Fiats rummelige varebil, Ducato, er populær som handicapbus, så populær, at en forhandler netop har solgt nr. 3.000 Ducato til handicapbrug. Med 33 pct. af markedet ligger Fiat Ducato i førerfeltet som landets mest solgte handicapbus i første kvartal af 2006.
Mere end hver tredje handicapbus, der sælges i Danmark, er en Fiat Ducato. Dermed er Fiat Ducato den mest solgte handicapbus i de første tre måneder af 2006.
”Fiat Ducato er populær som handicapbus, fordi det er den mest rummelige på markedet, den har en lav læssehøjde og stor bredde mellem hjulkasserne, så en kørestol let kan komme ind i bussen. Den er kort og godt den mest anvendelige bil til formålet,” siger salgsdirektør erhvervsbiler hos Fiat Erik Holm.
At få ny bil er for de fleste en stor glæde, men for Torben Jørgensen fra Horsens, som sidder i kørestol, blev glæden ekstra stor, da han i går hos Motorbyen Specialbusser A/S i Århus hentede sin nye Fiat Ducato, der er specialindrettet til hans handicap. Her blev han nemlig mødt med lykønskninger og italiensk champagne, fordi hans Ducato viste sig at være nr. 3.000 af sin slags hos Motorbyen Specialbusser A/S.
”Vi har indrettet bilen specielt til Torben Jørgensen, så han nemt kan komme ind i bilen og selv køre den, alene med sine hænder. Vi har solid erfaring med at lave indretninger, der er tilpasset den enkelte kundes behov og ønsker. Både privatpersoner, plejehjem, institutioner, taxi og vognmænd har stor glæde af vores specialindrettede Ducato-busser,” siger salgschef hos Motorbyen Specialbusser A/S i Århus, Finn Christensen.
Motorbyen Specialbusser A/S har siden 1988 arbejdet med handicapindretning af Fiat Ducato og er landets største leverandør af handicapbusser til det offentlige. De tilbyder afprøvninger over hele landet med komplette færdigbyggede busser indrettet med diverse udstyr. Fiat sælger på landsplan 450 til 500 handicapbusser om året, hvoraf Motorbyen Specialbusser A/S sælger ca. halvdelen.