Volkswagen har introduceret en billigere variant af elbilen ID.3. Batteriet er på 45 kWh, og samtidig udvider Volkswagen paletten med endnu en budgetudgave med 145 hestekræfter.
Volkswagen har travlt – i Danmark håber man at sælge 10.000 elbiler i 2021. Trin to i raketten er den Golf-lignende ID.3, som allerede har vist sig populær herhjemme. Sidste år blev der solgt hele 1.722 biler, til trods for at bilen først blev lanceret i august. Men der er stadig et godt stykke til den traditionelle Golf, som solgte 3.650 eksemplarer sidste år. Volkswagen sætter nu ekstra forstærkning ind, for at få ID.3 til at kravle op ad salgslisterne. Nu lancerer de to budget-versioner.
Anmeldelse: Den elektriske folkevogn – kan VW ID.3 blive Årets Bil
Vi har længe vist, at Volkswagen ville lancere ID.3 City med et mindre batteri, og den er klar nu. Den får et 45 kWh-batteri, som er nok til 349 kilometer rækkevidde, og startprisen bliver 269.995 kroner. Det betyder, at du nu kan købe en ID.3 med 45 kWh, 58 kWh eller 77 kWh stort batteri og op til 540 kilometer rækkevidde, og da startprisen før var 324.995 kroner, er startprisen faldet 55.000 kroner.
Nyhed: For andet år i træk vinder elbil Årets Bil
Elmotoren i ID.3 City yder 150 hestekræfter, og ID.3 kan accelerere fra 0 til 100 km/t på kun 8,9 sekunder. Blandt standardudstyret kan nævnes trådløs Apple Carplay/Android Auto, nøglefri start/stop, stemningslys i interiøret i 10 farver, Discover Pro navigationsanlæg og læderbeklædt Multifunktionsrat med varme. ID.3 City er også sikkerhedsmæssigt godt kørende med mange effektive assistentsystemer, som den forudseende og adaptive fartpilot med Stop-and-Go-funktion, Lane Assist og Front Assist med City Emergency Brake og registrering af fodgængere og cyklister.
Stort batteri, færre heste
ID.3 med 58 kWh-batteri er også blevet endnu mere attraktiv på prisen med introduktionen af en ny Life-version med 145 hestekræfter i stedet for de normale 204 hestekræfter. Prisen starter ved 299.995 kroner, og denne version kan accelerere til 100 km/t på 9,6 sekunder og en rækkevidde på 423 kilometer. ID.3 Life med 145 hestekræfter kan lade med henholdsvis 11 kW AC og 100 kW DC, hvilket gør det muligt at lade 100 kilometer ekstra rækkevidde på kun otte minutter ved 100 kW DC. ID.3 med 145 hk-motor tilbydes også i udstyrsversionerne Business til 329.995 kroner og Family til 339.995 kroner.
Nyhed: VW’s elektriske SUV skal omvende danskerne
Inkluderet i prisen på alle ID.3-varianter er et 5 år/100.000 kilometer Service- og Reparationsabonnement, så kunden ikke behøver at bekymre sig over fremtidige udgifter til service eller eventuelle reparationer. Man kan i forbindelse med køb af en ID.3 tilkøbe en Clever-installation af en ladeboks for kun 2.500 kroner, som normalt koster 7.500 kroner, og et Clever Unlimited abonnement til 749 kroner per måned, som giver adgang til ubegrænset opladning både ude og hjemme.