Kom med tilbage til fremtiden, når vi tester en brugt BMW i8. En hybrid-sportsvogn, der er så teknisk, at den får selv nye biler til at virke gammeldags. Men er det nu en god ide at købe en så avanceret bil og dyr bil, når den er brugt – det tester vi her.

BMW’s i8 ligner noget, der er rullet direkte af sættet fra den første BladeRunner-film. Designet var tænkt som en hyldest til BMW’s første centermotor-sportsvogn M1, men dog med noget mere miljøbevidste bagtanker. I8 er nemlig en hybrid, som er opgivet til at køre 47 km/l, på trods af at den er hurtigere fra 0 til 100 km/t end samtidens Porsche 911.

Brugttest: Sådan køber du Maserati Ghibli uden bekymringer

Med en nypris på 2.679.000 kroner i 2015 hænger de brugte eksemplarer ikke ligefrem på træerne, men vi finder et eksemplar fra 2016, der har kørt 35.000 kilometer. Bilen står til salg hos Green Garage i Birkerød til 1.272.980 kroner. Da vi henter testbilen, har den stået og ladet, så det 7,1 kWH store batteri er toppet op. Lad mågevinge-døren glide op, og lad dig falde ned i førersædet. Herfra ligner kabinen til forveksling en hver anden BMW fra samme tid, men tryk på start-stop-knappen og…..ingenting. Den lydløse elmotor, som trækker forhjulene med en snedig 2-trins gearkasse, har 131 hestekræfter og 250 Nm, og kan drive bilen op til 120 km/t. Så mens vi tøffer ud fra forhandleren og ned ad vejen, er der ingen grund til at sende CO2 ud i atmosfæren.

En oliesheik værdig – brugttest af Mercedes G-Klasse

Heldigvis finder vi hurtigt et par bugtede og ensomme landeveje og sætter bilen i Sport-indstillingen, som strammer de standardmonterede justerbare støddæmpere op, vækker benzinmotoren, og gør speederresponsen skarpere. Selvom det er en slidt kliché, så skifter i8 i en skizofren grad totalt karakter. Fra at være lydløs og afslappet bliver bilen hidsig og kontant. Træd speederen ned og mærk, hvordan du bliver suget mod horisonten. På vej ind i sving er krængningen minimal, takket være det lave tyngdepunkt fra batterierne, der er placeret mellem forsæderne, og vægtfordelingen, der er fordelt 49:51 mellem for- og bagaksel. Specielt bliver man imponeret af det ekstremt høje vejgreb fra de relativt smalle dæk med lav rullemodstand. Og når du så er færdig med at lege, vælger du køreprogrammet Comfort, og så kan du igen trille lydløst og økologisk afsted.

Slukket
Men nu handler det jo ikke kun om, hvordan i8 kører, men også om, hvad du skal være opmærksom på, hvis du er så heldig at have råd til eje den. Fordi der er så relativt få produceret, og fordi meget få af dem kører i Danmark, er der ikke stor viden om dem. Ifølge BMW selv, har der været et tilbagekald i alt, som har påvirket én enkelt dansk bil. I alt 1.001 biler på verdensplan blev tilbagekaldt, fordi man i særlige tilfælde kunne opleve, at bilens drivlinje slukkede; altså både den elektriske og benzinmotoren, som jo kan være et alvorligt problem. BMW’s løsning har været at skifte noget software, og det er ikke et problem, du skal bekymre dig om.  

Den spansk drengerøv – brugttest af Seat Leon Cupra

I stedet har vi spurgt flere ejere, hvoraf en enkelt er dansk, hvad de har oplevet af problemer med ejerskabet af i8. Og den fejl, som alle nævner, er et problem med at åbne påfyldningsdækslet til benzintanken. I8 er nemlig udstyret med en sensor i tanken, der måler mængden af gas. Når bilen kører uden tændt benzinmotor, kan benzinen blive rystet godt rundt, og det skaber dampe i tanken. Er der for meget tryk i tanken, kan tankdækslet ikke åbne, men sensorer kan altså også fejle selv, og så kan du ikke komme til at fylde tanken. Det blev løst med en software-opdatering af BMW, men noget tyder på, at det er bedst at få en helt ny sensor i.  

Brugttest – Mazda MX-5 er den fornuftige sportsvogn

Når du åbner de ellers så funky mågevingedøre, så tjek om gasdæmperne skubber dørene helt op. De har en tendens til at blive trætte. Du skal også kigge på gummilisten rundt om døråbningen. Limen giver op, så listen begynder at flappe. Undersøg også dørkarmen grundigt. Fordi det kræver en god fysik at komme ind i sportsvognen, bliver karmen nemlig nemt ridset. Tjek også sæderne for misfarvning og revner. Behandlingen af læderet er nemlig miljøvenligt udført i farve udvundet fra oliventræers blade, men det er altså lidt skrøbeligt, så kig sæderne grundigt igennem for fejl. Tag også et godt kig på bilen udefra. Det avancerede design og den lave højde gør spoilere udsatte for ridser, og tjek specielt, at forlygterne er fuldstændigt intakte – er bilen udstyret med laserlygter, koster en ny 47.000 kroner.

Gammel kærlighed ruster ikke - brugttest af Land Rover Defender

Disse småfejl bør dog ikke holde dig tilbage. BMW i8 er et friskt pust fra fremtiden, og et reelt og reelt grønt alternativ til en Porsche 911.