Suzuki Grand Vitara med dieselmotor
Den nye og større generation af Danmarks absolut mest populære 4x4 blev med stor succes introduceret i september måned 2005. Med de to benzinvarianter med hhv. 1.6 og 2.0 motor har modellen, på kun fire måneder, solgt mere end 1.800 biler, og nu er Suzuki klar med den længe ventede dieselmodel, og forventer derfor et endnu større salg fremover.
I forhold til den tidligere model byder den nye Grand Vitara på et nyt design ude og inde, større dimensioner, et nyt 4x4 system og en helt ny opbygning af chassis og undervogn. Kvalitetsoplevelsen og komfortniveauet fik samtidig et stort løft i den nye model, og sammen med nye tekniske løsninger gjorde det bilen mere alsidig en nogensinde. Uden at de grundlæggende og velkendte off-road dyder blev tilsidesat.
Commonrail diesel med 129 hk
Dieselmotoren i den nye Grand Vitara er en 1.9 DDiS motor med commonrail-indsprøjtning, turbotryk og intercooler, der yder 129 hk ved 3.750 omdrejninger pr. minut, og har sit maksimale drejningsmoment på hele 300 Nm ved 2.000 omdrejninger pr. minut. Sammen med bilens avancerede 4x4 system giver det rigeligt med kraftoverskud til både almindelig landevejskørsel, til de mere krævende opgaver i terrænet eller med en trailer på krogen. Her må modellen nemlig trække en anhænger på op til 2 tons. Og hvis bilen skal udsættes for større udfordringer, kan centerdifferentialet låses, og reduktionsgearet indkobles for endnu bedre fremkommelighed og trækevne.Brændstoføkonomien er på fornuftige 13,0 km/l ved blandet kørsel ifølge EEC normen og 0-100 km/t nås på 13,2 sek., mens tophastigheden er 170 km/t . Og da udstødnings-systemet er forsynet med et selvrensende diesel partikelfilter, tilgodeses miljøet, da filteret effektivt fjerner dieselpartikler fra udstødningen.
ESP og 6 airbags
Grand Vitara diesel modellen er udstyret med hele den udvidede pakke af både aktivt og passivt sikkerhedsudstyr. Således er bilen forsynet med ESP (elektronisk stabilitets program), der aktivt griber ind, hvis bilen er ved at skride ud, TRC (traction control) der forhindrer hjulspind, og ABS bremser med elektronisk bremsekraftfordeling og bremseassistent. Og når bilen samtidig kører med permanent firehjulstræk, er der gjort alt for at minimere risikoen for ulykker. Hvis uheldet alligevel er ude, er passagerne bl.a. beskyttet af to front-, to side- og to gardinairbags, af sikkerhedsseler med selestrammere og begrænserfunktion og af et pedalsikkerhedssystem, der beskytter fødderne.
Van eller personvogn med alt i udstyr
Der kan vælges mellem personvognsudgaven på hvide nummerplader og Van modellen på gule, men fælles for begge udgaver er, at de kommer med højeste udstyrsniveau og modelbetegnelsen GLS. Det vil sige, at komfortudstyr som fx fuldautomatisk aircondition, el-betjente sideruder, design-integreret CD radio med ratbetjening, fjernbetjent centrallås og el-sidespejle med varme er standardudstyr. Det samme er tågelygter foran, varme i forsæderne, informationsdisplay og tagræling. De vejledende udsalgspriser er fastlagt til kr. 359.990 for Grand Vitara diesel som personvogn og kr. 174.990 ex moms som Van (kr. 209.650 inkl. moms). Og når dertil lægges, at begge modeller leveres med permanent firehjulstræk inkl. reduktionsgear, er der tale om en attraktiv totalpakke, som bliver svær at matche for andre udbydere på markedet.
Grand Vitara 1.9 GLS diesel i korte træk:
Motor: 1.9 DDiS commonrail
Ydelse: 129 hk og 300 Nm/2.000
Km/l: 13,2 iflg. EEC norm
Tophastighed: 170 km/t
4x4 system: Permanent med låsefunktion og reduktionsgear
Anhængervægt: Max. 2.000 kg med bremse
Udstyr: ESP, 6 airbags, ABS med EBD og bremseassistent, fuldautomatisk aircondition, el-betjente sideruder, el-betjente sidespejle med varme, fjernbetjent centrallås, CD radio med 4 højtalere og ratbetjening, pollenfilter,tagræling, sædevarme, hardcase til reservehjul og partikelfilter.
Garanti: 3 år/100.000 km mekanisk 12 år mod rustgennemtæring<&p>
Vejl. priser: Personvogn: Kr. 359.990
Van: Kr. 174.990 ex moms (kr. 209.650 inkl. moms)
Ekskl. levering og evt. metallak.