Citroën Jumpy ... Van of the Year 2008
En europæisk jury med motorjournalister fra tyve lande har netop kåret den nye Citroën Jumpy og dens søstermodeller til ”Van of the Year 2008” med 108 stemmer ud af 140 mulige. Det synlige bevis på titlen blev overrakt på den store varebilsudstilling i Amsterdam.
Den nye Citroën Jumpy blev introduceret på de første markeder i januar 2007 og herhjemme i februar, og der er nu solgt over 22.000 styk i Europa (28 lande). Den er en vigtig del af Citroëns brede varebilsprogram, der i dag består af Berlingo, Jumpy og Jumper, og snart også Nemo, der har verdenspremiere i Amsterdam. Det betyder, at Citroën kan dække varebilskunder med et behov for en nyttelast på fra 600 til 2000 kg og et varerumsvolumen fra 2,5 til 17 m3.
På varebilssiden har Citroën en markedsandel på 9,6 % i Europa (28 lande) for årets første ni måneder og ligger som nummer et i Spanien, nummer to i Belgien og nummer 3 i Frankrig og Portugal. I Danmark ligger Citroën nummer fem over de mest solgte varebilsmærker. En bil ud af hver fem Citroën biler, der sælges i verden, er en varebil, og en varebil ud af hver ti varebiler, der sælges i Europa, er som nævnt en Citroën.
I forhold til den tidligere model udmærker den nye Jumpy sig ved endnu mere varerumsvolumen og lasteevne. Den kan leveres i to længder (L1 og L2), to akselafstande og to højder (H1 og H2). Lasteevnen går nu fra 1.000 - 1.200 kg, varerummets volumen fra 5 - 7 m3 og varerummets længde fra 2,254 meter til 2,584 meter. Modelprogrammet er gjort bredere og omfatter kassevogne, chassis’er og minibusser. Formgivningen er dynamisk og moderne med en robust front og kraftig kofanger for effektiv beskyttelse mod skrammer, og bagenden på Jumpy er designet for at gøre det nemt at læsse den. Den ergonomiske førerplads og omhyggelige støjdæmpning i kabinen kan leve op til selv meget krævende kunders krav.
Den leveres med tre dieselmotorer: 1.6 HDi 90 (66 kW), 2.0 HDi 120 (88 kW) og 2.0 HDi 140 (100 kW), hvor sidstnævnte som standard er udstyret med partikelfilter. Alle tre motorer arbejder sammen med manuelle gearkasser, 1.6 HDi med en femtrins og de to 2.0 HDi med en seks-trins gearkasse.
Jumpy og dens søstermodeller er udviklet i et samarbejde mellem PSA Peugeot Citroën og Fiat og fremstilles på den fælles fabrik Sevel Nord i det nordlige Frankrig.
Det er tredje gang, koncernens biler tildeles prisen ”Van of the Year”, idet den gik til Citroën Jumper og søstermodeller i 1995 og Citroën Berlingo og søstermodel i 1997.