Som de første i Europa er Ford klar med en fartpilot, som ikke bimler og bamler, når du slipper rattet. Fartpiloten Bluecruise kan nemlig køre selv. Indtil videre dog kun på motorveje, og kun i tre europæiske lande. Til gengæld virker det – vi har selv prøvet det.
For en entusiast klinger det lidt hult i begejstringens tromme, når talen falder på selvkørende biler – jow, jow, det er godt for den nervøse bilist. Men teknologien er ikke noget for raske drenge, der er vokset op med at køre markræs. Sådan nogle som os, kan sgu godt hitte ud af at køre en bil. Derfor er det med et ordentlig bunke skepsis i ryggen, vi sætter os i en Ford Mustang Mach-E udstyret med Fords nye autopilot, kaldet Bluecruise. Teknikken kommer til Danmark næste år, for den er stort set identisk med den, du kender fra en normal fartpilot. Altså den, der kan holde dig indenfor de hvide linjer, men med en vigtig forskel. Med Bluecruise må du må gerne slippe rattet og lade bilen køre selv, i stedet for at den skælder dig ud.
Elektriske udfordringer – brugttest af Ford Mustang Mach-E
Vi er inviteret til Køln af Ford, fordi Tyskland netop har godkendt teknikken med den selvkørende bil på motorveje. Også Spanien og England har godkendt den nye Ford-teknik, og Danmark følger til foråret.
Blæst bagover
Efter ganske få kilometer på den tyske Autobahn, er vi komplet blæst bagover. Blæst over hvor afslappet det faktisk er, at bilen gør arbejdet for dig. Du sætter fartpiloten på som normalt. Bilen finder så selv ud af, om den er i en såkaldt Bluezone, som Ford har valgt at kalde de motorvejsstrækninger, hvor teknikken er lovlig. Når den har fanget det, fyldes skærmen med en blå farve, og en Tuborg-boble omkranser et stort bil-ikon i midten af skærmen, mens teksten Bluecruise vises. Så må du gerne slippe rattet.
Herefter kan du lade bilen styre pedaler og rat, og efter cirka 16 sekunder indfælder nydelsen sig – som at synke ned i en dyb biografstol, hvor filmen netop er begyndt, popcornene er i fingrene, turen er startet, eventyret kører, man er på vej.
Volvo vil forvandle Gøteborg til en bilfri by
Selv om systemet kræver, at du holder øjnene på vejen og derfor bimler efter fem sekunder, hvis ikke du gør, bliver det ikke kedeligt. Det er kun en følelse af afkobling, som fylder. Sært nok, bliver det pludselig enormt krævende at skulle blinke ud og dreje rattet, hvis du beslutter dig for at overhale fx en lastbil. Æv, så skal der pludselig styres igen – og det sagt af en bilentusiast! Motorveje har dog aldrig været særlig ophidsende og slet ikke med vore dages trafik, hvor alle andre enten kører for langsomt, for hurtigt, for tæt på eller aldrig trækker ind i inderbanen. Alt det fortoner sig og bliver ligegyldigt, og ja, det er lige før det faktisk er helt ok at trille med 90 km/t bag en lastbil.
Blå zone
Systemet virker op til 130 km/t, så du kan såmænd sagtens komme hurtigt frem. Det fungerer ved hjælp af fem kameraer, ét i hvert hjørne og et midtfor fremad. Og så et kamera, der peger på chaufføren, og som holder øje med, om du holder øje med vejen. Det sker via infrarødt lys, ligesom ansigtsgenkendelsen på din mobil, så kameraet kan se i mørke og bag dine solbriller. Selfiekameraet er et krav fra myndighederne.
For der er ikke tale om en selvkørende bil, men en køreassistent, hvor du har ansvaret for kørslen. Ford kalder det selv for niveau L2+, med reference til de selvkørende bilers niveauer – vi er altså på lidt over niveau 2, og niveau 5 er der, hvor bilen kører så meget selv, at du ikke kan få lov.
Euro NCAP: Selvkørende biler hører stadig til i fremtiden
De blå zoner, hvor bilen må køre, har Ford selv defineret sammen med myndighederne, og de findes kun på motorvejsstrækninger, men til gengæld er det 98 procent af dette vejnet, systemet dækker i Tyskland. Tunneller,
skarpe sving, afkørselsramper, motorvejsfletninger og betalingsområder, som man kender fra fx Storebæltsforbindelsen, er ikke håndfri.
Kun Mustang Mach-E
Til gengæld fungerer systemet også ved vejarbejde, da det forstår skilte og gule striber. Så længe vejen er bred nok og skiltning er tydeligt, så virker det – vi prøvede det gennem et af de mange vejarbejder på de tyske motorveje, hvor systemet på intet tidspunkt blev nervøst.
Ny Ford Explorer – en elektrisk folkevogn til 340.000 kroner
Fremtiden er her. Men altså først næste år, og det blev altså i en Ford – og kun én Ford, nemlig Mustang Mach-E, hvor 2023-modellerne faktisk allerede er forberedt på det og kan få det installeret over the air. Ingen andre modeller, ej heller den nye Explorer, får det i nær fremtid. Bluecruise koster naturligvis lidt – regn med 25 euro pr. måned, cirka 190 kroner, hvor de første tre måneder er gratis, og du kan opsige det med en måneds varsel.
Vores tur er slut, og det er faktisk svært at skulle overdrage bilen til næste tester, trods træls trafikeret motorvej, og det siger jo lidt om, hvordan autopiloten forvandler helvedet til måske ikke paradis, men overtager det kørestress, man ikke anede var der.