Ford genopliver Capri og forvandler den til en fornuftig elbil. Coupé-formen er intakt, men ellers er der mere Volkswagen ID.5 end 70’er sportsvogn over den nye Capri, som lander i Danmark sidst på året
Den originale Capri blev introduceret i 1969 som en Mustang til Europa, altså en flot og spændende sportsvogn, som var til at betale for almindelige mennesker. I Danmark hyldede man modellen ved at kåre den som Årets Bil samme år – for øvrigt den første vinder af kåringen nogensinde. Men nu kan den ikke ligge længere i en hengemt skuffe. Ford har brug for modellens historie til at give en ny elbil noget mere autenticitet.
Explorer er Fords nye folkevogn
Det er en øvelse, Ford efterhånden er mester i. Senest har de lanceret Explorer, en velkørende elbil, men som får navnet fra en stor, amerikansk SUV. Mustang Mach E er det tydeligste eksempel, hvor det reelt kun er navnet, der har noget tilfælles med originalen.
Baseret på Volkswagen ID.4
Den nye elektriske Ford Capri er, ligesom originalen, der var baseret på Ford Cortina, baseret på den familieorienterede nye Ford Explorer, der igen er bygget på Volkswagen ID.4. Det betyder, at du får VW-koncernens velfungerende elmotor, der trækker på baghjulene med 286 hestekræfter. En firehjulstrukken 340 hestes version bliver også tilgængelig, men hvis Capri kører som Explorer, kan du sagtens nøjes med 286 heste, og Ford-optimerede køreegenskaber.
Elektriske udfordringer – brugttest af Ford Mustang Mach-E
Ford kommunikere endnu ikke batteristørrelsen, men der er med al sandsynlighed tale om det samme 52, 77 og 79 kWh batteri, som lader fra 10 til 80 procent på 26 minutter for den firehjulstrukne version. Takket være det glatte coupé-design kører Capri endnu længere end Explorer, faktisk helt op til 627 kilometer på en opladning. Når det kommer til bagagerummet, slår Capri også Explorer. Explorer nøjes med 470 liter, mens Capri sluger hele 572 liter.
Danske priser på Ford Capri
Mens Ford Explorer er ved at blive rullet ud i de danske salgslokaler, må du vente lidt længere på den nye Capri. Den lander i Danmark til forventet dansk levering ultimo 2024/primo 2025, og med priser fra 319.990 kr. kan du sætte dig til rette i den baghjulstrukne Ford Capri Select, der har 170 hestekræfter og en standard rækkevidde på op til 389 km. For 359.900 kroner får du 286 heste og 627 kilometer rækkevidde. Capri Select med 340 hk, firhjulstræk 592 kilometer rækkevidde koster fra 379.990 kroner. Premium-udgaven med 20 tommer alufælge, B&O Premium audio system, fuldt kunstlæderindtræk på sæderne, håndfri el-bagklap, Matrix LED-forlygter med blændfri funktion og ambientebelysning i bilens kabine koster 20.000 kroner mere.