Toyotas nye plugin-version af RAV4 er den bil, RAV4 altid har fortjent at være. Med plugin-power er der op til 75 kilometer rækkevidde og 306 hestekræfter, der løfter SUV’en til nye højder.
Efter 56 kilometer omvej rundt i vores skønne hovedstad, har jeg brugt i alt 0,9 liter benzin. Det er til trods for, at jeg har kørt kvikt på motorvej, og jeg har i hvert fald ikke manglet kræfter på noget tidspunkt. Turen er nemlig foregået i den nye Toyota RAV4 Plug-in Hybrid – Toyotas næstmest kraftigste serieproducerede model nogensinde. Det siger noget om Toyota, men lad os fokusere på SUV’en her, som har i alt 306 hestekræfter.
Familiens nye favorit – Toyota RAV4
Effekten er hovedsageligt opnået ved en kraftigere elmotor til forhjulene, som nu har 182 hestekræfter i stedet for 120. Samtidig har den 2,5-liters benzinmotor fået syv ekstra hestekræfter, så den alene leverer 185 hestekræfter. De ekstra kræfter fra elmotorerne betyder, at plugin-versionen er lige så hurtig udelukkende på strøm fra 0 til 100 km/t, som den almindelige benzindrevne 2-liters version. Topfarten for plugin-hybriden på strøm er 135 km/t.
Forførende og familievenlig Ford Kuga Plug-In Hybrid
Vælger man at udnytte alle 306 hestekræfter, kan den mellemstore SUV runde 100 km/t på bare seks sekunder. Det er rigeligt hurtigt, og selvom det er lettere barnligt at tvære de andre i lyskrydset, så gemmer der sig en vigtig pointe. RAV4 Plug-in har nemlig et kraftoverskud, som gør den ekstremt behagelig at køre rundt i, og som de andre RAV4-modeller har manglet. Jeg er ikke den store fan af den almindelige hybrids drivlinje, hvor man ofte savner bundtrækket fra en diesel eller turbomotor, og når bilen skal accelerere, bliver det i stedet med mange omdrejninger og den medfølgende støj. Det er nærmest aldrig nødvendigt i plugin-versionen, hvor du med et lille vink med speederfoden bliver båret frem af en fed, lydløs bølge af strøm. Luksusfornemmelsen bliver yderligere forstærket af, at man har støjisoleret plugin-versionen mere end de øvrige modeller. Forruden er af akustisk glas, mens der er ekstra isolering i skærmkasser og A-stolpen. Resultatet er en meget støjsvag bil, som stille og ubesværet glider afsted, og det giver en helt anden fornemmelse af luksus, end vi har været vant til i RAV4.
Ekstra rækkevidde
Netop den støjsvage kørsel kan der være masser af. For RAV4 Plug-in Hybrid har nemlig et ret stort batteri, som er vokset fra 1,1 til 18,1 kW. Det skulle give en rækkevidde på op til 75 kilometer ifølge WLTP. Den lange rækkevidde er samtidig med til at give et imponerende forbrug på 100 km/l. Med et 10 amperes stik derhjemme i garagen, tager det cirka syv timer at lade batteriet op, mens det kan gøres på cirka fem timer med et Type II-stik.
Den amerikanske burger – Ford Explorer Plug-in Hybrid
Takket være en varmepumpe er det også muligt at køre med varmen tændt på kolde dage, uden at benzinmotoren skal være tændt. Hvis du har prøvet en almindelig hybrid, kan det nemlig godt føles lidt dumt at køre rundt med en 2,5-liters motor som ikke laver andet end varme. Varmepumpen skulle være 2,5 gange mere effektiv end et elektrisk varmeapparat, og det er løsninger som den, der får Toyota til at love, at denne plugin er 15 procent mere effektiv end konkurrenterne – selv når al strømmen er brugt op. Til gengæld stjæler det større batteri en lille smule batteriplads, selvom det faktisk er placeret under kabinen. Den almindelige RAV4 Hybrid rummer 580 liter, mens Plug-in Hybrid må nøjes med 520 liter. Til gengæld må den trække 1.500 kilo.
Luksuriøst indtryk
Kabinen ligner sig selv, og har altid virket solid og lækker, men i plugin-versionen, som jo er topmodellen, får man blandt andet 10 tommers head-up display, 360 graders surround kamera og fjernstart af eksempelvis klimaanlægget. Toyota Safety Sense, som er en hel række af sikkerhedssystemer, som blandt andet inkluderer adaptiv fartpilot med køfunktion, er også en del af standardudstyret, sammen med en ni tommers skærm, der både har Apple Carplay/Android Auto og dansk navigation. Alt i alt er det med til at give et indtryk af en ret harmonisk og lækker bil. Og så er det jo bare en skam, at man ikke kan købe Toyota RAV4 Plug-in Hybrid. Den er udsolgt for hele 2020. Og sådan som det politiske landskab ser ud nu, kan Toyota ikke sige noget om priserne i 2021, for det meget lave brændstofforbrug giver som udgangspunkt en meget stor rabat, men om den rabat også eksistere i 2021, er der få mennesker, som ved.