Hyundai Ioniq 5 satte en ny standard for lademuligheder, da den blev lanceret. Den vandt også Årets Bil 2022, men hvordan klarer den sig, når den er brugt. Det finder vi ud af her.
Det kantede design er charmerende og futuristisk på en gang, kabinen er rummelig, og batteriet kan lades med op til 800 volt, og fra 10 til 80 procent på bare 18 minutter. Hyundai ramte midt i skiven, da de lancerede Ioniq 5 i slutningen af 2021, og de danske motorjournalister kvitterede med at kåre den til Årets Bil 2022. Det er ingen lille bedrift, men spørgsmålet er så, om den koreanske elbil er som fin vin, der bliver bedre med alderen, eller den er mere som sur mælk.
Hurtigere end et Happy Meal – Hyundai Ioniq 5
Vi har lånt en Ioniq 5 Essential med det lille 58 kWh batteri hos Andersen Biler på Nørrebro. Bilen har tidligere kørt som taxa, og har derfor kørt relativt mange kilometer, 120.000 i alt. Det gør den også til den billigste Ioniq 5 på Biltorvet med en pris på 219.900 kroner. Bilen er fra september 2021, og er således en af de første. Ioniq har senere ændret på nogle af materialerne i kabinen. Det er en god ting, for dørsider og det imiterede læder på rattet føles ikke specielt lækkert eller eksklusivt, men taxa’er kan leve et hårdt liv. Flere ejere af bilen har dog påpeget problemer med førersædet, lige fra fyld, der falder sammen, til elstik der går fra hinanden, til selve skinnen der går løs under sædet.
Lyndladning har slidt batteriet
Vi har talt med Tobias Foss, der selv er vognmand og kører Ioniq 5, og han roser Ioniq 5 for den overdådige plads på bagsædet. Han valgte modellen, fordi det er perfekt at kunne lynlade strøm som taxavognmand, og i løbet af en dag, vurderer han, at han ikke bruger mere end 20 minutter på at lade. Det har til gengæld vist sig at være hårdt for batteriet, som heller ikke lades langsomt om natten, da Tobias bor i lejlighed. I løbet af to år og 150.000 kilometer har batteriet mistet 10 kWh kapacitet, og da Hyundais garantiordning er anderledes for taxaer, kan Tobias ikke få erstattet batteriet. Pressechef hos Hyundai Danmark, Annegrethe Skovby, forklarer, at der faktisk kan være tilfælde, hvor man kan reparere batteriet, i stedet for at skifte det hele ud.
Tesla Model Y - solid som brugtkøb
Tobias Foss har, lige som flere andre danske ejere, fået skiftet Integrated Control Charging Unit, forkortet ICCU. ICCU’en styrer ladning på hovedbatteriet og 12 volts batteriet, men er også central i muligheden for at afgive strøm tilbage til andre enheder, som er unikt for netop Ioniq 5. Virker ICCU’en ikke, kører bilen ingen steder. Det er rigtig træls, og den er ikke billig, forklarer vognmand Tobias Foss. Han måtte selv til lommerne efter de godt 20.000 kroner. Alle andre, vi har talt med, har fået udskiftningen dækket af Hyundai, så tjek om ICCU er blevet skiftet, på den bil, du kigger på, men ellers bør du ikke være bekymret.
Dyrt at service batteriet
Mange kunder ærgrer sig til gengæld over, at bilen hvert andet år skal have skiftet kølemidlet til batteriet. Det er en dyr omgang, som kan koste 4.800 kroner alene i væske. Det er specielt træls fordi, Hyundai i Tyskland kører med et interval på tre år, og flere konkurrenterne slet ikke har krav om at væsken skiftes.
Brugttest af Polestar 2 - digital køreglæde
Hos Hyundai Danmark, lyder forklaringen således:
Kølervæske til batteriet skal skiftets hvert andet år for at sikre, at temperaturen er optimal, når batteriet lades op. Udskiftningsintervallet af kølervæske kan dog variere fra land til land på baggrund af de lokale erfaringer, der er med vedligeholdelsesmønster, anvendelse samt klimaforhold. Vælger man at tegne en service- og reparationsaftale på sin Hyundai, er udskiftning af kølervæske til batterierne med i aftalen.
Når du køber brugt Ioniq 5, skal du være opmærksom på, om bilen er importeret. Hyundai Danmark forklarer, at udenlandske biler oprindeligt skal være solgt af en autoriseret Hyundai-forhandler til en kunde, som ikke har erhvervet bilen med henblik på videresalg. Bilen skal vedligeholdes i henhold til Hyundais vedligeholdelsesprogram, og det er altid ejeren af bilen, der har ansvaret for at kunne dokumentere denne vedligeholdelse. Det er ligeledes ejerens ansvar at skaffe dokumentation om bilens oprindelse, hvis behovet for garanti måtte opstå. I situationer hvor der måtte være en reklamation, der ikke kan defineres som garanti, vil det altid være den sælgende forhandler, som står for kundens reklamationsret. Så forestil dig lige, hvordan det er, hvis du er fjerde ejer af bilen, og skal have fat i en forhandler i Tyskland. Så tjek bilens historie.
Elektriske udfordringer – brugttest af Ford Mustang Mach-E
At kalde problemerne med Hyundai Ioniq 5 for sure som gammel mælk, vil være tarveligt overfor de mange ejere, vi har talt med. De er ofte meget glade for bilen, trods udfordringerne, og det skyldes nok især den solide garanti på fem år, og at Hyundai åbent erkender fejlene. Så tjek bilens historie, men du bør ikke være bange for den koreanske lynlader.