Rolls-Royce og Bentley har aldrig solgt flere biler end i 2019, mens Aston Martin hænger i bremsen og tjener over én milliard mindre i forhold til året før.
Hos Rolls-Royce popper de nok flere flasker champagne end normalt. Det lillebitte adelige firma har haft et forrygende 2019. I løbet af mærkets 116 år lange historie har man aldrig bygget og solgt så mange biler. Det blev til 5.152 biler, som er 25 procent flere biler end året før, som i forvejen var et rekordår. Det går altså ganske godt.
”Det er ikke en SUV” – her er Rolls-Royce Cullinan
Salget blev drevet frem af den nye SUV Cullinan, som står for størstedelen af alle biler produceret. For øvrigt har man på fabrikken i England udvidet arbejdsstyrken med 50 mand, så der nu er over 2.000 medarbejdere. Omsat betyder det, at hver medarbejder kun bygger 2,5 biler i løbet af et år. Sådan er det med luksus i Rolls-Royce-klassen.
Bentleys triumf
Rolls-Royce er ikke det eneste luksusmærke i Storbritannien, og absolut heller ikke det eneste mærke, der kan tjene penge. Bentley har for syvende år i træk solgt over 10.000 biler, og 2019 endte med at blive fem procent bedre end året før. I alt solgte Bentley 11.006 biler i løbet af året, men måske lidt overraskende er var det ikke SUV’en Bentayga, der var topsælgeren, men derimod Continental GT, som nu også fås i en variant med V8’er.
To tons luksus skal slå rekorden på Pikes Peak
Aston Martins tragedie
Det er dog ikke alle britiske luksusmærker, som klarer sig lige godt. Aston Martin hænger i bremsen i en sådan grad, at man kunne være bekymret for mærkets overlevelse. Modelprogrammet har været gammeldags med hurtige GT’er, der er svære at skelne, og salget for sidste år faldt således syv procent i forhold til året før, svarende til 5.809 solgte biler.
4.500 mandetimer og 48 millioner kroner – Aston Martin genopliver klassisk sportsvogn
Det omsættes til ildevarslende tal. For 2018 havde mærket et overskud på 2,1 milliarder kroner. I 2019 var det halveret til 1,1 milliarder kroner, og det har fået mærkets værdi til at falde fra 4,3 milliarder pund til én milliard pund. Den slags gør ondt, men en redningsplan er klar – SUV’en DBX.
Bilen til Charlotte – Aston Martin bygger SUV'en DBX
Den dugfriske SUV, som starter ved 1.377.333 kroner i England uden afgift, skal løfte salget markant. Siden lanceringen i slut-november har kunder allerede pre-bestilt 1.800 eksemplarer, som kan vise sig at være det kærkomne løft, som Aston Martin har brug for, hvis de skal vende det skuffende 2019-resultat.