Tesla har udviklet på en elektrisk pickup i fem år, og nu lover firmaets grundlægger, at en model kommer på den anden side af 2019.

Rolling coal – udtrykket beskriver en amerikansk trend, hvor unge mænd, der kalder hinanden for Bro’, sørger for at deres kraftige diesel-pickups sender så meget sort røg ud af udstødningen, som overhovedet muligt. Det er en slags macho-kultur, der er tæt forbundet til pickuppen, Amerikas største symbol på frihed.

Pickuppen er et ikon og en menneskeret i USA, så det er ikke småting, Elon Musk, skaberen af Tesla, går ind og roder med. Han har netop offentliggjort på Twitter, at en pickup er i støbeskeen, men den kan helt sikkert ikke bruges til rolling coal.

”Jeg lover, at vi vil lave en pickup truck lige efter Model Y. Jeg har haft de grundlæggende design/tekniske planer i hovedet i næsten fem år. Jeg kan ikke vente med at bygge den,” skriver Elon Musk i et svar på Twitter til en anden Twitter-bruger.

Trucking
Elon Musk har for vane at afsløre vigtige detaljer henkastet på Twitter, men til lanceringen af Teslas nye lastbil, dukkede der et billede op under præsentationen. Det viser en pickup meget lig Teslas lastbil, men med et stort lad – faktisk er ladet så stort, at man på tegningen har parkeret en almindelig (stor) amerikansk pickup på ladet. Og størrelsen har Elon Musk også kommenteret på.

”Det er en pickup truck, der kan laste en pickup truck. Og for øvrigt må du faktisk godt køre bilen med almindeligt kørekort (i USA). Det er lidt forkert, men jeg kan lide det.”

I samme ombæring som offentliggørelsen af tidspunkt for lanceringen af pickuppen, slog Musk dog fast, at Tesla-pickuppen kun vil være lidt større end Amerikas mest populære pickup, Ford F-150.

Flere tekniske specifikationer kender vi endnu ikke, men det officielle billede viser en pickup, der er nært beslægtet med Tesla-lastbilen, som igen anvender samme motorer som den nye Model 3. Så mon ikke de samme motorer finder vej til pickuppen? Hvor terrængående den skal være, eller hvor meget rækkevidde den skal have, er bare et spørgsmål om at hælde nok motorer og batterier i bilen.

Teslas officielle udmelding er, at Model Y, den kommende, mindre SUV, lanceres i 2019, og så følger pickuppen trop. Men om amerikanerne er klar til en elektrisk version af et nationalt klenodie – det vil tiden vise.