Ugens opgave på redaktionen: Find en brugt bil til 130.000 kroner. Den er til en familie med to børn og den skal køre 25.000 kilometer om året.
Opgaven er simpel - find en familiebil, der har plads til to børn, og som skal kunne køre 25.000 kilometer årligt. Redaktionens tre journalister giver her deres bud på biler, der kan løse opgaven:
Bernt Kastberg
It’s a jaaag. (Surprise)
Jeg snupper en X-Type, selvom den er anklaget for at være en Ford Mondeo. Det er jo også er en fin familiebil (Jaguar var ejet af Ford mellem 1989-2008), men ifølge Jaguar er der kun ca. 20 procent, den deler med en Ford. Men den kan ikke løbe fra, at den er bygget på samme undervogn, og det gør jo nogle reservedele lidt billigere end, hvis der står Jaguar på dem. Specielt om dette eksemplar er, at det er sidste aftapning, den faceliftede model med partikelfilter, og den er sat til salg hos en velrenommeret Jaguarforhandler.
Andreas Lang Hedegaard
Altså når det skal være familiebil, og der ovenikøbet skal køres langt, så er det oplagte valg jo en Volvo. Så jeg har fundet en V70 med den rigtige motor – D5’eren med 185 hestekræfter, fed lyd og et solidt ry. Bilen har kørt lige knap 200.000 kilometer, men har til gengæld netop fået skiftet tandrem, og så har den tilhørt samme ejer i otte år, så jeg ville altså ikke være bange for, at der kommer store reparationer med i købet. I stedet ville jeg bare nyde den store motor og de komfortable køreegenskaber. Eneste minus ved den rummelige svensker er en årlig ejerafgift på næsten 10.000 kroner.
Sjov brugt bil til 100.000 kr. Her er vores favoritter
Skulle jeg i stedet være fornuftig (kedelig), ville jeg gå efter en Seat Leon. Teknisk er det samme bil som Skoda Octavia, så den er rigeligt rummelig, men Leon har en tendens til at blive lidt overset, og det betyder, den er til at betale. Jeg har fundet et eksemplar fra 2014, som har kørt 144.000 kilometer, har den økonomiske, men kraftfulde 150-hestes diesel, og så er den årlige ejerafgift på en tredjedel af Volvo’en. Derfor er Seat’en det oplagte valg, og man skulle være en idiot for ikke at kunne se det – men nu er det jo ikke altid dumt at være en idiot, så jeg tager selvfølgelig Volvo’en og nyder hver eneste kilometer.
Ebbe Sommerlund
Seat Leon var faktisk på min egen liste af de samme grunde, som Andreas nævner. Bilen blev også Årets Brugtbil – i en kåring hvor både Andreas og jeg sad i juryen. Men med 25.000 kilometer så havde jeg måske nappet en benzin – altså en TSI med 150 hestekræfter.
La Famiglia - brugttest af Alfa Romeo Stelvio
Men vi skal have lidt flere bud på bordet, så jeg tager den utraditionelle vej og napper en Alfa Romeo Giulietta QV med den formidable 1,7-liters turbo-motor og en undervogn lavet til sjov. Selvfølgelig har den nogle finurligheder - fx kan omdrejningstælleren ikke følge med til begrænseren i de lave gear.
Bilen er ikke et overdådighedshorn udi plads, men du får 235 hestekræfter til at holde passagernes kroppe tæt til sæderne, så der ikke spildes luft bag ryggen. Det er ikke, fordi Alfaen er fuldstændig håbløs i pålidelighed og drift, men jeg vil alligevel smide lidt mere fornuft i bægeret også.
For 130.000 kroner er det lige før, der kan blive råd til en brugbar elbil, men da dette formentlig er familiens eneste bil, så vælger jeg en anden vej.
Det bliver ikke meget mere kedeligt, men en Toyota Auris Hybrid er en ret skudsikker model, og ejerafgiften er i bund, mens brændstoføkonomien er virkelig god. De opgivne 27 km/l opnås kun under gunstige forhold, men Auris Hybrid er mere økonomisk end konkurrenter uden hybrid teknik. Snittet for de 18, der deler tankningsdata på spritmonitor.de er lige over 18 km/l. Og ejerafgiften er 660 kroner årligt mod Alfaens 4.360 kroner.
Seks brugte biler under 10.000 kroner
Bagsiden af medaljen er lidt kedelige køreegenskaber og et automatisk gear, som er genialt til kø- og by-kørsel, men som får motoren til at lyde anstrengt ved moderat og kraftig acceleration.