Citroën Jumpy serie 2
Citroën præsenterer Jumpy serie 2 på biludstillingen i Bruxelles fra den 13. – 25. januar 2004. Bilen forventes til salg herhjemme godt en måned senere.
Citroën Jumpy kan leveres i flere varianter. Som kassevogn med 1.9 dieselmotor på 71 hK eller 2.0 HDi med 110 hK og varerum på enten 4 eller 5m3. Endvidere som bus med 2.0 HDi eller 2.0i 16V benzin på 138 hK med manuelt eller automatgear.
Bilen har fået en ny og kraftigere kofanger foran, som har øget længden med 8 cm. Med varerum på 4m3 er den udvendige længde på kassevognen 452 cm og akselafstanden 282 cm. Med varerum på 5m3 er de tilsvarende mål 492 og 322 cm.
De danske priser for Jumpy serie 2 er ikke endeligt fastlagt. Listen over standardudstyr i kassevognen kommer til at omfatte bl.a. skydedør i højre side, forbedrede nakkestøtter, tre-punktseler på alle pladser, abs-bremser på 2.0 HDi, el-regulerede og opvarmede sidespejle, el-drevne sideruder, højderegulering af førersæde, fjernbetjent centrallås og fast varerums-adskillelse med rude.
Øget sikkerhed
Der er nu 3-punktseler på alle pladser, også midterpladserne. Abs-bremser er standard på Jumpy med 2.0 HDi og 2.0i 16V motor. De ventilerede bremseskiver foran er øget til samme størrelse som C8. Airbag i førerside er standard. Passagerairbag og sideairbags kan fås som option, dog kun sammen med enkeltpassagersæde foran.