Tesla har endelig faceliftet Model S, og det lader til, at de har skruet op for alt – over 1.000 hestekræfter, en 0 til 100-tid på under to sekunder, og en rækkevidde på op til 840 kilometer

Tesla tog verden med storm, da de lancerede en stor og luksuriøs elektrisk bil i 2013, der kunne konkurrere med biler som BMW, Mercedes og Audi. Men til trods for løbende opdateringer, har Model S virket lidt træt – specielt i sammenligning med sin lillebror Model 3. Men nu er det blevet tid at blæse nyt liv i modellen sammen med SUV’en Model X, som får en del af de samme opdateringerne.

Tesla Model S100D – elektrisk elegance

Hurtigste model hedder Plaid, en hyldest til den fjollede sci-fi film Rumnødderne fra 1987, og den får tre elmotorer, så en trækker forhjulene, mens der er to motorer på bagakslen. I alt er der 1.020 hestekræfter, som sender den tunge bil til 100 km/t på 2,1 sekunder og videre til en topfart på 322 km/t. Det er ganske imponerende, og måske lige så vigtigt – bedre end Porsche Taycan Turbo S. Den skal bruge hele 2,8 sekunder for at nå til 100 km/t og har en topfart på 260 km/t.

Fremtiden lige nu – Porsche Taycan Turbo S

Men Tesla har forstået, at det ikke er nok kun at lave en bil, som er hurtigere, for Porschen satte tidligere amerikanerne til vægs, fordi den tyske elbil eksempelvis kunne klare gentagende hurtige accelerationer uden at koge batteriet. Så Tesla har ændret ved både batterier og motorer, og lover at bilen kan klare fem gange så mange quarter mile-accelerationer end hidtil. En quarter mile kan for øvrigt ekspederes på 9,3 sekunder – hurtigere end en Bugatti Chiron.

Skarp
Tesla lover, at der også vil komme en Plaid+, som bliver endnu mere voldsom – Tesla påstår, den vil kunne klare 100 km/t på under 2,1 sekunder, og måske mere imponerende bliver rækkevidden endnu vildere end Plaid. Her er rækkevidden nemlig 628 kilometer, men Plaid+, som lanceres senere, skulle få en rækkevidde på over 840 kilometer.   

Den elektriske rumraket - brugttest af Tesla Model X

Plaid-versionen har fået nogle små, men effektive ansigtsløft rundt om, som skal gavne aerodynamikken. Tesla påstår, at Model S nu har verdens laveste vindmodstand med en værdi på 0.208 Cd, som er med til at give en længere rækkevidde. Samtidig har Tesla opdateret deres ladeinfrastruktur kaldet Superchargers. De kan nu lade med op til 250 kW, så det bliver muligt at lade 322 kilometer på 15 minutter.

Gamer-gejl
Kabinen og den oplevede kvalitet var et af de store ankepunkter på den gamle Model S og X. Men det har Tesla gjort noget ved. Mest iøjnefaldende er det nye rat, som er blevet halveret og ligner noget fra et fly. Men det skorter ikke på de tekniske innovationer. Nu er der tilføjet en tredje skærm, som er placeret bag ”transmissionstunnelen”, så bagsædepassagererne kan game på turen. Og netop mulighederne for gaming er opdateret. Der er nu op til 10 teraflops processorkraft, og du kan opkoble en trådløs spilcontroller og spille fra alle sæder i bilen.

Tusindeårsfalken - Tesla Model 3 er landet

Apropos bagsædet, så skulle der være blevet bedre plads til både ben og hoved deromme, og bagagerummet er også blevet mere anvendeligt. I alt er der med bagsæde og frunk – bagagerummet foran – 793 liter plads til hele familien.

Plaid-versionen har en frapris på 899.990 kroner, og Plaid+ vil koste fra 1.054.990 kroner. Billigste Porsche Taycan koster fra 749.900 kroner.