Som den første bilproducent introducerer Volvo Skype for Business - Microsoft’s førende app til intern kommunikation – i 90-serien.
”Vi har prøvet det allesammen. Man sidder i bilen og forsøger at koble sig på et telefonmøde, alt imens man roder med og måske taber mobiltelefonen, nogle gange glemmer man også den nødvendige pinkode. Ikke just den bedste måde at indlede en vigtig telefonsamtale i bilen på. Samtidig har man ikke opmærksomheden rettet mod trafikken, som man burde have. Med Skype for Business er det historie,” siger Anders Tylman-Mikiewicz, chef i Volvo Car Group’s afdeling for Consumer Connectivity.
Millioner af mennesker verden over anvender Skype for Business i deres arbejde. I Volvo’s 90-serie biler bliver det nu muligt at tjekke forestående møder og se hvem, der deltager i dem. Man kan også koble sig på møder blot med et klik på bilens store skærm.
”Skype for Business er et stort skridt fremad for vores tilslutningssystemer og kommunikationstilbud. Med autonom kørsel – altså selvkørende biler - lige rundt om hjørnet forudser vi en fremtid, hvor fleksible arbejdsredskaber vil gøre det muligt at tilbringe stadig mindre tid på kontoret. Det her er bare begyndelsen på en helt ny måde at bruge tiden i bilen på,” fortsætter Tylman-Mikiewicz.
Volvo’s tilgang til brugen af teknologiske systemer i deres biler udspringer af et ønske om at gøre livet lettere og sikrere for kunderne ved at udnytte den nyeste, relevante teknologi på en smart måde.
Volvo’s partnerskab med Microsoft indbefatter også forskning i anvendelse af Cortana, Microsoft’s intelligente hjælpesystem, der ved hjælp af stemmegenkendelse og kontekstuel viden kan hjælpe bilisterne ved at kunne forudse, hvad de har brug for.
”Volvo er langt fremme i erkendelsen af, at mange menneskers arbejdsliv bliver mere og mere mobilt. Vi er nødt til at kunne præstere, lige meget hvor vi befinder os – og altså også i bilen,” siger Ben Canning, direktør for Product Management for Skype for Business hos Microsoft. ”Vi glæder os til at udbrede moderne mødeafvikling til også at omfatte Volvo”.