Der er opsigtsvækkende nyt på vej, når Toyota efter sommerferien introducerer den nye Auris i Danmark. Ikke nok med at et nyt, skarpere design, en opgraderet kabine, øget komfort og helt nye sikkerhedssystemer finder vej til den nye Auris. En helt nyudviklet 1,2-liters benzinturbomotor ser også for første gang dagens lys.
Toyota har i mange år sværget til hybridteknologien og gør det i høj grad stadig. Hver tredje solgte Auris i Danmark i fjor var således en hybridbil. Toyota Auris udmærker sig i det hele taget som den første bilmodel, man siden 2010 har kunnet vælge som enten en benzin-, diesel-eller hybridbil.
Nu markerer Auris sig endnu engang som foregangsmodel, når Toyota for første gang nogensinde introducerer en helt ny turbobenzinmotor. Her vil man ud over den allerede kendte 1,33-liters benzinmotor altså også kunne vælge en 1,2-liters turbobenzinmotor med 116 hk og et maksimalt omdrejningsmoment på 185 Nm allerede fra 1.500 o/min.
Den nye turbobenzinmotor i Auris er på alle måder bemærkelsesværdig i Toyota-sammenhæng. Her har turbo i nyere tid udelukkende fundet vej til bilproducentens dieselmotorer. Med introduktionen af den egenudviklede 1,2-liters turbobenzinmotor følger Toyota tidens trend om at downsize for at optimere brændstofforbruget og gennem en turbolader samtidig at bevare en høj ydelse.
Hybridbil kører endnu længere på literen
Det er fortsat muligt at vælge den nye Auris som hybridbil. Her får man en bil med automatgear og mulighed for kørsel på ren el over kortere strækninger, uden at man på noget tidspunkt skal tænke på at oplade bilen. Det gør den nemlig helt af sig selv under kørslen.
Samtidig udmærker hybridudgaven af den nye Auris sig ved at køre længere på literen end den nuværende i forvejen brændstoføkonomiske hybridudgave. Faktisk er den nye Auris Hybrid testet til i gennemsnit at køre helt op til 28,6 km/l ved blandet kørsel med en CO2-udledning på kun 79 g/km. De tal er opnået gennem bedre aerodynamik og miljødæk med mindre rullemodstand.
Den nye Auris kan også fås med to dieselmotorer. Toyota har optimeret sin egen 1,4-liters dieselmotor kraftigt bl.a. ved hjælp af en helt ny turbolader, der reducerer friktionen i turbineakslen med op til 20 % og samtidig forbedrer effektiviteten, så den kan generere et endnu højere ladetryk selv ved helt lave omdrejninger. Dieselmotoren yder uændret 90 hk med et drejningsmoment på 205 Nm allerede fra 1.400 o/min og med en markant forbedret brændstoføkonomi på op til 29,4 km/l og en CO2-udledning på 89 g/km.
Alle motorer opfylder Euro 6 krav
En ny 1,6-liters dieselmotor fra BMW finder ligesom i den 7-personers familiebil Toyota Verso og den nye Avensis også vej til den nye Auris og erstatter Toyotas gamle 2,0-liters dieselmotor. Fælles for alle motorerne i den nye Auris er, at de hver især til fulde opfylder de nyeste og ekstra strenge Euro 6 forureningskrav.
Den nye Auris vil ligesom den nuværende model både kunne fås som hatchback og stationcar og skal i øvrigt fortsat produceres side om side med den nye Avensis på Toyota-fabrikken i Burnaston i England.