Jeg har skrevet det mange gange før, og skriver det nu igen. Subaru er et af de mærker, der har det rigtig svært på det danske marked, men alligevel bliver de ved med at holde fast. Selvom antallet af solgte biler på årsbasis kan tælles på meget få hænder, så vil den store bilkæmpe, der er så solidt plantet på det asiatiske og amerikanske marked, bare ikke slippe taget i danskerne. Problemet er bare det samme, som det altid har været, og det tror jeg for sin vis aldrig vil blive anderledes. Kendskabsgraden er for lille – og når der så endelig kommer potentielle nye kunder i butikken, så skræmmes de nok lidt af prisniveauet og den anderledes designlinje, og det er før, forhandleren kan nå at fortælle, at Subaru er noget af det mest stabile, man kan købe for penge. Subaru holder derfor fast i deres faste kunder, som nok mest er folk, der har brug for en bil, som er perfekt til at spænde foran hestetraileren.

Meget firkantet stillet op kan man næsten sige, at Subaru leverer seks forskellige modeller, der i stor udstrækning er bygget på samme teknik i form af gennemtestet og yderst kompetent firehjulstræk, en serie bundsolide boxer-motorer, og i de fleste tilfælde Subarus eget CVT-gear kaldet Lineartronic. Om det så er monteret i en stor Outback eller denne nye Levorg stationcar, det er et spørgsmål om stil og behov fra kundens side.

Vi har testet bilen, som Subaru håber, at de kan få en lille bid af markedet for firmabiler med, navnet er Levorg, og der er tale om en stor og rummelig stationcar, hvor priserne starter ved 425.000,-.

Designet
En ting man skal vide, når man kigger på en Subaru, det er, at designet er helt sit eget. Kanterne er skåret hårdt op, og der er ingen bløde europæiske linjer at komme efter. Det gælder både inde og ude. Motorhjelmen er stor og voluminøs og domineres af et enormt luftindtag. Er du til Fast and the Furious møder stationcar, så er Levorg lige noget for dig.

Indvendigt er situationen nøjagtig den samme, for begrebet ”luksus” er vidt forskelligt fra det japanske til det europæiske marked. Så selvom du godt nok får nogle store lædersæder og flotte decorlister, så er stilen helt sin egen. Det samme gælder knapperne til f.eks. sædevarmen, der mest af alt ligner noget fra en Mitsubishi fra starten af 80’erne. Subaru har gjort meget for at skifte designstil, så også europæerne får lyst til at købe deres biler, og det går den rigtige vej, men der er et stykke endnu.

On the road
Bag rattet finder du dig ganske hurtigt til rettet. Et tryk på startknappen og boxermotoren springer i gang uden problemer. Motoren er på 1,6 liter og har en maksimal ydelse på 170 hk og et drejningsmoment på 250 Nm ved 1.800 o/min. Det gør faktisk Levorg til en ret hurtig vogn, men måden den er hurtig på, er bilens største problem (i min øjne, red.). Levorg er nemlig udstyret med Lineartronic automatgear, bedre kendt som CVT gear eller elastikgear. Jeg har aldrig brudt mig om det, lige meget om det lå i en Audi, en Nissan eller en Subaru, og selvom Subaru har leget med den seneste version, så der bliver indsat fiktive gearskifte, så fornemmelsen af en traditionel automatgearkasse er tilstede, så fungerer det bare ikke for mig. Det er virkelig synd, for jeg havde gerne set Levorg med f.eks. 6 eller 7 trins automatgear, det ville klæde den så utrolig godt.

De 170 hk fortjener dog roser, for de gør det rigtig godt. Motoren er støjsvag og yderst behagelig på motorvejen. Brændstofforbruget er dog ikke blandt de bedste, hvilket de 10,2 km/l i gennemsnit vidner om. Subaru lover godt nok 14,1 km/l i gennemsnit, hvilket vi dog ikke kunne komme i nærheden af.

Værd at fremhæve er det permanente firehjulstræk (60/40), der på ingen måde laver unoder, men blot sikrer optimalt grip i alle situationer. Man mærker tydeligt Subarus erfaring fra rallyverdenen på dette område.

Subaru har spækket Levorg med intelligent udstyr, der skal være med til at sikre optimal og sikker kørsel. Derfor er Intelligent Drive, Dynamics Control, Hill Holder og meget mere standard. Det samme gælder kontrol af blinde vinkler, detektion af bagvedkørende og vognbaneskift. Alt sammen standard. Faktisk kan jeg ikke komme på noget køretøj på det danske marked, hvor mængden af intelligente hjælpemidler er så høj som standard. Godt gået Subaru!

Prisen
Men alle disse ting koster, og priserne starter som tidligere skrevet ved 425.000,-.  Vores testbil var en GT-S, hvilket betyder, at prisen starter ved 479.900,-. Med lidt udstyr etc., så hopper den glædeligt over 550.000,- og så er det pludselig svært at hive kunder væk fra de etablerede mærker, som Subaru meget gerne vil måle sig med. Et ordentlig smæk på prisen i en kampagnerunde på et års tid, så der kunne skabes noget opmærksomhed omkring mærket, ville bestemt være en fordel, men det kommer bare ikke til at ske i Danmark.

Samlet set
Jeg kan godt forstå, at Subaru mener, at de har et godt køretøj, for det har de. Man bliver bare nødt til at se på, hvad man er oppe imod, og om man mener, at der kan hentes kunder ved at stå fast på de principper, der virker i USA og Asien, eller om man virkelig vil sparke døren ind til et marked. Jeg tror egentlig, at Subaru har affundet sig med at være den lille spiller på sidelinjen, som har en fast gruppe af kunder, der sværger til deres produkter. Personligt bliver jeg ikke en af disse, men det har intet med Subarus strategi at gøre. Det er simpelthen pga. de små detaljer som CVT-gearet og de urgamle kontakter til f.eks. sædevarmen. Så er det næsten lige meget, hvor vild jeg er med firehjulstrækket, motoren og de elektroniske hjælpemidler.