Hyundai er nu klar med danske priser på deres brintbil Nexo. Rækkevidden er ildevarslende 666 kilometer, men udstødningen er klar som vievand.
Satanisme og Hyundai er ikke noget, man normalt forbinder med hinanden, men måske er der nogen hos det sydkoreanske bilmærke, som har kastet djævletegn og lyttet til tung rock, mens de ideudviklede på den nye model Nexo. Faktum er i hvert fald, at denne brintbil har en rækkevidde på 666 kilometer.
Toyota opruster på brint-fronten
Nexo har hele tre tanke, som i alt kan lagre 156,6 liter brint. En brændselscelle kan herfra omdanne brinten til strøm, som driver en elmotor med 163 hestekræfter og 395 Nm. Det gør Nexo i stand til at accelerere fra 0-100 km/t på 9,5 sekunder og har en topfart på 179 km/t.
Det smarte ved brint er, at den kan fremstilles ved at spalte vand i brint og ilt. Når brinten igen blandes med ilt fra luften, løber processen baglæns, og der dannes vand og elektricitet. Vandet er helt rent og ledes ud af noget, der kunne forveksles med et udstødningsrør. Processen med at skabe brint kræver også strøm, men med vindmøller kan man faktisk udnytte den overproduktion fra møllerne, der er om natten, hvor vi ikke bruger så meget strøm. Vindmøllerne snurrer alligevel, og så kan de lige så vel producere brint, som er nemmere og billigere at lagre.
Brint i Danmark
I Danmark findes der på nuværende tidspunkt otte brinttankstationer; Aalborg, Køge, Gladsaxe, København, Sydhavnen, Korsør, Aarhus, Kolding samt Esbjerg – og snart også i Herning. I løbet af de kommende år forventes yderligere stationer. I Danmark sælges brint til samme pris som benzin per kørt kilometer, og det tager ikke mere end tre til fem minutter at tanke brintbilen.
400 km på fire minutter – Porsche-arving vil revolutionere elbiler
Det betyder altså, at man får en elbil med alle dens fordele, som øjeblikkelig trækkraft og grøn samvittighed, samtidig med at man får nærmest samme bekvemmelighed som i en benzinbil. Trods sin futuristiske drivlinje, er Nexo udformet som en traditionel crossover, og selv med de tre brinttanke har bagagerummet plads til 461 liter.
Faldende priser
Hyundai NEXO kommer i to udstyrsvarianter; Trend og Premium, som begge har masser af udstyr. Billigste version starter ved 599.995 kroner, mens Premium starter ved 629.995 kroner. Det er ganske imponerende. Fordi brændselscellerne er frygtelig avancerede, har brintbilerne indtil nu været astronomisk dyre, men Hyundai vil bygge dem med stordriftsfordele, som gør brintbilen langt mere realistisk at få råd til, og den kan bestilles allerede nu, selvom den ikke lagerføres i Danmark.
Velkommen til virkeligheden – vi kører 750 km i Hyundais elbil
Navnet lyder måske futuristisk, men faktisk har man fundet Inspirationen i det bornholmske Bright Green Island-projekt, der via energimæssig nytænkning, skal gøre Bornholm til en CO2-neutral ø i 2025. Som på alle andre Hyundai-modeller leveres Nexo med Hyundai’s fem års garanti uden kilometerbegrænsning. Dertil otte års garanti på batteri eller 200.000 kilometer.