengæld vejer sæder nu 25 procent mindre, så du kun skal slæbe mellem 23 og 29 kilo. Det gør dem nemmere at tage ud. Da bagsædet på tredje sæderække er væk til fordel for individuelle sæder, er det for første gang også muligt blot at fjerne sæderne i den ene side af køretøjet, hvis man eksempelvis skal transportere dyre elcykler. Man bestemmer således selv, hvordan man vil placere de op til fem sæder bagest i køretøjet.

Tre valg i fremtiden
Multivan vil i fremtiden kun være et ud af tre ben, hvis du vil have en Folkevogn med god plads. Transporter fortsætter som håndværkerens foretrukne, og Caravelle vil også i fremtiden være baseret på den, ligesom autocamperen California. Men tredje ben bliver så ID.BUZZ, den elektriske varebil, som allerede er produktionsklar og præsenteres i 2022.

En sommer på hjul - Volkswagen Grand California

Den nye generation af Multivan-modeller kommer til salg på markedet i andet halvår af 2020 med en forventet startpris på under 500.000 kroner.