Spændende design og klassiske sportsbil-detaljer
Et stort navn behøver ikke være langt. For mange bilentusiaster er Opel GT netop kult fra 70’erne.
Og nu kommer det legendariske navn tilbage i form af en iøjnespringende 2-sædet roadster, som også kan få en plads i bilhistorien.
Opel præsenterer den nye GT for det internationale publikum første gang på Geneve Motor Show (2. marts til 12. marts).
Med spændende skarptskårne linier, baghjulstræk og en potent 4-cylindret turbomotor med direkte benzinindsprøjtning er den nye GT en genspejling af den originale GT, som blev bygget mellem 1968 og 1973.
”GT er en kraftfuldt tilføjelse til vores vifte af attraktive nichebiler og giver øget interesse for Opel som mærke,” siger Carl-Peter Forster, præsident for General Motors Europe. ”Med Tigra, Astra TwinTop og den ny GT har vi tre meget forskellige modeller, som hver for sig tilbyder køreoplevelser i topklassen. Desuden er GT et eksempel på, hvordan GM bruger og tilpasser sine verdensomspændende ressourcer til glæde for det enkelte bilmærke”.
Potent: 260 hk
Opel GT byder på stor køreoplevelse takket være den gode balance mellem motoren foran og baghjulstrækket, og dens 260 hestekræfter stærke 2,0 liters ECOTEC turbo motor med direkte indsprøjtning.
Den giver Opel GT en acceleration fra nul til 100 kilometer i timen på mindre end seks sekunder, og muliggør en tophastighed på over 230 kilometer i timen.
En anden fornøjelig detalje er stoftaget, som giver mulighed for at nyde kørsel med vinden i håret, en positiv oplevelse, som ejerne af den første GT ikke havde. Taget forsvinder fuldstændigt bag et dække, og man ser tydeligt GT’ens sporty profil med de brede hjul placeret langt fremme og bag, med 18 tommer fælge.
Den nye GT er et godt eksempel på samarbejdet indenfor GM på tværs af Atlanten. Designet er inspireret af VX Lightning konceptbilen, som blev konstrueret af GM Advanced Design Studio i Birmingham, England i maj 2003 som et led i 100 års jubilæet hos Opels datterselskab Vauxhall. Den ny GT bygges i Wilmington/Delaware i USA, hvor også søstermodellerne Pontiac Solstice og Saturn Sky fremstilles. Opel GT kommer på markedet i foråret 2007.
Den originale Opel GT har meget med USA at gøre. Dens facon var inspireret af den amerikanske designstil, der blev kaldt ”colaflaske design”, en form, som også kendes fra Corvette Stingray. Desuden blev to tredjedele af alle Opel GT eksporteret til USA.