Tesla Model X har power, plads og rækkevidde – men hvordan holder sådan en amerikansk elbil, når den er brugt. Vi tager arbejdshandskerne på og går den elektriske raket igennem.
Hvis du ikke har prøvet accelerationen fra en af Teslas topmodeller endnu, så mangler du det seneste kapitel i den store bog om bilernes udvikling. Kræfterne er nærmest uvirkelige, når kinderne klasker om i nakken, og munden rammer hagen i benovelse. Vi tester i Tesla Model X P100D Ludicrous, og det er næsten frygtindgydende, hvor ubesværet det er for bilen på 2,5 tons at runde 100 km/t på bare tre sekunder. Men den slags koster. Testbilen har seks sæder og er til salg hos Fleasing i Hørsholm, har kørt 72.000 kilometer og koster 870.000 kroner.
Lad os starte med bilens absolut dyreste del – batteriet. I testbilen er det på gigantiske 100 kWh. Til sammenligning bruger en dansk gennemsnitsfamilie omkring 84 kWh på en uge. Så det er klart, at det er et komplekst stykke ingeniørkunst, og Tesla byder på otte års garanti eller 240.000 kilometer på batteriet. Tesla påstår, at deres særlige management af batterierne gør, at de ikke oplever problemer med batterierne. Skulle problemet alligevel opstå, efter garantien er udløbet, vil man kunne udskifte en blok af individuelle celler til en pris på omkring 20.000 – 30.000 kroner. Du behøver altså ikke gå rundt og være bange for et dårligt batteri, for situationen adskiller sig ikke meget fra en almindelig bil, hvor en gearkasse eller turbo også kan gå i stykker, og dyre reparationer følger, men det er heldigvis sjældent.
Tilbage til fremtiden - brugttest af BMW i8
Det er ikke kun batteriet, der gør Teslaer unikke. Hele mærkets service og eftermarked er specielt, fordi bilerne kan modtage softwareopdateringer over nettet, og disse opdateringer kan fikse mange af de problemer, der kan opstå med bilerne. Men der findes også nogle generelle fejl, du bør være opmærksom på, når du kigger efter en brugt Model X.
Husk Netflix
Vi har talt med Jeppe Buksted, som er indehaver af Hinnerup Auto udenfor Aarhus. Her har man specialiseret sig i at lave Tesla’er, men er ikke et officielt Tesla-værksted. Han understreger flere gange, at de ikke ser nær så mange Model X’er som Model S’er, men da de to modeller teknisk er næsten ens, er der alligevel nogle tips, du kan bruge. Tjek om bilen har Netflix i den store skærm i midterkonsollen. Har den Netflix har den nemlig også en nyere MCU, en forkortelse for Media Control Unit, og det er en god ting. Frem til 2018 brugte Tesla et flashhukommelseskort, som ikke kan tåle at blive overskrevet mange gange, og fordi Tesla’erne er så avancerede, lammer det hele bilen, hvis MCU’en bliver ristet. Du kan få MCU’en opgraderet hos Hinnerup Auto for 6.495 kroner. Tesla har senere rakt ud til os og forklaret, at de kan reparere MCU'en for omrking 3.500 kroner, med et Daughterboard med en opgraderet 64 GB chip.
En oliesheik værdig – brugttest af Mercedes G-Klasse
Vores testbil havde en smal, gul stribe i venstre hjørne af skærmen, som misfarvede indholdet på skærmen. Det er er også en typisk fejl, som kan udbedres af Tesla selv, med en proces hvor de bruger ultraviolet lys til at fjerne misfarvningen.
Falkedørene
Kigger vi på det mekaniske fejl, så opstår de typiske fejl ofte omkring undervognen, forklarer Jeppe Buksted. Han har oplevet mange Model S’er, som jo deler undervogn med Model X, hvor bærearmen i forhjulsophænget knækker. Det er et spontant brud, og det kan ske på biler, selvom de ikke har kørt ret langt. Hos Hinnerup Auto koster det 10.000 kroner for at skifte de fire nederste bærearme til de to forhjul. Et andet problem opstår hos Model X, fordi bilens SUV-form påkræver en højere frihøjde. Det gør så, at forhjulenes trækaksler, der skal overføre de mange kræfter fra elmotoren, presses i en mere ekstrem vinkel, og det kan sende nogle ubehagelige klonklyde ved kraftige accelerationer. Teslas løsning er at undgå accelerationer, mens affjedringen er i højeste niveau. Tesla har rakt ud til os og forklaret, at man har udviklet en ny løsning, de kalder Cheetah Mode, som giver chaufføren tydelige instruktioner i forhold til, hvordan man undgår problemer under hårde accelerationer. De fortæller dog også, at man på nogle modeller har udskiftet både motorer og trækaksler i produktionen.
Den danske favorit - brugttest af VW Passat
De vilde bagdøre på Model X, kaldet Falcon-døre kan helt sikkert få en hel børnehaveklasse til at stoppe op, men de kan også være besværlige. Først og fremmest er der indbygget sensorer, der sørger for, at dørene ikke ødelægger sig selv, hvis du er parkeret under eller ved siden af noget. Men en ikke altid imponerende pasform gør, at malingen kan slides af omkring Falcon-dørene, og Tesla har selv lavet en retrofit-løsning, som løser problemet, forklarer Flemming Pedersen, der er værkfører hos DAS Karrosseri. DAS Karrosseri har Teslas velsignelse til at lave karrosseriarbejde på deres biler. Nogle kunder har også klaget over, at den lidt sløsede pasform betyder, at Falcon-dørene kan gnave i gummilister, og det får så listerne til at stritte, som så igen aktiverer sensorerne, så dørene ikke vil lukke ordentligt.
Tesla Model X er ikke uden sine fejl, men vil du have en SUV, der kan hænge på selv et rumskib fra stilstand til 100 km/t, må trække 2.250 kilo, som har plads til hele familien, og så uden at udlede CO2 lokalt, så findes der ingen alternativer til den mægtige amerikaner.
Artiklen er rettet 23/9-2020 efter input fra Tesla.