McLaren Senna er den ultimative hyldest til F1-køreren Ayrton Senna. Bilen har 800 hk og en egenvægt på under 1.200 kilo.
McLaren har lige hævet barren for, hvor vild en gadebil kan være. De kolde fakta lyder på 4-liters V8’er med 800 hk, egenvægt på 1.198 kilo og et futuristisk design, der kunne passe lige ind i Blade Runner. Men som altid ligger der flere sandheder bag tallene. Lad os starte med motoren, der yder ekstraordinære 800 hk fra McLarens biturbo V8’er. Slagvolumen er forøget fra 3,8 til 4,0 liter, som vi har set på modellen 720S, hvor den yder, ja, du gættede rigtigt, 720 hk. Drejningsmomentet er på 800 Nm, og motoren roterer til over 8.500 o/min.
McLaren oplyser ikke, hvor hurtig den nye model er, men vi kan nok forvente, at den bliver hurtigere end 720, som er tungere. I så fald accelererer Senna fra 0 til 100 km/t på under 2,7 sekunder, og har en topfart over 360 km/t.
Letvægter
McLaren har arbejdet hårdt på at holde egenvægten nede med udpræget brug af kulfiber. McLaren kalder selv deres chassis Monocage III. Det er lykkes at holde vægten under 1.200 kilo for en tør bil, uden væsker. Til sammenligning vejer den lige så vanvittige hybrid-model McLaren P1, 1.395 kilo.
Det er ikke kun tallene, der imponerer. Designet har flere folder, indsugninger og gæller end et dybhavs-udyr. Missionen har været at optimere downforcen, og det er i den grad lykkes. Alene hækspoileren, der er hydraulisk betjent, har en overflade på 6,5 kvadratmeter, som kan presse bilen mod asfalten til gavn for vejgrebet.
Men mest spektakulært er dørene nok. De er selvfølgelig formet som mågevinger, som alle McLaren-modeller, men endnu mere skørt er det, at man har en glasrude i den nederste del af døren. Det skulle give en fornemmelse af en mere rummelig kabine. Netop rummelig kan man ikke beskylde McLaren Senna for at være. Der er intet bagagerum, kun to små rum bag sæderne. Her er der til gengæld plads til en racerhjelm.
Senna
McLaren Senna er selvfølgelig opkaldt efter den brasilianske racerkører Ayrton Senna, der allerede i sin samtid var en legende. Han vandt tre verdensmesterskaber i Formel 1 for McLaren-Honda, men døde desværre tragisk i et løb i 1994, da han ramte en væg på racerbanen på Imola-banen i Italien med 233 km/t. Højre forhjul og dele af affjedringen ramte ham i hovedet ved sammenstødet, og var grunden til at han døde.