Med en startpris på under 390.000 kroner og op til 513 kilometer rækkevidde, sigter Toyota deres første elbil lige i hjertekulen på Volkswagen og ID.4. Toyotaen skal vinde kunder på terrænegenskaber og klassens bedste batterigaranti.
Navnet er umuligt, men bZ4X, Toyotas første egentlige elbil, kan nu bestilles hos Toyota Danmark, og det betyder flere ting. Dels kender vi nu prisen, og så kender vi også rækkevidden for de forskellige modeller, og der tegner sig et billede af en bil, der går lige i flæsket på Volkswagen ID.4.
Sent til festen, MEN Toyotas første elbil får branchens bedste batterigaranti
Priserne starter ved 387.990 kroner for en Essential-variant med forhjulstræk, 204 hestekræfter, et 71,4 kWh stort batteri, som giver en rækkevidde på op til 513 kilometer, og kan lynlades med 150 kW. Her får du blandt andet 18 tommer alufælge, otte tommer multimedieskærm, nøglefri betjening, fjernstyret klimaanlæg, adaptiv fartpilot med køfunktion, bakkamera, LED-lygter for og bag, varme i sæder og i læderrattet, tagræling, Toyota Smart Connect med cloud-navigation og over-the-air opdateringer, trådløs Apple CarPlay og Android Auto, samt Toyotas seneste generation af sikkerhedspakken Toyota Safety Sense med automatisk nødbremse, vejkrydsassistent, vognbaneassistent med aktiv styring og en hel masse mere.
Slagsmål på garanti
Til sammenligning starter Volkswagen ID.4 ved 374.995 kroner, 77 kWh batteri, 511 kilometer rækkevidde og 174 hestekræfter, og en ladeeffekt på 125 kW. Her Inkluderer prisen en serviceaftale på fem år/100.000 kilometer, og batteriet har en garanti på otte år/160.000 kilometer.
Familien fremtid – Volkswagen ID.4
Hos Toyota får du tre år eller 45.000 kilometers service- og reparationsaftale med, sammen med fem år eller 100.000 kilometer fabriksgaranti på bilen. Du har mulighed for op til 10 år eller 160.000 kilometer serviceaktiveret garanti med Toyota Relax, som grundlæggende betyder, at bilen fortsat har fabriksgaranti, hvis den bliver serviceret hos Toyota. Og så giver Toyota 10 år og op til 1 million kilometer garanti for at batteriet kan bevare 70 procent af kapaciteten. Det er klassens bedste batterigaranti.
Tre udstyrsniveauer
Toyota introducerer i alt tre udstyrsniveauer og forskellige tilkøbspakker. Mellemste udstyrsniveau har navnet Active til 409.990 kroner. Her byder den udstyrslisten på intelligente Matrix-forlygter, 12,3 tommer multimedieskærm, varme i forruden, tonede ruder, el-justerbart førersæde med lændestøtte, trådløs oplader til smartphone, Blind Spot Monitor og 360 graders panoramavisning.
Hurtigere end et Happy Meal – Hyundai Ioniq 5
Det er muligt at tilkøbe en Design-pakke til Active-udgaven. Design-pakken rummer både 20 tommer alufælge, metallak med bitone sort lakeret tag samt panoramaglastag for 16.000 kroner, mens en Premium-pakke koster 23.000 kroner og byder på samme udstyrsdetaljer som Design-pakken og derudover også et JBL-lydanlæg.
Topudstyrsudgaven af bZ4X har navnet Executive. Her får du 20 tommer alufælge samt det øvrige udstyr fra premium-pakken. Dertil får man en frontgrill og sidelister i krom, kunstlæderindtræk, ventilerede forsæder, varme i bagsæderne og en intelligent fjernstyret parkeringsassistent, så man kan parkere sin bil ved hjælp af en app uden at sidde fysisk bag rattet.
Brødredrab – vi kører den elektriske Q4 e-tron
Det ekstra udstyr og større fælge koster til gengæld på rækkevidden, som spænder fra 416 kilometer til 504 kilometer uden firehjulstræk. Så er det godt, at det også er muligt at vælge bZ4X med et indbygget solcelletag, der bidrager til opladningen af bilen både under kørslen, og når den holder parkeret. Solcelletaget kan samlet set give op til 1.800 kilometer ekstra kørsel på ren el om året og kan tilkøbes topudgaven for 12.000 kroner.
For- eller firehjulstræk
bZ4X kan fås med enten forhjulstræk eller firehjulstræk. Den elektriske drivlinje byder i den forhjulstrukne udgave på 204 hestekræfter og 265 Nm. Det accellerer den store SUV fra 0 til 100 km/t. på 7,5 sekunder.
Den firehjulstrukne udgave af bZ4X har to separate 80 kW elmotorer på for- og bagakslen med en samlet systemydelse på 218 hestekræfter og et drejningsmoment på 336 Nm, hvilket giver en acceleration fra 0 til 100 km/t. på 6,9 sekunder. Firehjulstrækket koster 20.000 kroner ekstra og kan vælges til mellem- og top-udgaven.
Toyota pumper elbiler ud – vil præsentere 30 nye modeller inden 2030
Hvis man er mere interesseret i at privatlease fremfor købe den nye bZ4X, er det også muligt. Prisen starter ved 4.595 kroner per måned med 24.995 kroner i førstegangsydelse. Det er for Essential udgaven med forhjulstræk. Den forventede mest populære udstyrsudgave, Active, vil kunne privatleases for 4.750 kroner per måned med 24.995 kroner i førstegangsydelse.
Toyotas bZ4X får dansk premiere til juni, hvor den står klar hos Toyota-forhandlere over hele landet. Det er dog allerede nu muligt at bestille bZ4X online.