Hvis du har glemt det, så er en stationcar sådan en smart bil, der ikke står på stylter, og som har exceptionel god plads til hunde, barnevogne eller dåsebajerne fra Tyskland. Din familie vil altså elske den, men tør øjnene, for Audis RS4 har samtidigt muskler nok til at trække lakken af Porscher på tyskernes største forlystelsespark, Autobahn. Alt er godt.
Audi bygger videre på RS4 fra 2017, med 2.9 TFSI V6-biturbomotoren, der er toptunet til 450 hk ved 5700-6700 o/m og 600 Nm ved 1900-5000 o/m. Det giver pakkenellikerne et tryk fra 0-100 km/t på 4,1 sekund. Løjerne bremses først elektronisk ved 250 km/t.
TFSI-motoren vejer 182 kg, hvilket er 31 kg mindre end V8-motoren i forgængermodellen fra 2012, så selv om du er to cylindre fra den ondeste lyd i verden, så må du glæde dig over det mindre tryk på næsen.
Spring dette over, hvis ikke du er nørd
De to turboladere fungerer på hver deres cylinderrække og opbygger et ladetryk på op til 1,5 bar. Som i alle V6- og V8-motorer fra Audi er laderne monteret i en 90-graders indvendig vinkel i cylinderrækkerne, og derfor ligger topstykkernes udstødningsside indvendigt og indsugningssiden udvendigt. Det giver en kompakt opbygning og korte gasvandringer med minimale strømningstab, som skulle give 2,9 TFSI-motoren en mere spontan reaktion på speederbevægelser.
Audi RS Q3 bliver rå – fem cylindre og 400 heste
Kraften fra 2.9 TFSI-biturbomotoren overføres via en ottetrins tiptronic-automatgearkasse til et permanent firehjulstræk, som Audi jo kalder quattro. Ved almindelig kørsel har systemet en opsætning hvor 60 procent af momentet sendes til bagakslen og 40 procent til forakslen. Hvis hjulene på en af akslerne begynder at spinde, hvilket jo kan ske, overføres trækkraften til den anden aksel – op til 70 procent til forakslen og 85 procent til bagakslen.
Masser af underholdning og plads
Fik vi nævnt, at den også har et stort bagagerum? Det kan rumme 495 liter, og med bagsæderyglænet klappet frem og læsset helt til loftet vokser det til 1495 liter.
Betjeningssystemet er nyt, med en stor 10,1 tommer skærm i midten. Via en ny RS-MODE-knap på RS-multifunktionssportslæderrattet med flad bund kan føreren vælge de to indstillinger RS1 og RS2 i Audi drive select direkte. Derved åbnes automatisk de RS-specifikke visninger i Audi virtual cockpit, som er navnet på instrumenthuset – helt specifikt får du lækre nørdinformationer om g-kræfter, temperaturer, drejningsmoment, ydelse, omgangstider, accelerationsmåling osv lige i øjenhøjde. Altså en nødvendig picnickurv af info til fx en skovtur på en vej i Nürburg.
Kold tekniker med bløde værdier - test af Audi A6 Avant
Danskerne kan vælge mellem otte forskellige lakfarver, herunder turboblå og den nye metallakfarve tangorød, vist på billederne. I programmet fra Audi exclusive findes der derudover en lang række andre individuelle lakfarver som eksempelvis nogaroblå perleeffekt. Denne farve gjorde RS berømt på 1994 RS 2 Avant som er den legendariske forløber for alle RS-modellerne.
Vorsprung durch design – Audi A7
RS 4 Avant introduceres i Danmark i slutningen af 2019. Der er endnu ikke danske priser, ligesom udbuddet af udstyr heller ikke er fastlagt.
BONUS:
Audi RS 4 Avant – den legendariske blå vogn
Det er 25 år siden RS 2 Avant blev sluppet løs som et helt nyt vanvittigt concept, men det holdte jo fint vand – her får du modelhistorien.
1994 – Audi RS 2 Avant
Audi viste RS 2 Avant i 1994: Det var verdens første high-performance sportsvogn med fem sæder og stort bagagerum. Den kom i den karakteristiske nogaroblå farve og blå Alcantara-sæder. Den femcylindrede turbomotor pinte 315 heste ud af 2,2 liter, og accelererede Audi RS 2 Avant til 100 km/h på 5,4 sekunder. Topfarten var 262 km/h. Porsche var med til at udvikle den og leverede bremser og hjul.
1999 – første RS 4 Avant
Cosworth var med til at udvikle RS4 – Cosworth har bl.a. leveret Formel 1-motorer og den slags. Den fik en halv liter og en cylinder mere: 2,7 liter twin-turbo V6 med 380 hk. RS 4 blev en så stor success, at der blev bygget dobbelt så mange, som planlagt.
2005 – anden generation Audi RS 4
Før første gang kom den vilde stationcar som sedan. Faktisk kom stationcar-versionen først senere og minsandten om ikke også der kom en cabriolet-version. Til gengæld for denne udvanding fik den en fuldfed V8 på 4,2 liter og 420 hk. Det var første vogn med direkte benzinindsprøjtning som man kendte det fra motorsport og den kunne klare 8250 o/m. Lækkert! Quattro-firhjulstrækket kunne smide kræfter til den aksel, som havde mest bid og man kunne tilkøbe kulfiberbremser.
2012 – Tredje gang er lykkens: Audi RS 4 Avant
I Februar 2012, kom så trejde generation, som nu kun kunne fås som stationcar. Oven i denne stramme fokusering af konceptet, blev V8’eren pumpet til 450 hk.