Hvordan får man plads til fire personer i en bil på under fire meter? Sådan må Toyota have tænkt, da de indledte designet af den lille iQ. Modellen er ganske spøjs, både at se til, men så sandelig også at tænke på, for det store spørgsmål er jo igen, som vi ser det med mange af de nye designkoncepter, der adskiller sig fra traditionelt bildesign – hvad skal vi bruge modellen til, og har den en praktisk funktion?

Toyota ser selv iQ som en økonomisk bybil med plads til fire. Når du ser iQ, så virker det umiddelbart som store ord – specielt det sidste omkring plads til fire personer. iQ er nemlig 168 cm bred, 150 cm høj og 298,5 cm lang. Det er bare ikke en særlig stor bil! Men, Toyota sender jo som regel ikke noget på markedet, uden at have gennemtestet det først – hvilket da også ses, når du åbner en af de store døre ind til kabinen. Her er nemlig rigtig god plads, ja jeg vil næsten sige Avensis-plads. Den gode plads er opnået ved hjælp af en lille genialitet fra de japanske designeres side, nemlig det asymmetriske instrumentbord. Asymmetrisk skal forstås sådan, at instrumentbordet ved passagersædet, er rykket længere frem end det er tilfældet hos bilens chauffør. Dette giver rigtig god benplads til begge passagerer i højre side af bilen. Men det giver ikke rigtig ekstra plads til den der sidder bag bilens chauffør – og jeg må derfor være ærlig og sige, at ideen omkring plads til fire personer ikke holder – med mindre fjerdemand er meget lille. Det er nok også derfor, at Toyota hellere vil kalde bilen for en tre en halv personers, end en fire personers.

Den gode plads i iQ har dog sine ulemper – for der er stort set ikke plads til bagage. Kun 32 liter er det blevet til – så det optimale er simpelthen at have bagsædet bag førerpladsen foldet ned, permanent. Det giver ekstra bagageplads, men er absolut ikke optimalt.

Kvaliteten
Toyota har gjort meget ud af, at iQ skal fremstå som en luksuriøs minibil, hvor designet er i højsædet. Det er lykkedes rigtig mange steder at få den luksuriøse fornemmelse frem – specielt omkring den ”organisk” designede midterkonsol, hvor designerne har hentet inspiration fra en havrokke. Det ser virkelig godt ud og det er rart at se Toyota give den lidt gas.

Der er dog også irriterende ting omkring kvaliteten, og det er f.eks. plastikkvaliteten i dørene. Den er simpelthen så hård og samtidig i en rigtig irriterende farve, der nemt tager imod ridser. En dårlig kombination, når mange folk har en nøgle i hånden når de lukker og åbner døren. Faktisk kan en fingerring ridse ganske meget – eller f.eks. sikkerhedsselens metalstykke, når du tager selen af. Rigtig dårligt valg af materiale!

Jeg vil også lige knytte en kommentar til handskerummet, eller manglen på samme. Toyota har valgt at monterer en lomme i stedet for – en lomme der er knappet fast på instrumentbordet. Det er virkelig kikset og ekstremt besværligt at have med at gøre. Der skal nemlig ikke meget til at hive lommen ned – og sker det, så er den pokkers træls at knappe fast igen. Men jeg vil da gerne rose Toyota for at prøve noget nyt – og når det sidder der, så ser det også smart ud. Havde det dog bare været praktisk også.

Bag rattet
Du vil ikke blive skuffet over iQ når du først sidder bag rattet. Køreegenskaberne er ganske glimrende og det virker som om du sidder i en meget større bil. Køreegenskaberne er ikke så kontakte og gokartagtige, som bilens udseende umiddelbart ligger op til – dertil er tyngdepunktet simpelthen for højt. Men den kører rigtig godt, og betydeligt bedre end f.eks. konkurrenten fra Smart. Ved bykørsel er iQ fuldstændig på hjemmebane – og da den har en venderadius på kun 3,9 meter – ja så brude der ikke være problemer på selv den mest træne parkeringsplads.

Motormæssigt har du tre valgmuligheder – en 1,0 liters benzin med 68 hk, en 1,33 liters benzin med 98 hk, og en 1,4 liters diesel med 90 hk. Vi har i denne test kigget nærme på den mindste benzin og den kraftige diesel. Den lille 68 hk benzinmotor er ganske glimrende, selvom den på ingen måde gør iQ til en racerbil. 0-100 km/t er da også først et overstået kapitel efter 14,7 sekunder. Dette mærkes dog kun på nedkørselsrampen til motorvejen, hvor der virkelig skal trædes til, før der sker noget. Den 12-ventilede rækkemotor spinder ellers fint og er yderst økonomisk med hele 22,2 km/l. CO2-emissionen er kun 105 g/km.

Den kraftige dieselmotor er en helt anden oplevelse end den lille benzinmotor. Med 90 hk og et drejningsmoment på hele 190 Nm, har du masser af power i alle situationer. Sprintdisciplinen tager da også kun 10,7 sekunder og topfarten er hele 170 Km/t. Samtidig kan du nyde godt af 25 km/l og en CO2-emission på kun 104 g/km. Dieselmotoren giver klart den mest positive oplevelse – men den koster også betydeligt mere end den lille benzin.

Priserne
Du kan få fingrene i en iQ for blot 143.000,-. Her er der tale om en 1,0 liters benzin med begrænset udstyr. Vil du have en af de to udstyrspakker oveni, så stiger prisen med cirka 25.000,- pr. udstyrstrin. Priserne på dieselmodellen begynder ved 181.000,- og slutter først ved 215.000,-. Det er mange penge for en lille bybil.

Konklusion
Jeg kan faktisk godt lide iQ. Den får mig til at smile når jeg ser den – og selvom smilet ikke holder ved når vi taler om det praktiske, så er den bestemt en bil, der kunne være sjov for mange. Men jeg synes at priserne halter gevaldigt – specielt hvis vi kigger på den samlede kvalitetsoplevelse. Derfor vil jeg nok foreslå, at du vælger en Toyota Aygo i stedet for, evt. den nye udstyrsversion kaldet Black Line. Her får du mere plads, samme motorer og meget bedre priser.