Balance som en Formel-bil, masser af fart og forbrug som en mikrobil. Nu importeres Caterham til Danmark, og det betyder, at du kan lease den mindste model til – ja, halvmange penge.
Caterham laver gudsbenådede køremaskiner, og nu er de i Danmark. Introduktionen er timet med en opdateret model, Caterham 170 – det britiske mærkes billigste model. I stedet for potente motorer med flere hundrede hestekræfter, har man stoppet en 660 kubik trecylindret og turboladet motor fra Suzuki i bilen. 0,6 liter er jo motorcykel-størrelse, men motoren stammer faktisk fra Suzukis serie af kei cars, en særlig type af små biler i Japan.
Den dansende frisør - brugttest af Mazda MX-5
Du får altså turbo, fire ventiler per cylinder og kædetrukket overliggende knastaksler og en ydelse på 85 hestekræfter ved 6.500 o/min og 116 Nm. Det lyder ikke ligefrem imponerende, men du kommer ikke til at kede dig bag det mikroskopiske rat. Bilen vejer blot 440 kilo, og det svarer til, at den har 170 hestekræfter per ton – heraf navnet.
Toyota Yaris GRMN – festversionen til de fartglade
Det sætter den lille 2-personers sportsvogn i stand til at gå fra 0-100 km/t på 6,9 sekunder, mens topfarten er 170 km/t på grund af en tætgearet 5-trins manuel. Fordelen er så, at Caterham 170 kører 21,4 km/l, så du kan have det sjovt, mens du er grøn.
Priserne i Danmark
Den nye model introduceres i Danmark af en ny nordisk importør, men fortsat med den kendte Caterham-profil Regin Jensen som dansk tovholder. Desuden har Regin Jensen indgået samarbejde med leasingselskabet Autoteknika fra Hjørring, om et leasingtilbud, som gør den nye lille Caterham lettere tilgængelig i Danmark.
Suzuki skyder genvej i emissionsjungle – nu kan du få den charmerende Jimny som varebil
Med afgift starter Caterham 170S ved 555.755 kroner, hvilket kan konverteres til en månedlig leasingydelse med moms på 7.305 kroner med en førstegangsydelse på 52.801 kroner for seks aktive måneder, med en stilstandydelse for seks passive måneder på 1.706 kroner per måned. Det er ikke ligefrem billigt, og derfor forventer Regin Jensen heller ikke, at se salgstal, der matcher Volkswagen Up – nok snarere et antal, der kan tælles på en hånd.
Caterham 170S er til tænkt som en gadevariant, og som standard får du blandt andet lædersæder og en affjedring, som er sat op til landevejen. Er du typen, der kan lide at iklæde dig kørehandsker og hjelm i weekenden, så findes der også en R-version, som mangler forruden. Til gengæld har den sportsundervogn, spær på bagakslen, racersæder med firepunktssæder og kulfibertrim flere steder. Prisen her starter ved 590.565 kr.
Gang i gaden – seks GTI’er til under 150.000 kroner
Er du sulten efter mere fart, så kan du i Danmark nu også købe Caterham 485, der med en 2-liters Ford-motor og 240 hestekræfter kan ramme 100 km/t på 3,4 sekunder. For 12 måneders leasing med seks brugsmåneder og seks måneder med stilstand skal du slippe 134.297 kroner i førstegangsydelse, 13.877 kroner i de måneder, den kører, og 2.520 kroner for de måneder, hvor den står stille.