Ifølge Nissan sætter den nye NP300 Navara nye standarder i 1-tons-pickup-segmentet. Den kombinere bl.a. det bedste fra Nissans førende crossover-biler med mere end 80 års erfaring med at designe og producere robuste pickup-modeller med gennemtænkte konstruktioner.
Udgangspunktet for udviklingen af bilen var, at komforten og raffinementet skulle forbedres, mens NP300 Navaras roste offroad-egenskaber, holdbarhed og lastkapacitet skulle bibeholdes. Den nye model har et robust og hårdført karrosseri, som har masser af nye konstruktionsmæssige funktioner, der yderligere forbedrer køreegenskaberne og de praktiske egenskaber. Ved at anvende det samme crossover-DNA, som danner baggrunden for biler som fx den segmentførende Qashqai, X-Trail og Juke, tilfører den nye NP300 Navara et helt nyt niveau af personbilslignende raffinement, stil, komfort og kvalitet samt nye teknologier til segmentet for pickup-biler.
Introduktionen af markedets første fabriksgaranti på 5 år eller 160.000 km, som den nye NP300 Navara er omfattet af, vidner også om bilens umiddelbare kvalitet og kan være med til at give mulige kunder ekstra ro i sindet.
Køreoplevelse og køreegenskaber
Et af det vigtigste elementer i forbindelse med udviklingen af NP300 Navara var at forbedre bilens raffinement, og at den skulle levere en køreoplevelse i stil med crossover-bilerne. For at opnå dette uden at gå på kompromis med bilens berømte offroad-egenskaber konstruerede Nissan et helt nyt 5-leddet baghjulsophæng med skruefjedre til Double Cab-modellen, hvilket forbedrer kørekomforten og køreegenskaberne markant. Desuden er det nye baghjulsophæng 20 kg lettere end den tidligere konstruktion med bladfjedre.
King Cab-modellen har en stærkt opgraderet version af ophænget med bladfjedre, som var monteret på den tidligere generation af modellen. Den nye underliggende bladfjederkonstruktion vejer ikke blot 7 kg mindre end den tidligere overliggende konstruktion, den giver også King Cab en forbedring på 3,1 % af baghjulenes tilkørselsvinkel samt reduceret vejstøj.
Det ændrede baghjulsophæng til den nye NP 300 Navara har også gjort bilen mere manøvredygtig. Takket være en reduktion af akselafstanden på 50 mm er vendediameteren nu kun 12,4 m.
Teknologi
I tråd med Nissans nytænkning og målsætning om at hæve forventningerne og tilbyde tidligere eksklusive funktioner til mange flere førere, er den nye NP300 Navara udstyret med række nye teknologier. I et segment, hvor man traditionelt set har været længe om at integrere det seneste nye inden for komfort og sikkerhed, sætter den nye standarder for prismæssigt overkommelig bilteknologi. Around View Monitor og automatisk nødopbremsning (FEB) – to meget roste sikkerhedsfunktioner fra crossover-segmentet – er unikke i segmentet for pickup-biler og giver kunderne mere avanceret teknologi, end man nogensinde før har set i en pickup.
Elektronisk reguleret begrænset spærredifferentiale er endnu en nyhed til Navara, som giver bilen et mere sikkert og fast vejgreb. Det avancerede system overvåger ved hjælp af bremsesensorer konstant hjulenes omdrejningshastighed, og hvis det registreres, at et af hjulene på en aksel drejer hurtigere end det andet, tilfører systemet kortvarigt bremsetryk, så det pågældende hjuls hastighed reduceres. Det resulterer i bedre vejgreb, bedre egenskaber i sving og en mere sikker fornemmelse.
Andre sikkerheds- og komfortfunktioner omfatter fartpilot, Hill Descent Control (HDC) og Hill Start Assist (HSA), der alle er specielt udviklet til at opfylde de specifikke behov hos ejere af NP300 Navara, samt nøglefri betjening, bakkamera og parkeringssensorer.
Design – crossover-stil kombineret med praktiske egenskaber
NP300 Navara er designet og konstrueret efter de særlige krav og præferencer hos de europæiske kunder, og den produceres på Nissans fabrik i Barcelona. Både King Cab og Double Cab er konstrueret med en robust og sportslig stil med en blanding af konvekse og konkave overflader, der giver bilen et dynamisk og dristigt look. Nissans V-motion-signaturkølergrill og boomerangformet LED-dagskørelys afslører tydeligt Nissan designet.
Som et bevis på Nissans kompromisløse tilgang til designet af NP300 Navara er den nye model udstyret med en af de mest omfattende aerodynamikpakker, der er skabt til en pickup. Hvert enkelt designområde er blevet studeret og udviklet med henblik på at producere en form, som har en 3,6 % lavere cW-værdi end den tidligere model. Denne forbedring er gjort mulig ved hjælp af en lang række intelligente designfunktioner inkl. en fleksibel tætning mellem kabinen og ladet, som giver en mere jævn luftstrøm over det område, hvor kabine og lad mødes. En ny motorhjelmsspoiler og frontspoiler er monteret foran, og en ny spoiler bag regulerer og styrer luftstrømmen over og omkring bilen.
Det helt nydesignede interiør giver en førsteklasses køreoplevelse, hvor alle elementer i kabinen er blevet optimeret til at give både fører og passagerer den bedst mulige kvalitet, komfort, rummelighed og praktiske egenskaber.
Instrumentpanelet er blevet nydesignet fra bunden, og det har en skulpturel udformning, som giver ekstra plads i kabinen og en større følelse af åbenhed. Forsæderne med lændestøtte, der er konstrueret med teknologi med inspiration fra NASA, giver bedre ergonomi og reducerer trætheden.
Herudover er der 2-zoners klimaanlæg i både King Cab og Double Cab samt nyt ventilationssystem bagest i kabinen og en ny sædekonstruktion, som gør passagerernes køreoplevelse mere komfortabel.
Motorer og gearkasse
Den nye Navara fås med enten to- eller firehjulstræk og enten en 6-trins manuel gearkasse eller en 7-trins automatisk gearkasse.
NP300 Navaras nye 2,3-liters dCi-motor er op til 24 % mere effektiv end den tidligere motor, og den er en af klassens mest økonomiske. Den er tilgængelig med to forskellige ydelser – 160 hk og 190 hk, og topversionen er udstyret med to turboladere, hvilket er første gang i en Nissan i dette segment. Takket være den betragteligt bedre brændstoføkonomi vil ejerne nyde godt af lave driftsomkostninger og markant reducerede CO2-emissioner. Ejerne af den nye NP300 Navara vil i henhold til prognosen spare op til 1.500 € over 3 år/60.000 km alene i brændstof i forhold til den tidligere model.
Firehjulstræk
Den nye NP300 Navara er, som kunderne forventer det, ligeså egnet til offroad-kørsel som til kørsel på vej. Firehjulstræksystemet bygger på styrkerne fra den tidligere models system og leverer glimrende vejgreb i hårdt terræn.
Systemet aktiveres og deaktiveres elektronisk via en drejekontakt på instrumentpanelet. For at opnå den bedste brændstoføkonomi og de bedste køreegenskaber kan førerne lade bilen blive i 2WD-drift ved kørsel på vej. Ved offroad-kørsel kan førerne vælge 4HI-indstillingen ved hastigheder op til 100 km/h.
Til offroad-kørsel er den også udstyret med et lavt gearområde. 4LO-funktionen er beregnet til at hjælpe bilen op ad stejle og glatte stigninger og overfører endnu mere moment til hjulene. Og til de vanskelige offroad-situationer er bilen tilgængelig med mekanisk differentialespærre.
NP300 Navara har masser af teknologiske funktioner som standardudstyr – heriblandt Hill Descent Control (HDC). Systemet aktiveres ved at trykke på en knap på midterkonsollen, og det anvender et netværk af sensorer til at registrere hjulspind og opretholde vejgrebet ved at tilføre moment og bremsetryk efter behov, så nedkørslen kan ske med fuld kontrol. Førerne kan øge hastigheden på nedkørsler ved at træde lidt på speederen.
Hill Start Assist (HSA) er endnu en rost funktione som Nissan har været pioner med i sine crossover-modeller. Systemet er blevet tilpasset, så det passer til de særlige krav med NP300 Navaras lastkapacitet, og det giver førerne endnu mere ro i sindet – selv ved kørsel med tunge trailere. HSA opretholder bremsetrykket, så bilen ikke ruller baglæns ved igangsætning på en stigning – systemet deaktiveres automatisk efter 2-3 sek.
Nyttelast og anhængervægt
Pickup-ejere har brug for deres biler for at udføre deres arbejde, og derfor er NP300 Navaras nyttelast og anhængervægt blevet øget. Med en nyttelast, som nu overstiger 1 ton for alle modeller, og en imponerende anhængervægt på 3.500 kg er den nye NP300 Navara klar til at håndtere selv de hårdeste og mest krævende arbejdsopgaver eller fritidsaktiviteter.
Selve ladet rummer det roste C-channel-læssesystem. Med heavy duty-kanaler på bagsiden af kabinen og på ladsiderne har ejerne komplet fleksibilitet, når det drejer sig om fastgørelse af skrøbelig last. Spændebøjler kan forskydes langs den C-formede kanal, så derfor kan selv den mest usædvanligt udformede last nemt fastgøres.
For at hjælpe ejerne med at få endnu mere med er ladet på den nye Double Cab 67 mm længere end på den tidligere model, og ladet er nu størst i klassen med en længde på 1.578 mm. Ladet på King Cab er 1.788 mm langt.
Udstyrsversioner
Den helt nye NP300 Navara er tilgængelig i fire udstyrsversioner: Visia, Acenta, N-Connecta og Tekna – alle med et usædvanligt højt udstyrsniveau. Alle versioner har syv airbags, elektronisk bremseregulering, elektroniske assistentsystemer til offroad-kørsel som f.eks. hill-start assist og elruder.
Tilbehør
Gennem sin lange historie i segmentet har Nissan udviklet god forståelse for, hvordan ejerne bruger deres biler. Tilbehør, der giver kunderne mulighed for at skræddersy deres biler, spiller en vigtig rolle for købsbeslutningen i pickup-segmentet, og derfor lancerer Nissan den nyeste generation af modellen med ikke færre end 125 tilbehørsmuligheder.
Det officielle udbud af tilbehør til NP300 Navara omfatter ting som anhængertræk og ladbeklædninger (plastik og aluminium), forskydelig lastbakke til ladet og et nyt hardtopdesign, som beskytter og sikrer lasten. Til kunder, der ønsker at individualisere deres bil endnu mere, tilbyder Nissan også et udbud af designmæssigt tilbehør, som omfatter alufælge, ladrælinger og kromdetaljer.