Hyundais nye version af i10 bliver større, mere sikker og med mere standardudstyr, men startprisen er heldigvis stadig under 100.000 kroner.
Hyundai i10 har altid været en dansk favorit, og med god grund. Den byder på meget mere plads end de fleste af sine konkurrenter i mikrobilsklassen. Nu er der kommet en ny variant, og den er blevet endnu større. Men heldigvis er prisen ikke vokset.
Ny Hyundai i10 – tænker på dig, der ikke kan køre bil
Hyundai i10 fås i tre udstyrsvarianter. Basisversionen Pure starter ved 99.995 kroner. Standard har den en nødbremse, der også genkender fodgængere. Derudover får den aktiv vognbaneassistent, træthedsovervågning, fjernlysassistent, fartpilot og eCall, som selv sørger for, at bilen kan ringe til alarmcentralen, hvis der sker en ulykke. Systemet fortæller, hvor køretøjet befinder sig.
Hyundais nye i20 får Polo til at ryste i bukserne
Næste variant hedder Essential, og den koster 109.995 kroner. Den får et læderbeklædt multifunktionsrat, aircondition, otte tommer trykfølsom skærm med Apple Carplay, bluetooth, elruder foran, elspejle med varme og højdejusterbart førersæde. Vælger man Advanced, som starter ved 116.995 kroner, får man desuden et midterarmlæn foran, klimaanlæg, bakkamera samt varme i rat og forsæder. Ønsker man baksensor, kan den tilkøbes for kr. 3.495 kroner.
Flere pakker at vælge mellem
Udover de tre forskellige udstyrsvarianter, er der også mulighed for tre forskellige pakker. En komfortpakke med klimaanlæg, varme i rat og forsæder koster 4.995 kroner. Designpakken indeholder halogenforlygter med projektørlinse, bi-funktion til nær- og fjernlys og statisk kurvelys, LED-køre- og positionslys. Karosseriet er to-farvet, grillen er lakeret sort, og bagruderne er mørktonede til en pris på 10.995 kroner. Endvidere tilbydes der en teknikpakke, som koster 14.995 kroner. Teknikpakken indeholder det helt nye Bluelink med app funktioner, navigation, DAB+ radio samt skiltegenkendelse.
Billig privatleasing – her er de bedste privatleasing tilbud
Hvis det frister, kan du vælge mellem otte forskellige lakfarver, instrumentbord i tre forskellige varianter og fire forskellige sædeindtræk. Tilmed kan i10 nu fås med kontrastfarve på taget i enten sort eller rød.
Manuelt gear uden kobling
Akselafstanden er øget med fire centimeter fra 239 centimeter til 243 centimeter, som giver ekstra plads i kabinen, specielt på bagsædet. Samtidig er bilen lavere end forgængeren, hvilket giver den et mere dynamisk og selvsikkert udtryk. Motoren er en ny 3-cylindret benzinmotor på 1,0 liter med 67 hestekræfter og en endnu bedre brændstoføkonomi. Som alternativ til det 5-trins manuelle gear vil den nye i10, som én af de få i klassen, kunne fås med en nyudviklet selvskiftende manuel gearkasse. Det er altså ikke en konventionel automatgearkasse, men en automatiseret manuel, hvor en servomotor overtager koblingens skiftefunktion. Merprisen er 15.000 kroner.