Lotus viser deres kommende superbil Evija, som får 2.000 hestekræfter fra fire elmotorer, som gør den til verdens kraftigste produktionsbil – selv om der kun skal bygges 130 biler.
Det lyder helt sindssygt. Bedst som vi troede, at Lotus gik og led en stille død, smider de en bombe i form af et elektrisk monster. Det er en ny model, som får navnet Evija, og Lotus lover, at den får 2.000 hestekræfter – TO TUSINDE HESTEKRÆFTER. Det er sindssygt.
Lotus fortæller, at hele chassiset er lavet som en monocoque, altså en skal, i kulfiber. Det er bygget til Formel 1-specifikationer og vejer bare 129 kilo. På trods af et gigantisk batteri er målet, at bilen samlet skal veje 1.680 kilo – til sammenligning vejer en Bugatti Chiron med 1.500 hestekræfter lige omkring to tons. Når det kommer til fartpotentialet, virker det næsten til, at Lotus underdriver, for 100 km/t opgives til bare at være under tre sekunder, og topfarten er over 320 km/t. Til gengæld lover de, at 300 km/t nås på under ni sekunder, og 100 km/t til 200 km/t kan klares på under tre sekunder – det er ret kvikt.
Mere strøm
Lotus satser altså på, at Evija får i alt 2.000 hestekræfter og 1.700 Nm, og al den strøm, der skal bruges, kommer fra et 2.000 kW litium ion-batteri, som skulle kunne give en rækkevidde på op til 400 kilometer. Alt, hvad der har at gøre med strøm, er udviklet i samarbejde med Williams Advanced Engineering (WAE), som har samlet erfaring ved at stå for teknikken bag de første fire sæsoner af Formula E.
Toyota Yaris GRMN – festversionen til de fartglade
Selve batteriet er placeret lige bag kabinen, som en benzinmotor i en ’normal’ superbil til gavn for vægtfordelingen. Ude ved hvert hjul sidder en meget kompakt og kraftig elmotor, som altså skal yde 500 hestekræfter. Torque vectoring er det engelske udtryk for at kunne sende moment fra side til side. Ved at kunne kontrollere momentet fra side til side, har man en fordel, for hjulene roterer kortere på den ene side af bilen end den anden, når man kører gennem et sving. På en benzindreven bil vil man typisk bruge bremserne til at justere overførslen af moment, men med fire individuelle elmotorer, kan computeren langt hurtigere lade én motor yde mere eller mindre, og på den måde burde Evilja blive langt mere præcis i sine køreegenskaber.
Følg med strømmen
Lotus starter produktionen af Evija i 2020 på fabrikken i Hethel i Storbritannien, men der skal kun bygges i alt 130, som den interne modelbetegnelse Type 130 angiver. Og du skal nok ikke gøre dig forhåbning om at købe den. Et depositum koster 2.068.000 kroner, og selve bilen ender med at koste over 14 millioner kroner i Storbritannien.
Volvos redningsmænd vil genoplive Lotus
Denne slags biler kan ikke bare udvikles på et lille kaffelugtende kontor, hvor der sidder et par ingeniører bag grå computerskærme. Det kræver rigtigt mange penge, og så er det jo godt, at 51 procent af Lotus i dag ejes af Geely, den kinesiske stormagt, som også ejer Volvo. Tidligere har Geely udtalt, at man var villig til at investere op mod 12 milliarder kroner for at få mærket ud af starthullerne igen.