Suzuki er mester i at lave små, fine og billige biler, og det passer os danskere ganske fint. Suzuki Swift går som varmt brød, og nu er der så kommet endnu en kandidat til Top 10 listen over de mest solgte biler i Danmark - navnet er Splash. Suzuki Splash er afløseren for den tidligere Wagon R, som "afgik ved døden” for noget tid siden. Wagon R vil ikke blive savnet på grund af dens flotte ydre, tvært imod - men den var billig og rummelig.
Stadig en "kassevogn"
Suzuki Splash prøver at være det samme, som Wagon R, men med den store forskel at Splash faktisk er ganske nydelig. Den rummelige kasseform er bibeholdt, men det er lykkedes at få rundet hjørnerne, og få designet en anderledes og ganske spændende bagdel. De store dominerende og skrå baglygter giver et frisk pust, til hvad der ellers ville have været et småkedeligt design.
Splash deler, rent teknisk, platform med Swift’en, og har derfor samme akselafstand, hvilket jo sætter sine naturlige begrænsninger for størrelsen. Ligesom i de fleste biler er der helt fin plads på forsæderne til fuldvoksne, og den høje taglinie giver rigeligt med luft over hovedet. Man sidder lidt højere end normalt, bag rattet, og selve kørestillingen er også mere opret.
Ved bagsædet begynder den lille akselafstand at sætte begrænsninger. Benpladsen er ikke tilstrækkelig til, at en voksen kan sidde der afslappet.
Bagagerummet klarer kun 202 liter, ligesom i Swift, og det er altså ikke meget, hvis der skal være plads til bagage og måske indkøbsposer – sådan er betingelserne bare i denne mini MPV klasse.
Sikkerheden vægtet højt
Der bliver gået mere og mere og i sikkerheden, også selvom man er på jagt efter en lille billig bybil - og det har Suzuki taget til a notam. ABS med bremseassistent, ESP incl. antispin og 6 airbags er standardudstyr i Splash i Danmark, og det er ligegyldigt hvilket udstyrsniveau man måtte vælge – rigtigt flot.
Hvis det går galt er der dog risiko for især kvæstede ben, da det hårde instrumentbord er til fare for benene. Derfor blev det kun til 4 ud af 5 stjerner i crashtesten hos EuroNCAP. Pæletesten (crashtest fra siden) blev ikke udført hos EuroNCAP, da Splash ikke sælges med airbaggardiner på alle markeder.
GLS udstyr – her er omdrejningstæller standard
Det første man næsten lægger mærke til, når man sætter sig ind bag rattet i Splash er den ”fikse” lille omdrejningstæller, der er monteret oven på instrumentpanelet – lidt i retning af et T. Hansen ur, men denne er altså standardmonteret.
Men udover den uundværlige omdrejningstæller, kan man glæde sig over fjernbetjent centrallås, læderrat, elruder, elspejle, kørecomputer, radio med MP3 og fjernbetjening integreret i rattet - og meget overraskende følger der også en antenne med – ja, det bliver understreget i Splash brochuren.
Motoralternativer
Suzuki Splash fås med 3 forskellige motorer – 1,0 liters (60 hk) og 1,2 (86 hk) liters benzin samt en 1,3 liters common rail dieselmotor med 75 hk.
Vi har her kørt den 1,2 liters motor, og den gør et fint stykke arbejde. I forhold til den 1,0 liters motor, der kun har 3 cylindre, får man en mere jævn motorgang og et væsentligt større drejningsmoment i denne.
Præstationerne rækker rigeligt til både by-, landevej- og motorvejskørsel. Tophastigheden er 175 km/t, og accelerationen fra 0-100 km/t klares på 12,3 sek.. Ved kraftig acceleration eller hurtig motorvejskørsel er motoren dog forholdsvis støjende, og man holder sig derfor automatisk til hastighedsgrænsen på motorvejene.
Langt på literen
Suzuki gør jo i øjeblikket et stort nummer ud af, at deres biler kører rigtigt langt på literen, og det er da heller ikke helt forkert. Vi nåede 16,5 km/l i denne 1,2 liters, hvor EU-mixet spår 18,2 km/l, så Splash må siges at bestå eksamen.
Man skal dog ikke forvente et så lavt forbrug, hvis det udelukkende er motorvejskørsel. Her vil et realistisk forbrug være på 14 km/l.
Underholdende
Man kan tydeligt mærke, at Splash er i familie med Swift, for selvom Splash er blevet højere end Swift, så er den stadig underholdende at køre i. Hjulene sidder helt ude i hjørnerne, og det giver altså fremragende svingegenskaber – at gearskiftet derudover også er rigtigt godt, gør bare oplevelsen endnu bedre.
Konklusion
Splash er en meget værdig afløser for Wagon R, og hvis vi kigger på prisen er den også meget rimelig. I 2001 testede vi en Wagon R+ 1,3 GLS med en pris på 136.000 kr. – denne Splash koster kun 138.990 kr. – rigtigt flot. Eneste mangel er sådan set aircondition, som kan tilkøbes for 6.000 kr.