Privatleasing er blevet rigtig populært. Især blandt de kunder som går efter et ”bilkøb” med lav udbetaling og budgetsikkerhed. Her er serviceeftersyn nemlig omfattet af de faste månedlige ydelser, ligesom man ikke skal bekymre sig om værditab og salg af bilen, når den skal udskiftes. Disse kunder vil Suzuki Danmark gerne have en del af og tilbyder nu, sammen med sin nye samarbejdspartner på området - Nordea Fleet – et, ifølge dem, skarpt og attraktivt leasingtilbud i markedet. Og det er Suzuki nu klar til at rulle ud over hele landet.
Suzuki Swift med kun 4.995 i udbetaling
Swift kan privatleases med en udbetaling fra lige under de 5.000 kroner. Og med en leasingperiode på 3 år og i alt 45.000 km er den månedlige ydelse 2.135 kroner inkl. service. Her får man en Swift 5-dørs model med 1.2 Dualjet motor, der yder hele 90 hk og alligevel kører 23,3 km/l ved blandet kørsel (EU-Norm). Udstyrsniveauet hedder Comfort, hvilket betyder, at udstyr som fx aircondition, el-ruder, fjernbetjent centrallås og ratbetjent cd-radio er standard. Og vil man hellere have Swiften i den nye ”20” jubilæumsudgave, skal man lægge et par tusinde mere i udbetaling, og den månedlige ydelse stiger med ca. 200 kroner.
Vitara SUV fra kr. 2.799 pr. måned
Er du mere til SUV, så er den helt nye Vitara med sit gode miks af stilfuldt design, gode pladsforhold og værdi for pengene et godt bud. Og med det nye leasingprodukt kan man nu også lease en Vitara på ganske attraktive vilkår. Med en periode på 3 år/45.000 km vil en 1.6 Vitara Comfort kunne leases fra 2.799 kroner om måneden med en udbetaling på 7.995. Et godt tilbud i den store SUV klasse, hvor der sjældent ses leasingaftaler med så lav en udbetaling. Comfort modellen byder på en velkørende 1.6 benzinmotor med 120 hk, der har et blandet forbrug på pæne 18,9 km/l og en ejerafgift på 600 kroner halvårligt. Og på udstyrssiden kan man her glæde sig over, at bilen har aircondition, cd-radio med Bluetooth, el-ruder for og fjernbetjent centrallås og multijusterbart rat. Og i Active niveau, hvor lækre features som fx multimediecenter med trykfølsom skærm, 17” alufælge og fartpilot med hastighedsbegrænser også er med på listen over standardudstyr, er den månedlige ydelse fra 3.199 kroner med 9.995 kroner i udbetaling.