Mazda CX-5 er den lettere oversete SUV, der byder på dynamiske køreegenskaber, plads til hele familien og højt udstyrsniveau – desværre trækker motorprogrammet den samlede oplevelse ned.
CX-5 har været Mazdas mest solgte model i verden, men det er som om den er en smule overset på vores kanter. Er det fair, eller gemmer der her sig en SUV, hvor du får lidt mere bil for pengene – også brugt. Svaret forsøger vi at finde her, og til opgaven har vi lånt en CX-5 2,5 Optimum med automatgear og firehjulstræk hos Due Andersen Biler i Hillerød. Bilen er fra 2018, har bare kørt 38.000 kilometer, og så koster den 354.880 kroner.
Den oversete japaner - brugttest af Mazda 6
Når du sætter ind i bilen, er det svært at se, at den faktisk er fire år gammel. Alle overflader er dækket af et blødt, lækkert materiale, og Optimum-varianten har alt i udstyr, inklusiv læder og headup display. Her dufter tilmed af ny bil. Bagsædet er rummeligt, og det samme gælder for bagagerummet. CX-5 har en fin størrelse til den klassiske familie med to børn og en Golden Retriever.
Dynamisk SUV
I skovene omkring Hillerød viser CX-5 sig også som en kompetent og dynamisk – for sin klasse – bil, med et kommunikativt styretøj og en fast undervogn. Den 6-trins automatgearkasse har ikke de hurtigste, sprødeste skift, men i sportprogrammet holder den motoren til ilden. Den 2,5-liters benzinmotor er nemlig uden turbo eller andre hjælpemidler, og i stedet skal der omdrejninger til, før den for alvor flytter sig. Til gengæld er den omdrejningsvillig og vellydende, når den bliver sat i arbejde mod 6.000 o/min.
En ven af familien - brugttest af Nissan X-Trail
Motorkarakteristikken havde dog passet bedre på en sportsvogn som MX-5, for motoren føles tyndarmet ved lave omdrejninger. Den relativt store motor er heller ikke ligefrem sparsommelig. Officielt kører den lige over 14 km/l, men testbilen havde over de seneste 8.000 kilometer kørt 12,5 km/l – ikke sjovt i disse tider. Alternativet er den 2-liters benzinmotor med 165 hestekræfter, som ligeledes er uden turbo. Isoleret set er det også en fin og omdrejningsvillig motor med relativt sportslig karakter, men 213 Nm ved 4.000 o/min giver ikke CX-5 det overskud, den fortjener. Det er en skam, for både den 2,5-liters og den 2-liters motor er solide motorer.
Pas på Mazdas diesel
Dieselalternativet er på papiret oplagt. Her får du det bundtræk, en SUV forventes at have, og et forbrug der passer bedre til en klimakrise. Desværre har Mazdas Skyactive D 2,2 diesel et ry, der næsten får Mazda-ansatte til at fraråde almindelige mennesker at købe den, medmindre man kører lange turer og tilsætter additiver til dieselen. Flere ejere har fået skiftet turboen i CX-5.
Et andet udbredt problem er dyserne, hvor utætheder omkring flammeskiven gør, at sod blander sig med motorolien, så ejere oplever, at motoren melder om lavt olietryk. Problemet er, at olien klumper til og kan til sidst ikke smøre motoren. Inden da har flere dog oplevet, at kæden til oliepumpen simpelthen knækker, og resultatet er en smadret motor.
For at det ikke skulle være nok, så har motoren, ligesom nogle andre moderne dieselmotorer, et problem med dieselolie, som siver ned til motorolien. Det sker typisk på motorer, som kun kører korte ture. Her starter motorens software en rensning af partikelfilteret, hvor der sprøjtes ekstra diesel ind for at forhøje temperaturen, når sod brændes af i filteret. Men slukker ejeren bilen i samme øjeblik, siver den overskydende dieselolie forbi stempelringene og ned i sumpen og fortynder motorolien. Typisk oplever kunderne, at der pludselig er for meget olie på bilen, og gæt selv, hvor godt diesel-fortyndet motorolie smør motoren.
Den svenske indkøbsvogn – brugttest af Volvo XC40
Vi har tidligere talt med Mazda Danmark om problemet, og dengang forklarede PR Manager Jannik Olsen, at problemerne skyldes manglende service.
Når vi ser disse skader, er det oftest i forbindelse med, at service ikke er udført rettidigt og/eller, at der er anvendt olie af en for ringe kvalitet. Det bedste råd, vi kan give, er at gå efter en bil, der er serviceret efter fabrikkens forskrifter. Det vil sige, at serviceintervallerne skal være overholdt, og der skal være anvendt olie med de korrekte specifikationer. Alle Mazda-modeller er omfattet af vores elektroniske servicebog, hvilket gør det let at kontrollere, hvordan bilen er serviceret gennem sin levetid.
Det er en skam, at motorprogrammet halter, for CX-5 er ellers en rigtig fin og solid SUV, som både byder på dynamiske køreegenskaber og masser af udstyr for pengene.