Renault og den indiske bilproducent, Mahindra har underskrevet en hensigtserklæring om at etablere et langsigtet, strategisk partnerskab i Indien. Ifølge aftalen vil Renault og Mahindra i løbet af de næste fem år skabe en ny fabrik, der vil have kapacitet til at producere 500.000 biler om året.
Dette strategiske partnerskab vil drage nytte af det allerede eksisterende joint venture samarbejde mellem Renault og Mahindra om salg af Logan i Indien, der starter i første halvdel af 2007.
"Jeg er begejstret over at kunne offentliggøre denne udvidelse af vores samarbejde med Mahindra. Det vil, som jeg ser det, betyde meget for Renault's fremtidige udvikling i Indien," siger Carlos Ghosn, direktør og koncernchef for Renault. "Denne øgede tilstedeværelse på et af verdens hurtigst voksende markeder er nøglen til vores mål om international vækst".
Anand Mahindra, næstformand og adm. direktør hos M&M, udtalte: "Dette partnerskab er en succes, fordi det har basis i væksten på det indiske marked og Mahindra & Renault's fælles vision for kunderne. Det er en kemi, som vi opdagede, da Mahindra-Renault joint venture samarbejdet blev skabt. Dertil kommer, at både vi og Renault er villige til at strække os langt for at gøre Indien til et af bilindustriens nøglemarkeder på verdensplan".
Den kommende fabrik vil producere en række Mahindra såvel som Mahindra-Renault produkter, tilpasset de indiske kunders smag. Fabrikken skal omfatte en samlefabrik, som deles af de to partnere. Renault planlægger endvidere en motor- og gearkassefabrik. Produktionen forventes at gå i gang i første halvår 2009 med en startkapacitet på 300.000 biler om året. Fabrikkens geografiske placering vil blive offentliggjort senere.