Med lanceringen af den nye BMW 6-serie Gran Coupé indtager BMW endnu en gang et nyt segment. Den tredje model i BMW 6-serien er mærkets første firedørs coupé nogensinde, og med sit muskuløse og elegante design er den et utroligt smukt supplement til de to andre modeller i serien, Cabriolet og Coupé. En række kraftfulde motorer kombineret med avanceret undervognsteknologi giver garanti for en særdeles dynamisk køreoplevelse, og BMW 6-serie Gran Coupé udmærker sig også ved en bred vifte af eksklusivt udstyr og en grad af funktionalitet, som ingen af konkurrenterne i denne klasse kan matche.


Designet: dynamik og eksklusiv elegance.
BMW 6-serie Gran Coupé er en helt ny fortolkning af det klassiske dynamiske coupédesign. Selv om de velkendte BMW proportioner er bibeholdt, er der tale om en usædvanligt lav firedørs model, og det traditionelle tredelte design har her fået et endnu mere sportsligt præg i form af en smukt svunget motorhjelm, lang akselafstand og tilbagerykket kabineplacering, hvilket giver modellen et elegant, langstrakt udseende. Det lave look og taglinjen, som glider smukt over i bagenden, gør kort sagt BMW 6-serie Gran Coupé til et æstetisk højdepunkt.

Med sit harmoniske design byder kabinen på dynamik og elegance i skøn forening. I cockpittet er bilens fører som altid i fokus, og det stilrene design med flotte, ubrudte linjer og masser af plads på bagsædet understreger det komfortable og luksuriøse præg. BMW 6-serie Gran Coupé kan betegnes som en 4+1-model, og i og med at akselafstanden er blevet forlænget med 113 mm i forhold til BMW 6-serie Coupé, er der blevet betydeligt mere benplads til bagsædepassagererne. Gennemlæsningsfunktionen og det faktum, at bagsæderyglænet kan lægges ned, så bagagerumspladsen øges fra 460 til 1.265 liter, er bare endnu en understregning af det funktionelle design.

Køreoplevelsen: komfort og køredynamik.
BMW TwinPower Turbo-motorerne til BMW 6-serie Gran Coupé er både kraftfulde og økonomiske. Den 6-cylindrede benzinrækkemotor i BMW 640i Gran Coupé yder 320 hk (235 kW), og den 6-cylindrede dieselrækkemotor i BMW 640d Gran Coupé yder 313 hk (230 kW). Toppen af kransekagen er V8-motoren med 450 hk (330 kW) i BMW 650i Gran Coupé. Den nyeste generation af den 8-cylindrede motor med BMW TwinPower Turbo-teknologi byder nu også på VALVETRONIC (fuldt variabel ventilstyring). Alle motorvarianter er som standard kombineret med en 8 trins-sportsautomatgearkasse, og diverse tiltag såsom den automatiske start/stop-funktion og ECO PRO-funktionen, der aktiveres via Driving Experience Control-knappen, medvirker til at reducere brændstofforbruget. BMW 650i Gran Coupé fås også med BMW's intelligente 4-hjulstræk, xDrive.
BMW 6-serie Gran Coupés indbyggede undervognsteknologi omfatter foraksel med dobbeltledsfjederben, aktiv bagaksel, elektrisk servostyring og et meget effektivt bremsesystem. Servotronic-funktionen og Dynamic Damper Control er ligeledes en del af standardudstyret, og listen med ekstraudstyr indeholder bl.a. integral aktiv styring og Adaptive Drive-systemet.

Udstyr: avancerede funktioner og innovativ teknologi.
Ud over 8 trins-sportsautomatgearkasse og Dynamic Damper Control omfatter det imponerende udvalg af standardudstyr i BMW 6-serie Gran Coupé elindstillelige lædersæder, klimaautomatik med to zoner, xenonforlygter, 18 tommer letmetalfælge, Radio Professional med hi fi-højttalersystem samt bakspejl og sidespejle med automatisk nedblænding. Dertil kommer udvalget af eksklusivt ekstraudstyr, som gør det muligt at sætte sit personlige præg på modellen, eksempelvis i form af diodeforlygter med adaptivt kurvelys, high end-surroundsoundsystem fra Bang & Olufsen, skræddersyet M sportspakke og BMW Individual-udstyr, der er specialudviklet til BMW 6-serie Gran Coupé.
Udvalget af assistentsystemer og mobilitetstjenester fra BMW ConnectedDrive omfatter BMW parkeringsassistent, Surround View, kollisionsadvarsel med bremsefunktion (kombineret med aktiv fartpilot), advarsel for vognbaneskift, vejstribealarm, genkendelse af hastighedsbegrænsninger, blændfri fjernlysassistent, BMW Night Vision med fodgængergenkendelse og BMW Head-Up Display.


Produceret på BMW's fabrik i Dingolfing: kvalitet af højeste karat.
BMW 6-serie Gran Coupé bliver, ligesom BMW 6-serie Coupé og Cabriolet, BMW 5-serie og BMW 7-serie Sedan, produceret på BMW's fabrik i Dingolfing.

Et hurtigt overblik.
• Hos BMW arbejder man konstant på at udvide modelsortimentet, hvilket lanceringen af koncernens første firedørs coupé nogensinde er endnu et bevis på. Med BMW 6-serie Gran Coupé sættes der en helt ny standard inden for klassen af luksusbiler, både hvad angår æstetisk design og moderne teknologi.
• En enestående kombination af sportslige køreegenskaber, elegant design, kørekomfort og funktionalitet. BMW 6-serie Gran Coupé repræsenterer på flere områder et væsentligt skridt fremad med hensyn til harmonisk design, ydeevne, udstyr, funktionalitet og teknologi. Den luksuriøse og meget rummelige kabine med plads til tre på bagsædet byder på en imponerende grad af komfort. Længde: 5,007 m. Akselafstand: 2,968 m. Splitbagsædet gør det muligt at øge bagagerumspladsen fra 460 til 1.265 liter.
• BMW 6-serie Gran Coupés design tager udgangspunkt i den smukke og elegante BMW 6-serie, men det lave, strømlinede look giver Gran Coupé sit helt eget præg.
• Forendens design viser slægtskabet med resten af BMW 6-serien, men det individuelle præg kommer tydeligt til udtryk i form af modelspecifikke galvaniserede ribber mellem luftindtaget og tågelygterne, runde dobbeltforlygter med tredimensionelle lygteringe, diodeforlygter med adaptivt kurvelys (ekstraudstyr), den karakteristiske profil med den flotte coupétaglinje og det elegante Hofmeister-knæk med betegnelsen "Gran Coupe" på C-stolpen og den iøjnefaldende bagende, som understreger bilens bredde. Det smukke design fuldendes af L-formede diodebaglygter (ligesom på BMW 6-serie Coupé og BMW 6-serie Cabriolet) og det ekstra stoplys i fuld længde over bagruden.
• Kabinedesignet er eksklusivt, og bilens fører er som altid i fokus. Den glidende overgang mellem dørbeklædningens forskellige dele skaber harmoni hele vejen fra instrumentbrættet til bagsædet, og blandt de øvrige højdepunkter kan nævnes kontroldisplay med fladskærm og bagsæde med komfortorienteret ryglænsvinkel. Endelig er siddepositionen en anelse højere end i BMW 6-serie Coupé og BMW 6-serie Cabriolet.
• Motorer med BMW TwinPower Turbo-teknologi: BMW 640i Gran Coupé med 6-cylindret benzinrækkemotor på 320 hk (235 kW), TwinScroll-turbolader, direkte indsprøjtning og VALVETRONIC, BMW 640d Gran Coupé med dieselmotor på 313 hk (230 kW) med variabel, sekventiel turboladning og direkte common rail-indsprøjtning samt det kommende flagskib, BMW 650i Gran Coupé med ny 8-cylindret motor på 450 hk (330 kW), to turboladere, direkte indsprøjtning og VALVETRONIC. Alle modelvarianter er som standard udstyret med 8 trins-sportsautomatgearkasse og kørselsfunktionsknap. Standardudstyret omfatter desuden en række BMW EfficientDynamics-tiltag, heriblandt automatisk start/stop-funktion og ECO PRO-funktion, som ingen af konkurrenterne i denne klasse kan matche.

• Avanceret undervognsteknologi med elektrisk servostyring og Dynamic Damper Control som standard samt integral aktiv styring og Adaptive Drive som ekstraudstyr. BMW 650i Gran Coupé fås også med BMW's intelligente 4-hjulstræk, xDrive.
• Samme intelligente letvægtsdesign som BMW 6-serie Coupé og BMW 6-serie Cabriolet: aluminiumdøre med rammeløse ruder, aluminiummotorhjelm, avanceret undervognsteknologi med fjederbeslag hovedsageligt fremstillet af aluminium, forreste sidepaneler i termoplast og bagklap af glasfibermateriale.
• Det store udvalg af standardudstyr omfatter 8 trins-sportsautomatgearkasse, automatisk start/stop-funktion, Dynamic Damper Control, Servotronic, 18 tommer letmetalfælge, xenonforlygter med diodelysringe som kørelys, fartpilot med bremsefunktion, elbetjente, opvarmede sidespejle med automatisk indklapningsfunktion, Dakota-læderindtræk og varme i forsæderne, elindstillelige forsæder med hukommelsesfunktion, klimaautomatik med to zoner og en bred vifte af indstillingsmuligheder, bakspejl og sidespejle med automatisk nedblænding, aktivt styretøj samt Radio Professional med hi fi-højttalersystem og USB-audiogrænseflade.
• Uovertruffet udvalg af BMW ConnectedDrive-systemer, heriblandt BMW parkeringsassistent, genkendelse af hastighedsbegrænsninger, kamerabaseret kollisionsadvarsel med bremsefunktion (kombineret med aktiv fartpilot) og den seneste generation af BMW Head-Up Display. Udvalget af eksklusivt ekstraudstyr omfatter et high end-surroundsoundsystem fra Bang & Olufsen, komfortsæder og sportssæder, aktive sæder, sædeventilation, eksklusivt nappalæder, keramiske detaljer, varme i bagsædet og klimaautomatik med fire zoner. Dertil kommer M sportspakken og et stort udvalg af modelspecifikt BMW Individual-udstyr.

Modelvarianter.

BMW 640d Gran Coupé:
6-cylindret dieselrækkemotor, BMW TwinPower Turbo-teknologi med totrinsturboladning og Common Rail-indsprøjtningssystem.
Slagvolumen: 2.993 cm3
Ydelse: 313 hk (230 kW) ved 4.400 omdr./min.
Maks. drejningsmoment: 630 Nm fra 1.500 til 2.500 omdr./min.
Acceleration (0-100 km/t): 5,4 sekunder
Tophastighed: 250 km/t
Gennemsnitligt brændstofforbrug*: 17,5-18,2 km/liter
CO2-udledning*: 146-149 g/km
Udledningsstandard: Euro 5.

BMW 640i Gran Coupé:
6-cylindret benzinrækkemotor, BMW TwinPower-turboteknologi med TwinScroll-turboladning, direkte højpræcisionsindsprøjtning og VALVETRONIC.
Slagvolumen: 2.979 cm3
Ydelse: 320 hk (235 kW) ved 5.800-6.000 omdr./min.
Maks. drejningsmoment: 450 Nm fra 1.300 til 4.500 omdr./min.
Acceleration (0-100 km/t): 5,4 sekunder
Tophastighed: 250 km/t
Gennemsnitligt brændstofforbrug*: 12,7-13,0 km/liter
CO2-udledning*: 179-183 g/km
Udledningsstandard: Euro 5.

BMW 650i Gran Coupé (BMW 650i xDrive Gran Coupé) – lanceres i efteråret 2012:
V8-benzinmotor, BMW TwinPower Turbo-teknologi med to turboladere og direkte højpræcisionsindsprøjtning, VALVETRONIC.
Slagvolumen: 4.395 cm3
Ydelse: 450 hk (330 kW) ved 5.500-6.000 omdr./min.
Maks. drejningsmoment: 650 Nm fra 2.000 til 4.500 omdr./min.
Acceleration (0-100 km/t): 4,6 sekunder (4,5 sekunder)
Tophastighed: 250 km/t
Gennemsnitligt brændstofforbrug*: 11,4-11,6 (10,6-10,9) km/liter
CO2-udledning*: 199-206 g/km (215-219 g/km)
Udledningsstandard: Euro 5.

* Tal ifølge EU-miks, afhængigt af dækformat. BMW 650i Gran Coupé: projicerede tal.