Forestil dig en elmotor med 335 hestekræfter og 600 Nm, som vejer under 30 kilo og ikke er større end en pizza. Det er svenske Koenigsegg, der har skabt elmotoren, som sætter rekord, når det kommer til effekt per kilo.
Svenske Koenigsegg har gang på gang udvidet vores horisont for, hvad der teknisk kan lade sig gøre. Lige fra deres kunstfærdige kulfiberafstøbninger til benzinmotoren uden knastaksler, hvor ventilerne i stedet aktiveres med lufttryk, har Koenigsegg bevist, at de kan skabe imponerende tekniske bedrifter. Og deres seneste påfund er ikke nogen undtagelse. Quark hedder den, og den er altså ikke opkaldt efter ham den lille rod fra Valhalla-tegneserierne. I stedet er den opkaldt efter elementarpartiklen kvark eller på engelsk quark.
Det er en yderst kompakt elmotor på bare 28,5 kilo – på billederne har Koenigseggs presseafdeling været så venlige at stille en 33 centiliters dåse ved siden af, så man kan se, at motoren reelt ikke er større end en pizza. Måler man størrelsen i liter, så skulle motoren fylde bare otte liter. Til sammenligning rummer bagagerummet i en Volkswagen Polo 351 liter. Vi taler altså her om ganske lille maskine. Men effekten er alt andet end lille.
Power
Quark yder 335 hestekræfter fra 4.000 o/min og op til 9.000 o/min, men det er i virkeligheden ikke det, der er mest imponerende. For samtidig yder den kompakte motor 600 Nm fra 0 o/min og op til 4.000 o/min. Selv en seriøs diesel-V6’er kan ikke vinde en armlægning med elmotoren, og husk så lige, at motoren vejer under 30 kilo.
Det er derfor, Koenigsegg hævder, at de har bygget kraftigste elmotor i sin klasse, i hvert fald når man regner effekt i forhold til vægt. Og forestil dig lige, hvad der sker, hvis du i stedet har to elmotorer – for eksempel en til hvert baghjul. Det er præcis hvad Koenigsegg har gjort, og enheden kalder de for terrieren, for dens lille størrelse, men frygtløse indstilling til livet.
Terrieren består ikke kun af to motorer, men også en inverter. Det er inverteren, der styrer mængden af strøm og konverterer jævnstrømmen fra batteriet til vekselstrøm i motorerne. Til sammen vejer hele enheden bare 85 kilo, og her får du 670 hestekræfter og 1.100 Nm.
Koenigsegg Gemera
Ideen bag den ultrakompakte motor er, at den skal bruges i Koenigseggs nye superbil Gemera. Her driver en terrier-enhed, altså to Quark-motorer og en inverter, forhjulene, mens endnu en Quark-motor sidder direkte på transmissionen, som faktisk ikke har nogen udveksling. I stedet trækker den 3-cylindrede benzinmotor med direkte drev først, når motoren er oppe i omdrejninger. Elmotorerne står får accelerationen, og ved højere fart tager benzinmotoren over, og det sikrer en topfart på 400 km/t, og en accelerationstid fra 0 til 100 km/t på bare 1,9 sekunder. Til sammen yder benzin- og elmotorer nemlig vanvittige 2.268 hestekræfter og ufattelige 3.500 Nm.
Men man kan også bruge den kompakte elmotor til andre ting. Med så høj effekt kan man sagtens nøjes med en enkelt motor, og dermed spare meget vægt i en elbil, som ellers traditionelt er meget tung, på grund af et stort batteri. Koenigsegg ser da også potentiale i at anvende Quark-motoren i både luftfarts- og marineindustrien.