Hvis det ikke kan blive tungt nok for dig, så har vi her fundet en række personbiler, som må trække massive 3500 kilo – fra de billigste til de dyreste.
Har du en exceptionel tung svigermor, en virkelig stor campingvogn eller en ekstra tung båd, så er det nødvendigt med en bil, der kan trække det hele. Derfor tager vi et kig på biler, som må trække 3.500 kg. En så stor trailer kræver den rette bil, og her er det ikke nok, at bilen har tilstrækkeligt med kræfter. Selvom alle trailere over 750 kilo skal have egne bremser, er det stadig nødvendigt med kraftige bremser på bilen, og måske vigtigst er det, at bilen selv har en vis tyngde. Hvis ikke bilen er tilstrækkelig tung, ender det nemlig med, at det er traileren, der styrer bilen.
Det skulle helst være omvendt, og derfor er alle biler, vi har fundet frem, SUV’er eller pickups. De er nemlig mest velegnede til de helt store træk. Men det betyder også, at vi bevæger os i den dyrere ende, og specielt er ejerafgifterne så høje, at det næsten får øjnene til at løbe i vand.
Tysk trækker
Første tunge trækker er en Mercedes ML320d fra 2006. Den har kørt 269.000 kilometer, men har overholdt alle service og leveres nysynet med seks måneders garanti fra forhandleren. Trods de mange kilometer, får du en lækker og stærk diesel-V6’er med 224 hestekræfter, og måske lige så vigtigt, når der skal slæbes en trailer – 510 Nm ved lave 1.600 o/min. Den har partikelfilter, og du og dine fire medpassagerer kan nyde Mercedes-luksus og dellæder til under 135.000 kroner.
Næste valg er en bil, som man ikke ser hver dag på de danske veje. Mitsubishi Pajero var populær før i tiden, men er sjælden i dag, specielt som personbil. Denne model er fra 2005 og har kørt 261.000 kilometer. Motoren er en 3,2-liters firecylindret diesel og yder 165 hestekræfter og 373 Nm, og så er Pajero en rigtig terrænhund, som er bygget på en solid chassisramme. Men vi snyder faktisk ved at tage den med, for den må kun trække 3.300 kilo. Prisen er 190.000 kroner, hvis du vil have noget anderledes.
Diner style
Er du mere til burgers, gasoline og lidt Elvis The King Presley på radioen, så har vi fundet en Dodge Ram 1500 med en tørstig 5,7-liters V8’er, som til gengæld yder 345 hestekræfter. Her er kræfter nok til at trække en hel diner, og så byder Ram’en på hele seks siddepladser. Det er den eneste baghjulstrækker i vores samling. Prisen er 190.000 kroner, men den sælges engros uden forhandlergaranti, og skal også synes.
Vi tager endnu en tysker med, og denne gang en med benzinmotor, BMW X5 35i. Den har den dejlige treliters rækkesekser med 306 hestekræfter. Den bliver nok tørstig med 3,5 tons efter sig, men den lyder til gengæld dejligt, når den arbejder. Og så er BMW X5 en af de mere velkørende SUV’er og måske den mest velkørende bil, der må trække så stor en trailer. Selve bilen er fra 2011 og har kørt bare 135.000 kilometer, men du må så også slippe 347.500 kroner
Dyr i drift
Nu bevæger vi os op i de højere luftlag, hvor du skal have dybe lommer for at følge med. Land Rover Discovery 4 er ikke ligefrem kendt for at være billig i vedligehold. Den er heller ikke ligefrem sparsommelig, hvad angår brændstof. Når det er sagt, så er Discovery 4 sublim som trækdyr, og med en egenvægt på næsten 2,5 tons, skal der mere end en stor trailer til at løbe om hjørner med briten. Find et eksemplar, som er hysterisk velholdt, for diesel-V6’eren vil helst have ren og frisk olie. Vi har fundet et eksemplar med alle service overholdt og 172.000 kilometer på tælleren til 364.900 kroner.
Prisen er høj, men man ser sjældent en Nissan Navara indregistreret som personbil, og fordi Navara er en pickup, er den bygget med en solid chassisramme og er designet til at køre med tunge trailere dagen lang. Denne bil er fra 2017 og har kun kørt 60.000 kilometer. Den er undervognsbehandlet, og alle service er passet, så du skal slippe 439.900 kroner.
Vi slutter af med en karet, der er en oliesheik værdig. Cadillac Escalade er ikke så meget en SUV, som det er et overflødighedshorn. Motoren er en 6,2-liters V8’er med 426 hestekræfter, og der er selvfølgelig både varme og køl i sæderne, og i kopholderen. Hvis du skal trække tungt, bliver det ikke mere luksuriøst end Escalade. Men du kommer også til at betale – bilen er fra 2017, har kørt 33.900 kilometer, og koster 1,4 millioner kroner.