Den nye Audi RS 5 Cabriolet har en flydende profil med perfekt afbalancerede proportioner og skarpe detaljer. En ramme i mat aluminiumslook indfatter den sekskantede singleframe-grill, og indsatsen med sekskantet gitter, pyntet med et RS 5-logo, er holdt i antracit. Kileformede forlygter med bølgeformede underkanter lyser med xenon plus-enheder og LED-lysstriber, som udgør dagskørelyset. Det markant udformede frontskørt omkranser store luftindtag og går over i en delt kant.

Afsatser på panelerne og de bredere hjulkasser dominerer bilens side, og tornadolinjen, som udgør skulderlinjen på RS 5 Cabriolet, er ekstra skarpt skåret. Sidespejlhusene er holdt i aluminium, og overfladen på forruderammen og pyntelisterne på rudeskakterne og kalecheboksafdækningen er fremstillet af mat eloxeret aluminium.

Den lette stofkaleche på RS 5 Cabriolet spændes som en flad, flydende kuppel over den rummelige kabine, og et særligt skumindlæg giver stor akustisk komfort. Med et tryk på en kontakt åbnes og lukkes softtoppen fuldautomatisk på 15/17 sek., også mens bilen kører op til 50 km/h.

Det rummelige bagagerum er på 380 l, og bagsæderyglænet kan klappes delt frem.

Elegante lysstriber stråler i LED-baglygterne, som er helt uden almindelige glødepærer. Lige som lygterne har den bageste stødfanger et nyt design med en diffusor, som er trukket langt opad. En indsats i sekskantet look omslutter de to store, ovale afgangsrør fra udstødningssystemet. På bagagerumsklappen sørger en diskret spoilerkant i mat kulfiber for mere downforce, og som ekstraudstyr kan kanten lakeres i bilens farve.

Audi RS 5 Cabriolet er 4.649 mm lang, 1.860 mm bred og 1.380 mm høj, og  akselafstanden er 2.751 mm. Der kan vælges mellem otte farver, og kalechen fås i sort, grå, rød eller brun.

Kabinen
Karakteristisk for RS 5 er det 3-egede rat med flad bund, som er betrukket med perforeret læder. Multifunktionsknapperne kan betjenes intuitivt lige som alle andre betjeningselementer i RS 5 Cabriolet. Terminalen til MMI Navigation plus (ekstraudstyr) har seks faste knapper til hovedmenuerne, mens det er tilstrækkeligt med én knap til betjening af køredynamiksystemet Audi drive select. De sorte skiver med hvid skrift giver en stærk kontrast og er lette at aflæse. I førerinformationssystemet finder ambitiøse førere en laptimer til omgangstider og et olietermometer.

Sportssæderne kan indstilles elektrisk og har høje sidestykker for optimal sidestøtte, integrerede hovedstøtter, en lændestøtte og en udtrækkelig lårstøtte.

Motoren
Motoren i RS 5 Cabriolet er en højtomdrejende V8-sugemotor med direkte FSI-indsprøjtning. Fra sin slagvolumen på 4.163 cm3 yder den 450 hk ved 8.250 omdr./min., og mellem 4.000 og 6.000 omdrejninger leverer den sit maksimale drejningsmoment på 430 Nm. 4.2 FSI-motoren med det rødlakerede ventildæksel, som håndbygges på den ungarske fabrik i Gyor, opnår en specifik ydelse på 108,1 hk pr. liter slagvolumen, hver hk skal kun bevæge 4,267 kg bilvægt.

Audi RS 5 Cabriolet katapulteres fra 0 til 100 km/h på 4,9 sek. Tophastigheden er begrænset til 250 km/h, og hvis kunden ønsker det, hæver Audi den til 280 km/h. Den mægtige V8-motor kører fornuftige 9,2 km/l ved blandet kørsel.

Kraftoverføringen
Dobbeltkoblingsgearkasser, som fx den 7-trins S tronic i RS 5 Cabriolet, imponerer med en høj virkningsgrad, som i denne model er forbedret yderligere ved hjælp af det højeste gears højere udveksling. Gearskift foregår ved hjælp af koblingernes skift på en så hurtig og flydende måde, at man næsten ikke bemærker dem.

Det permanente firehjulstræk quattro giver RS 5 Cabriolet det afgørende ekstra niveau af vejgreb og stabilitet. Som ekstraudstyr tilbyder Audi sportsdifferentialet, som fordeler kræfterne variabelt mellem baghjulene ved hjælp af to overlejringstrin.

Undervognen
Undervognen på den åbne 4-sæders-bil er kendetegnet ved et højt teknisk niveau. Den 5-leddede foraksel og den sporstyrede trapezbagaksel er i vid udstrækning fremstillet af aluminium. Den hastighedsafhængige servostyring drives elektromekanisk og arbejder direkte, fintfølende og yderst effektivt. Karrosseriet er sænket 20 mm i forhold til Audi A5 Cabriolet, lejerne er stivere, og stabilisatorerne har en kraftigere udføring. Smedede aluminiumsfælge i glanspoleret 10-eget design i størrelse 9 J x 19 med dæk i størrelsen 265/35 er en del af standardudstyret, og som ekstraudstyr fås 20" fælge i tre attraktive designtyper med dæk i størrelsen 275/30.

Til bremsesystemet anvendes indvendigt ventilerede og perforerede skiver i vægtbesparende wave-design, og de forreste skiver måler 365 mm.

Køredynamiksystemet Audi drive select er en del af standardudstyret på RS 5 Cabriolet.

Udstyret
Audi RS 5 Cabriolet ruller af samlebåndet med et omfattende standardudstyr. Det omfatter blandt andet parkeringshjælp plus, S sportssæder, sædevarme til fører og forsædepassager, automatisk selefremføring, en vindafviser, lyspakke, førerinformationssystem med pauseanbefaling og en omfattende pakke af sikkerhedssystemer. I tilfælde af at bilen er ved at rulle rundt, skyder kraftige aluminiumsplader op bag ved de bageste hovedstøtter. Det sportslige og luksuriøse ekstraudstyr omfatter et 3-trins varmesystem til nakken, advanced key, fjernlysassistent, adaptive light og 3-zoners komfortklimaanlæg.

Til RS 5 Cabriolet kan man vælge alle assistentsystemerne fra A5-familien, og når det gælder multimedier, tilbyder Audi en perlerække af komponenter, hvor topsystemet er MMI Navigation plus med stor harddisk, dvd-drev og 7" farveskærm.

Audi RS 5 Cabriolet forventes på det danske marked i foråret 2013.