Volvo kan fremvise et stærkt første halvår 2016 med et overskud, som er godt og vel tredoblet til 4,3 millarder danske kroner. Samme periode sidste år var tallet ca. 1,3 milliarder. Periodens indtægter steg fra 58,8 milliarder danske kroner. til knap 65,4 milliarder.
Også procentvis blev overskuddet tredoblet i første halvår til 6,7 procent (2,2 i samme periode sidste år).
Første halvårs salg steg med 10,5 procent i forhold til første halvår 2015 til 256.563 biler. Stigningen går igen i alle tre salgsregioner. I Europa steg salget med 10,3 procent, I USA med 24,8 procent og i Kina med 6,3 procent.
”Tallene viser styrken i Volvo’s fornyelsesproces,” siger Håkan Samuelsson, administrerende direktør og koncernchef i Volvo Car Group.
De første seks måneder blev der solgt 43.911 eksemplarer Volvo XC90. Dermed er der solgt i alt 84.532 enheder, siden modellen blev introduceret i 2015, og det overstiger forventningerne. Den positive trend fortsætter efter lanceringen af S90 og V90, hvis salg accelererer i andet halvår 2016.
”Resultatet for første halvår kombineret med fortsatte produktintroduktioner gør, at jeg forventer, at 2016 bliver endnu et rekordår, både hvad angår salg og overskud,” siger Samuelsson.
”I vores fornyelsesproces indgår en fundamental forandring af virksomheden og dens finanser, og vi er godt i gang med at blive en veletableret producent af biler i premiumsegmentet,” slutter Håkan Samuelsson.